Af Henning Elting

Så sidder man der pludselig en aften ved skrivemaskinen og skal til at fortælle lidt om én af de største oplevelser et hold fra Køge Boldklub har haft, nemlig turen til Afrika, nærmere bestemt turen til Nigeria og Ghana i tidsrummet 18.-29. november. Man syntes, det lød så nemt og ligetil den dag, da Medlemsbladets fortræffelige redaktør Søren Olsen, sagde: "Kan du ikke lave et stykke til bladet". Man siger frisk og frejdigt: "Ja, det skal jeg nok klare". Og nu sidder jeg hér med hovedet fyldt af tanker, indtryk og oplevelser, som slet ikke har nået at bundfælde sig, men som jeg skal prøve at give videre på tryk. For at gøre det nemmest vil jeg tage turen dag for dag og derfor begynde med:

Lørdag den 18. november:
Det var samme dato, hvor en del af os et år tidligere var taget afsted på en på sin vis lige så spændende og interessant tur - den til Israel.

Det var en lang rejsedag vi havde for os. Vi tog fra Køge kl. 8.30 med Kastrup Lufthavn som mål. Her mødte vi B.1903, der næsten samtidig skulle afsted til Teheran i Iran. Efter en meget omhyggelig kontrol - vi skulle med Lufthansa - var vi i luften kl. 9.55 og vort første mål var Frankfurt, hvor vi skulle have et ophold på næsten 6 timer, inden vi skulle flyve videre til Lagos i Nigeria. Det var lang tid, men den gik forbavsende hurtigt. Der var meget at se på i denne Europas største og meget imponerende lufthavn, hvor vi bl.a. benyttede en del af tiden til et måltid mad i den dejlige Marco Polo restaurant.

Kl. 18.00 kom vi afsted med Lufthansas store Boering 707. Foran os havde vi en non-stop flyvning på 6 timer, før vi skulle lande i Lagos lufthavn. Der var som på alle vore flyvninger under turen fin service med god mad og fine drikkevarer. Det var jo mørkt, så meget var der ikke at se undervejs. Nogle sov, andre raflede og tog sig en drink ind imellem, og da vi nåede midnat, var det tiden, hvor vi skulle lande i Lagos lufthavn.

Ankomst til Ibadan nord for Lagos. Velkomsten var meget hjertelig da Køge-truppen steg ud af flyet fra Nigeria Airways.

Der var virkelig varme i luften, da vi kom ud af maskinen, og det var fugtig varme. Vi blev hjerteligt modtaget af en række nigerianske fodboldledere, og det gik forholdsvis nemt med at komme gennem pas- og toldkontrol. Vi blev i en Toyota kleinbus, tilhørende sportsforbundet, kørt til det nærliggende Lagos Airport Hotel, hvor vi kun skulle bo en enkelt nat, da vi allerede søndag formiddag skulle flyve til Ibadan - 200 km nord for Lagos for at spille den første kamp. Hotellet var udmærket og selv i mørket fandt nogle ud af, at der lige over for hotellet under åben himmel lå en Taverna - Peschina hed den - med en dejlig swimmingpool op til. Nå, det blev kun til et kort besøg, da vi skulle tidligt op for at flyve til Ibadan.

Søndag den 19. november:
Morgenmad, bestående af juice, spejlæg med bacon og et stykke medisterlignende pølse, kaffe. Det er første og sidste gang, jeg nævner morgenmad. Det var det samme, vi valgte hver dag.

Vi vidste ikke hjemmefra, hvordan vi skulle komme til vore to kampe i henholdvis Ibadan og Kaduna (1000 km nord for Lagos). Allerede ved ankomsten fik vi at vide, at begge rejser skulle foregå med fly, og det sparede naturligvis megen rejsetid.

Vi lettede fra Lagos Airport kl. 10 med Nigeria Airway's Fokker Friendship. Det var en maskine, der ligesom den dagen efter til Kaduna var stillet til vor rådighed. Det var kun os, nogle nigerianske ledere samt dommertrioen fra nabostaten Togo med i maskinen. Det var en kort flyvetur, kun 20-25 minutter. Ibadan ligger lidt højere end Lagos, men varmt var det også der. Vi blev indkvarteret på Green Springs Hotel, ikke så langt fra lufthavnen. Selve hotellets værelser lå spredt i en halv snes bygninger, bestående af nogle bungalows og nogle 3-etagers bygninger.

