Menu

Introkursus i genoplivning hos FC Prostata og Venner i Køge Boldklub

image Instruktør Michael Bendix fra Hjerteforeningen under introkurset hos FC Prostata og Venner i Køge Boldklub onsdag middag. Til højre ses Børge Samuelsen og til venstre skimtes træner Gert Drexel som var initiativtager til at få arrangeret kurset.
Per Møller
26. februar 2026 kl. 14:14

FC Prostata og Venner i Køge Boldklub havde onsdag den 25. februar besøg af en instruktør indenfor genoplivning fra Hjerteforeningen.

Michael Bendix fra Hjerteforeningen kom denne dag på besøg hos FC Prostata og Venner i Køge Boldklub umiddelbart efter at ugens træning i Spar Nord Arena var overstået, så efter et hurtigt bad og en forfriskning var alle 18 tilmeldte deltagere fra klubben klar til at blive klogere på, hvor vigtigt det er at have bare en basal viden om genoplivning, såfremt nogle - Gud forbyde det - i fremtiden skulle blive vidne til et hjertestop.

Deltagerne hos FC Prostata og Venner havde jo desværre selv i forbindelse med den ugentlige træning i Spar Nord Arena onsdag den 4. februar oplevet, hvor hurtigt ulykken kan ramme. Det skete da Børge Samuelsen ved træningen i Spar Nord Arena onsdag den 4. februar pludseligt følte sig dårlig og faldt livløs om. Heldigvis var der en række snarrådige personer til stede, som straks tog fat om situationen, og fik reddet Børges liv. Læs historien her.

Hurtigt herefter fik trænerteamet hos FC Prostata og Venner i Køge Boldklub etableret et gratis hjerteredderkursus - "30 minutters introkursus i genoplivning" - sponsoreret af Trygfonden - og det kursus fandt altså sted i mødelokale 1 i Spar Nord Arena onsdag den 25. februar hvor instruktør Michael Bendix på en god måde fik guidet sine tilhørere igennem kurset - herunder brug af hjertestarter. 

Kurset klæder deltagerne på til at kunne yde den livsnødvendige hjælp, såfremt de skulle blive vidne til et hjertestop i fremtiden.

- I Danmark er der hver dag ca. 14 danskere, der får hjertestop uden for hospitalet. Desværre føler mange vidner til hjertestop sig usikre på, hvordan de skal handle i situationen, fortalte instruktør Michael Bendix.

Deltagerne kunne efter kurset gå hjem med en masse god og nyttig viden om alt, lige fra at ringe 1-1-2 til undersøge bevidsthed og vejrtrækning, give hjertemassage og kunstigt åndedræt og brugen af en hjertestarter samt samarbejdet med en eller flere af de hjerteløbere, der vil være meget hurtigt fremme ved ulykkesstedet og assistere inden redningspersonale kan nå frem og tage over.

Efter kurset var Børge Samuelsen vært ved et par lækre stykker smørrebrød som tak til alle for den livreddende hjælp der blev ydet tre uger forinden.

Har du lyst til at modtage Køge Boldklubs nyhedsbrev, som udsendes gennemsnitligt 1-2 gange ugentligt med nyt fra klubbens mange afdelinger og aktiviteter, så udfyld nedenstående link med din mailadresse - så er du med næste gang der sendes et nyhedsbrev afsted fra din boldklub.

Luk