Herresenior: Sikre sejre til første- og andetholdet
Fra Sjællandsseriekampen mod Farum Boldklub på Capelli Sport Stadion. (Foto: Carit Hansen).
Køge Boldklubs første- og andethold i henholdsvis Sjællandsseriens Oprykningsspil og Serie 1, Pulje 3, spillede i weekenden anden runde i den netop igangsatte forårssæson.
Førsteholdet spillede fredag aften på hjemmebane mod Farum Boldklub og vandt med 3-1 efter pauseføring på 1-0.
- Så lykkes det endelig med de 3 point. Det var en kamp som på ingen måde havde behøvet at blive spændende. Men som i sidste uge mod Nakskov, så brænder vi et hav af chancer, store chancer. En kamp hvor vi igen bliver bekræftet i, at når vi dropper vores skyklapper så spiller vi virkelig hurtigt og hinanden gode. Alle mand knoklede igen denne weekend. Men vi skal stadig arbejde på vores fejlprocent, den er alt for stor i forhold til den kvalitet vi har på banen. Men nu er vi i gang og jeg håber det her er med til at løsne lidt op for vores spil og gøre det mere dynamisk, sagde cheftræner Nicklas Mosegaard efter kampen.
Køges mandskab mod Farum Boldklub bestod af følgende spillere: Daniel Carvalho, August Lange, Tobias Ljungstrøm, Peder Toft Kristensen, Oliver Sønderbæk Andersen, Jeppe Haugaard, Jesper Krogh, Bertil Storskov, Emil Andersen, Emil Håkansson, Victor Bille.
På udskiftningsbænken startede Asger Iversen, Christian Kjelstrup Larsen og Frederik Mørkedal. Alle tre spillere kom i aktion i kampens anden halvleg.
Køges næste kamp i Sjællandsseriens Oprykningsspil er lørdag den 28. marts kl. 14.00 på udebane mod Tuse IF.
Se den aktuelle stilling efter to spillerunder her:
Serie 1: Sikker sejr i lokalopgør
Torsdag aften havde andetholdet i Serie 1, Pulje 3 vist vejen for førsteholdet. Andetholdet spillede å udebane mod Herfølge Boldklubs førstehold på Herfølge Stadion, og kunne tjekke tre point ind på kontoen via en sikker sejr på 3-0 efter en føring på 1-0 ved pausen.
Det var en glad cheftræner Mikkel Røder der kunne gøre status efter den sikre sejr.
- Vi har fundet vores formation. Vi har fundet vores svagheder og styrke og det gør, at vi kan gøre noget ved de ting. I kampen mod Herfølge står vi virkelig godt på banen, vi havde ro på spillet men i et højt tempo, fortæller Mikkel Røder.
Køge kom foran i det 23. minut da Andreas Maibom scorede ved bageste stolpe efter hjørnespark fra Gustav Holst Pedersen.
Lige inden dette skete havde Køges debuterende målmand, Sebastian Wilhelmsen en fremragende redning i en 1v1 situation efter en lang bold i dybden.
- Da vi kommer foran sætter vi os på spillet. Nicklas Bengtson, som også fik debut hos Køge, gav forsvaret den fornødne ro, vi sætter spillet godt op og kommer til flere chancer, fortæller Mikkel Røder.
Til anden halvleg justerede Køge en lille smule i presspillet og kort efter pausen - i det 49. minut - erobrede holdet bolden og Gustav Holst Pedersen slap fri og fandt Magnus Tange Bødker inde foran mål og han sendte sikkert bolden i nettet til 2-0 føring til Køge.
12 minutter før tid blev Køge ramt af et gult kort til Andreas Maibom, hvilket betød at man måtte give afkast på spillet. Alligevel fik Køge slået sejren definitivt fast da Magnus Tange Bødker, der blev kåret til kampens Køge-spiller, scorede på et elegang lop fra midten, da Herfølge-keeperen var kommet lidt for langt ude af sit mål.
- Alle spillere kan være stolte af det her. Virkelig en flot kamp mod en nedrykker fra Sjællandsserien, slutter Mikkel Røder.
Udover Sebastian Wilhelmsen og Nicklas Bengtson fik også Emil Larsen sin debut på Køge-holdet. Tillykke til alle tre med debuten.
Køges hold bestod af følgende spillere: Sebastian Wilhelmsen, Benjamin Torrecillas, Nicklas Bengtson, Emil Larsen, Gustav Botha Andersen, Kasper Kling, Gustav Holst Pedersen, Malte Knudsen, Victor Thorsted, Andreas Maibom, August Christiansen, Victor Kragballe, Kasem Useinovski og Magnus Tange Bødker.
Køges næste kamp er på fredag den 27. marts kl. 19.00 hvor holdet får besøg af Brøndby Strand IK på Capelli Sport Stadion i Køge.
Der er gratis adgang til kampen.
Se den aktuelle stilling i Serie 1, Pulje 3 her.

En situation fra Serie 1-kampen på Herfølge Stadion. (Foto: Tom Jeppesen).