Turens første kamp skulle spilles kl. 16.45, samme tidspunkt som de to efterfølgende kampe, og vi var naturligvis meget spændte på, hvordan den skulle forløbe. Det var trods alt meget hurtigt efter en lang og til dels anstrengende rejse, og kampen skulle spilles i en for os uvant varme mod den skrappeste modstander vi kunne få, nemlig det nigerianske landshold.

Heldigvis var baneforholdene helt i top. Det var et stort ovalt stadion med cementtribuner hele vejen rundt og ikke mindst med et fortræffeligt græstæppe. Men varmt var det, og vi udenfor havde travlt med at skrælle appelsiner under kampen, ligesom mange af dem måtte ud og have en slurk læskedrik ind imellem.

Om kampen ganske kort. Vort hold gjorde en udmærket indsats mod et godt spillende Nigeria-hold. Vi tabte 1-2 efter 1-1 ved pausen. Keld Pedersen scorede. Men Nigerias sejrsmål blev scoret på et meget tvivlsomt straffespark, dømt mod Arne Rastad, ligesom vi blev decideret snydt for et, begået mod Mogens Olsen.

Kampen blev overværet af ca. 10.000 tilskuere, der var ganske godt tilfredse med det, de så.

Mandag den 20. november:
Vi havde en meget interessant formiddag, idet én af ØK's folk sammen med en nigeriansk chauffør kørte os en rundtur i denne verdens største landsby. Ibadan har - regner man med - ca. 1 1/2 million indbyggere, hvoraf langt den største del lever i små faldefærdige, tæt sammenbyggede huse med bliktage. Det var en fantastisk oplevelse - ikke mindst at komme en tur igennem nogle af de små forretningsgyder, hvor der blev handlet med alt muligt. Den tur var vi Jens fra Briscoe (ØK's selskab i Nigeria) meget taknemmelig for.

Over middag afgang til lufthavnen, hvor vi fik temmelig lang ventetid, ca. 2 1/2 time. Det skyldtes at maskinen var blevet dirigeret forkert ned, men til alt held kendte han - en englænder - lufthavnen så godt, at han kom ned på landingsbanen.

Ventetiden i lufthavnen gik med rafling, solbadning og ikke mindst var de hjemmefra medbragte spegepølser til stor glæde for alle. Nå, vi kom endelig afsted ved godt fire-tiden. Det blev en dejlig flyvetur, ikke mindst fordi Keld og Mogens trak en flaske Jägermeister og Türkisch Koffee op af tasken. Vore nigerianske venner, der var med, skulle også smage, og jeg havde indtryk af, at det smagte dem godt.

I Kaduna lufthavn blev vi modtaget af repræsentanter for fodboldledelsen i North Central State, af TV-folk fra det stedlige fjernsyn, og ikke mindst af de to mennesker, der tog sig af os i de tre dage vi opholdt os i det nordlige, nemlig Suzan og Gustav Hadiz, to ungarer.

Gustav havde bl.a. tidligere været træner for Nigers landshold, men var nu endt i Nigeria hvor han var cheftræner for North Central State.

Indkvarteringen i Kaduna var den dårligste under turen. Det havde været umuligt at skaffe hotelværelser, så vi blev indkvarteret på noget der hed Social Center. Værelserne var ikke særligt spændende, men der var dog moskitonet over sengene. Så vidt jeg husker, gik ingen i byen den første aften, men de vidste selvfølgelig heller ikke, hvor de skulle gå hen.

21.-23. november:
Tirsdag skulle den anden kamp spilles, så vore spillere var hårdt spændt for de første dage. Formiddagen gik med en lille rundtur i Kaduna - en by med ca. 210.000 indbyggere. Kaduna var et behageligt bekendtskab og med et meget bedre klima end nede i Lagos. Her var luften tør og morgen- og aftentemperaturer var behagelige. Kadunas centrum består af to meget lange paralelle veje. Langs med den ene lå de fleste forretninger, mens den anden - hvor vi boede - var hjemstedet for forskellige ministerier, fængslet, TV-huset og hovedkvarteret for den 1. nigerianske infanteridivision.

