1948: Belgien
(Denne historie er hentet i Køge Boldklubs Medlemsblad, September 1948, og historien er underskrevet "En Spiller" - man må formode det var én af de aktive spillere der var med på turen).
En vidunderlig Tur med 1-Holdet til Belgien
Vi heldige, der en Fredag Middag landede i Lufthavnen uden for Bruxelles, vidste paa det Tidspunkt endnu ikke, hvilken storslaaet Tur vi var kommet paa.
Starten havde dog været den bedst mulige. Turen derned i en Ekstramaskine med en nydelig lille Stewardsesse om Bord, var gaaet glimrende og kun tre Timer efter Starten landede vi igen, og denne Gang i et fremmed Land, hvor ingen af os havde været før.
I en stor Bus blev vi kørt ind til "Hotel Colonies" i Bruxelles, hvor vi skulde holde til de følgende Nætter. Hotellet var iøvrigt glimrende, og vi blev godt behandlet, medens vi boede der.
Vi havde knapt faaet anvist vore Værelser før vi vilde ud at se Eldoradoet Bruxelles, og Hotellet laa til alt Held saa centralt som overhovedet muligt. Kun nogle faa Meter nede ad en Sidegade til Hovedboulevarden. Det Syn, der ventede os, overgik vist de flestes Forventninger. For det meste af, hvad der laa i Vinduerne, havde vi ikke set hjemme i mange Aar. Det gælder især alle de sydlandske Frugter. Og de faa Francs, vi havde faaet udbetalt paa daværende Tidspunk, blev hurtigt spist op i Frugt. Men det var ikke det eneste, de havde. Ekviperingsforretninger og de store Varehuse var fyldt med det utroligste, især var der mange Stoffer baade til Herrer og Damer, og mange naaede at faa lidt Stof til en Habit, saa Skrædderne i Køge faar sikkert en travl Tid.
Boulevarderne var mægtig flotte, især om Aftenen med de mange Neonlys, men vi behøvede ikke at gaa mange Skridt, før vi kom til et Kvarter, hvor der var saa snavset og ækelt som vi slet ikke kunde forestille os. Al den Tid, vi havde tilovers - det vil sige de tre Dage hvor vi ikke spillede, gik med at farte rundt i Byen, og vi var alle godt trætte, naar vi om Aftenen eller ud paa Natten naaede tilbage til Hotellet.
Der var mange Ting, man ikke kunde undgaa at lægge Mærke til. En af dem var alle de Værtshuse, der var. I næsten hvert eneste Hus var der en Beværtning, og mange af dem havde aabent de meste af Natten, ja vi var da nogle Stykker der sad og spiste Natmad Kl. 5 om Morgenen!
En anden bemærkelsesværdig Ting var, at mange Forretninger havde aabent til langt ud paa Aftenen. Og endelig en tredie Ting, nemlig Bordellerne. At noget saadant fandtes saa aabentlyst, som det gjorde, havde vi ikke forestillet os, men kun 100 Meter fra hvir vi boede, laa det ene Bordel ved Siden af det andet med Pigerne pænt udstillet. Men det skal indrømmes, at vi morede os, naar vi gik gennem en saadan Gade, og Pigerne raabte efter os, - ikke sandt , Tiller!
Lørdag Eftermiddag gik Turen til Beerschot , en Forstad til Antwerpen, hvor vi spillede paa det olympiske Stadion fra 1920, en ganske glimrende Bane. Vi tabte som bekendt 4-5, men kun fordi vi fik slaaet tre Mand i Stykker. Vi havde Tid til et Smut gennem Antwerpen og fik Indtrykket af, at det var en bedre og pænere By end Bruxelles.
Allerede Søndag spillede vi igen, denne Gang i Charleroi. Det viste sig at være en Mineby, og mere beskidt og snavset havde Undertegnede i hvert Fald ikke set før. Banen var heller ikke ret god, men trods det, at vi spillede med Reserve for Filler, og Edvin og Popper slet ikke var i Orden, lykkedes det os at spille uafgjort 0-0. Med et Hold, der var helt i Orden, havde vi let vundet den Kamp. Nu var vi dog glade for den uafgjorte Kamp og især at vi ikke fik slaaet flere Mand i Stykker.
Turen til Charleroi foregik i Bus, og vi kom bl.a. gennem byen Waterloo, den historiske By, hvor Napoleon blev slaaet i 1813. Den Bydel, vi kørte igennem ud af Bruxelles til Charleroi var ogsaa noget for sig selv, med store brede Boulevarder og flotte Villaer - det var tilsyneladende Rigmandskvarteret.
Afskedens Time
Mandag og Tirsdag blev Indkøbenes Dagem for da var vi jo kommet i Besiddelse af Penge. Jeg gad videm hvad Portneren paa Hotellet har tænkt, for ustandselig kom en del af os ind ad Døren og allesammen med en eller flere Pakker under Armen, og der var mange, der havde Mas med at faa det hele anbragt i Kufferten,
Især var det galt for "Turisterne" der vist selv havde lidt Pange med. De maatte have flere Pakker ved Siden af. Saa Tirsdag Aften holdt "Cabena's" store Bus udenfor Hoteldøren og vi fik læsset og kørte til Lufthavnen, hvor vi takket være et Par svenske Flyvere kom smertefrit gennem Tolden.
Flyveturen hjem gik let, og inden vi saa os om, var vi i den danske Told. Her maatte vi alle af med et mindre Beløb i Told, men de skulde jo betales i danske Penge.
Ernst maatte dog af med mere end vi andre, saa han maa jo have haft noget særligt værdifuldt i Kufferten.
Saa kunde vi atter sætte Kursen mod Køge og kunde tage Afsked med hinanden et godt Stykke paa den anden Side af Midnat.
Jeg kunde have skrevet meget mere om denne Tur, men da Pladsen og Tiden ikke tillader det, har jeg maattet nøjes med ovenstaaende. Til Slut kan jeg sige, at det har været en aldeles pragtfuld Tur, præget af et mægtigt Kammeratskab og alle vi Spillere siger Ledelsen mange Tak, fordi de har faaet Turen arrangeret, og haaber ikke at det bliver sidste Gang vi kommer ud paa en saadan Tur.
Spillerne der var udtaget til turen til Belgien var følgende:
Henning Elting og Eigil Hye Nielsen. Ernst Jensen, John Ekbom, William Hansen, Edvin Hansen, Alf Nielsen, Torben Belt, Leif Petersen, Poul Erik Petersen, Povl Sørensen, John Johansen og Hilmar Staalgaard.