Serie 4-trænere før SM-finalen: Vi går benhårdt efter guldmedaljerne

Torsdag aften den 26. juni kl. 19.00 spiller Køge Boldklubs fjerdehold i Serie 4 SM-finale i Serie 4B-rækken.
På udebane møder Køge-holdet FC Holte på Rudegård Stadion i Holte.
Holdet har gjort det eminent her i forårssæsonen hvor ni ud af de ti kampe i Serie 4B, Pulje 6 blev vundet. Nu har holdet også banet sig vej gennem kvartfinale og semifinale og står nu i forårssæsonens største kamp.
- Det hele startede med at vi samlede et par gutter til et 8-mands hold, men så tog det for alvor fart med tilgangen af nye spillere. Vi har fået samlet en blandet pose bolcher af gode gutter, hvor meritterne tæller alt fra divisionsfodbold til Serie 5 kampe. Omdrejningspunktet er kammeratskabet, men vi går naturligvis altid på banen for at vinde hver eneste kamp. I vores første sæson som 11-mands hold er vi gået ubesejret igennem puljen, kvartsfinalen og semifinalen - nu går vi benhårdt efter SM-guldet, fortæller cheftræner-duoen Emil Rand Johannesen og Kasper Bjerg.
- Det er en kæmpe fornøjelse at være en del af det sammenhold, som vi har fået skabt. Mange kendte jeg før, andre er helt nye bekendtskaber. For mit eget vedkommende er det fedt efter mange år at få støvet handskerne og støvlerne af, og igen få spillet fodbold - og naturligvis igen at være tilbage i Køge Boldklub hvor jeg har så mange gode minder fra i min tid som ungdomsspiller. Nu gælder det en finalekamp, de er altid sjove og har sit eget liv af intensitet og spænding. Vi kommer med alt hvad den kan trække, så vi forhåbentlig kan slutte sæsonen helt fantastisk af, siger holdets anfører og målmand, Casper Ahlehoff Larsen
Serie 4-holdet foreviget før kvartfinalekampen mod Undløse Boldklub i sidste uge.