Sjællandsserien: Sejr i næstsidste test inden forårspremieren
En situation fra lørdagens træningskamp mod B.1908 på Capelli Sport Stadion i Køge.
Lørdag eftermiddag spillede Køge Boldklubs førstehold hos herreseniorerne vinterens næstsidste træningskamp inden der om to uger fløjtes op for forårssæsonen 2026 i Sjællandsseriens oprykningsspil.
Inden kampen mødtes Køge-truppen et par timer før til teambuilding, og efter kampen mødtes de fleste til hygge med spisning i Scor-dk loungen inden dagen sluttede af med bowling i Køge Bowlingcenter.
Hjemme på Capelli Sport Stadion havde Køge-holdet besøg af B.1908 fra Københavnsserien. En jævnbyrdig affære som sluttede med en hjemmesejr på 3-1 til Køge efter at de to hold var gået til pause med stillingen 1-1.
Frederik Mørkedal gav Køge 1-0 føring efter otte minutters spil. Den føring holdt frem til godt 10 minutter før pausen, hvor B.1908 fik bragt balance i regnskabet på et flot mål.
Anden halvleg blev en rodet forestilling, hvor der også blev skiftet flittigt ud så alle fik minutter i benene. Bertil Storskov bragte Køge på sejrskurs med et lille kvarter tilbage af kampen da han slap fri og passerede målmanden.
I kampens sidste minut slog Casper Nielsen sejren fast.
Lørdag den 7. marts sender Nicklas Mosegaard sit hold i aktion i vinterens sidste træningskamp. Den foregår på udebane mod Sjællandsserie kollegaen Tuse IF.
Køge starter forårssæsonen lørdag den 15. marts kl. 13.00 med en udekamp mod FC Nakskov.
Har du lyst til at modtage Køge Boldklubs nyhedsbrev, som udsendes gennemsnitligt 1-2 gange ugentligt med nyt fra klubbens mange afdelinger og aktiviteter, så udfyld nedenstående link med din mailadresse - så er du med næste gang der sendes et nyhedsbrev afsted fra din boldklub.

Hjørnespark til gæsterne fra B.1908 i første halvleg.