Vi besøgte stadion, hvor kampen skulle spilles, og blev, ligesom i Ibadan, glædeligt overrasket. Banen var vel lidt ujævn, men med græs over hele banen. Selve anlægget - Ahmadu Bello stadion - var smukt anlagt og kunne vel tage ca. 50.000 tilskuere.

Spillerne klædte om på Social Center og kørte så med bussen de få kilometer til stadion. Den bustur blev det sidste stykke vej til en fantastisk oplevelse. Der stod lange køer af folk, der skulle ind til kampen, og da de fik øje på bussen, blev den helt omringet af begejstrede og hjertelige nigerianere, og havde det ikke været for det ridende politis skyld, var vi slet ikke nået inden for stadions mure.

Det bemærkelsesværdige med dagens modstandere var, at det slet ikke var et hold fra Kaduna, men fra byen Jos, der ligger 350 km fra Kaduna. Mighty Jets, som holdet fra Jos hedder, er nigerianske mestre og var i øvrigt sidste sommer på en turne til Sovjetunionen, Polen og Tjekkoslovakiet. Grunden til, at kampen blev spillet i Kaduna var vist den, at banen i Jos ikke er særlig god.

Mighty Jets er vel nok det flotteste fodboldhold, jeg har set, I de røde strømper, røde bukser og sort/rød stribede trøjer så de sorte spillere fantastiske ud.

Der var kolossal stemning på tilskuerpladserne, hvor der efterhånden var samlet 25-30.000. De blev før kampen underholdt af et imponerende 50 mands militærorkester, og de gjorde sikkert også store øjne, da der kort før kampens start kørte flere store Mercedes biler ind på cindersbanen og op foran hovedtribunen for at sætte forskellige "høje" personer af.

Før kampen, da de to hold var opstillet foran hovedtribunen, kom sundhedsministeren ned og hilste på spillerne og endelig var man klar til kampen.

Den endte 0-0, men trods det at der ikke blev scoret blev kampen en virkelig fodboldoplevelse med dejligt spil fra begge sider. Vore spillere var i den grad blevet opildnet af stemningen, at de overgik sig selv. Næsten synd at nævne nogle enkelte, men målmanden Erik Jensen (lånt fra Næstved) fortjener at blive det, og Peter Sønderbech brillierede med vidunderlige driblinger, der henrykkede det meget fair publikum. Alle var tilfredse efter den dejlige kamp.

Jeg talte bl.a. med træneren for Mighty Jets, en brasilianer, og han var meget begejstret for det spil, vi havde vist. Aviserne dagen efter var også ovenud tilfredse med kampen. Således krev New Nigerian, at kampen var af højere kvalitet, end da det skotske professionelle hold Dundee United, nogle måneder forinden havde spillet i Jos mod Mighty Jets.

Hele kampen blev i øvrige vist i fjernsynet og om aftenen var der en halv times TV, hvor Arne Rastad og Keld Pedersen blev interviewet sammen med nogle af Jets spillere og ledere. Mighty Jets havde forresten seks spillere fra Ghana på deres hold, og de bestilte ikke andet end at spille fodbold.

Det var meningen, vi skulle være fløjet til Lagos om onsdagen, men her kiksede det for en gangs skyld i det nigerianske arrangement, og der var ingen maskine til os. Til alt held havde vi Suzan og Gustav, som tog sig af os. Vi var i den dejlige swimmingpool ved det store, moderne Hampala Hotel, hvor vi den ene aften var i spillecasinoet på øverste etage. Vi var også hjemme hos de to dejlige mennesker, der boede i et glimrende hus i udkanten af Kaduna.

Trods den dårlige indkvartering blev opholdet i Kaduna en stor oplevelse, og det var i strålende humør, vi om torsdagen begav os på vej til lufthavnen. Vi skulle med den ordinære rutemaskine - en stor, dejlig jet, så flyveturen ville kun tage en times tid.

I lufthavnen fik vi endnu en oplevelse, idet der var stor modtagelse af en emi. De er jo muhamedanere i det nordlige Nigeria, så modtagelseskomiteen måtte helt ned i støvet, da han kom.

24.-26. november:
Da vi kom til Lagos blev vi denne gang indkvarteret på Maryland House i forstaden Ikeja. Vi havde udmærkede værelser og spiste fortrinligt. Her havde vi en kleinbus med en mægtig frisk chauffør til rådighed det meste af tiden.

Vi var bl.a. en dag inde i Lagos centrum. Der er et virvar af biler og mennesker. Ja, trafikken er et helt kapitel for sig. Den er meget intens, og der køres hårdt og hensynsløst. Utroligt, at man kommer ude fra Maryland House ind til centrum og retur igen uden at være indblandet i et sammenstød.

Vi så også det nye, store idrætsanlæg, der skulle være færdigt til de afrikanske lege, der afholdes sidst i januar 1973. Det var storslået - noget lignende har vi slet ikke herhjemme.

Efter de to udmærkede kampe, vi havde præsteret i Ibadan og Kaduna, fik de nigerianske ledere arrangeret en kamp i Lagos om søndagen mod det bedste hold i byen, Stationary Stores. Kampen blev spillet på det gamle og meget dårlige City stadion. Kampen sluttede 1-1. Det er der ikke meget at sige til. Vi førte 1-0 ved pausen efter et strålende mål af Keld Pedersen - med højrebenet - men i anden halvleg begyndte trætheden at melde sig hos vore. Det havde været en anstrengende uge, og det var drønvarmt. 8.000 tilskuere så kampen.

Nigeria Football Association havde efter kampen inviteret os til cocktail party i Airport Hotel i Ikeja. Her var vi et par timer sammen med Lagos-spillerne og det blev vældig fornøjeligt. Den danske ambassadør og hans kone var også med. Jørgen Moestrup takkede på Køge Boldklubs vegne for den strålende modtagelse, vi havde fået i Nigeria og overrakte gaver til de to ledere, der havde været med os det meste af tiden, nemlig sekretæren for Nigeria Football Association, P.O. Achebe og Carl Edmund O'Dwyer, der var træner for forbundet.

Efter cocktailpartiet var der vist almindelig træthed hos de fleste, og der var ikke stort besvær med at falde i søvn, selv om det ikke kunne blive til mange timer, da vi om mandagen skulle tidligt op for at flyve til Ghana.

27.-29. november:
Vi havde kun 50 minutters flyvetid til Accra med Ghana Airways. Igen en dejlig maskine og for første gang helt sort besætning. (I Nigeria var piloten hvid). Men de klarede det fortræffeligt og lavede turens blideste landing i Accra.

Vi blev i Accras store, nye og meget moderne lufthavn modtaget af en repræsentant for Lufthansa, der sørgede for, at vi kom ind på vort hotel, der lå ret centralt. Det blev et par deciderede slap af dage i Accra, hvor en stor del af tiden blev tilbragt i en swimmingpool, der lå lige ud til havet.

De to dage gik hurtigt, og det blev onsdag morgen, hvor Lufthansas store Boeing stod klar i Accra Lufthavn for at bringe os hjem til Danmark. Vi havde en lang dag foran os. Først en kort tur til Lagos, inden det gik videre mod Frankfurt, hvor der var et par timers ophold - lige nok til de sidste indkøb - inden det så gik mod København med SAS.

En vidunderlig tur, fuld af dejlige oplevelser var til ende, og hvad der ikke tæller mindst var den gode propaganda for fodboldspillet, som vort hold var i stand til at præstere under så fremmede og uvante forhold.

Tre Køge-ledere nyder den afrikanske sol inden kampen mod Mighty Jets i Kaduna. Fra venstre ses Ernst Jensen, Jørgen Moestrup og Børge Munk Hansen.

De farverige afrikanske spillere fra Mighty Jets linet op til præsentation umiddelbart inden kampen mod Køge på det store Ahmadu Bello Stadion.

Køge-spillerne klar til kampen mod Mighty Jets.