Lørdag den 26. juli 2003 gik turen for Køge/Solrøds Damejuniorer til Wales, hvor pigerne skulle deltage i The Ian Rush Tournament i byen Aberystwyth, som ligger ved vestkysten ud mod Cardigan Bay.

Turen var kommet i stand ved at pigerne selv havde tjent penge ved at udføre forskelligt arbejde. Herudover havde firmaet Aquad'or, der producerer kildevand, sponseret tøj og vand til turen ligesom firmaet MI Support, der udfører ingenør- og montagearbejde i rustfrit stål, havde givet økonomisk tilskud til turen.

Turen blev en fantastisk oplevelse for pigerne, som for første gang i fodboldkarrieren deltog i en rigtig international turnering. 26 timers bustur var i sig selv en oplevelse, om end de sidste 200 km gennem Wales' smukke, men køremæssigt anstrengende natur nok var lidt for meget for de fleste, idet bussen gyngede og rullede som en båd på åbent hav.

Spændende turnering
Sportsligt var det en spændende turnering. Puljen bestod af 5 hold: Bullermyren IK fra Sverige, Snow Pond Soccer og Calcio FC fra USA, Manchester United FC og os.

Vores turnering startede om mandagen, hvor vi spillede mod Snow Pond Soccer, der ligesom os havde 21 spillere med. De valgte at bruge alle i kampene, hvilket også prægede kampen, idet amerikanerne lavede ikke færre end 18 udskiftninger. Efter en solid arbejdsindsats lykkes det at vinde kampen 1-0 på et langskudsmål af Katrine Havlund.

Tirsdag formiddag kl. 10.00 spillede vi en ekstra kamp uden for turneringen mod Snow Pond Soccer. Igen viste vi stor styrke, idet der trods syv udskiftninger i startopstillingen blev spillet en flot gang fodbold, og vi kom da også foran på et flot mål af Tina Blichfeldt. Desværre kunne ballonen ikke holde tæt, og det lykkes det amerikanske hold at udligne til slutresultatet 1-1.

Manchester United mødte ikke op
Tirsdag eftermiddag kl. 14.00 skulle vi så møde Manchester United, en kamp som alle glædede sig til. Tiden mellem de to kampe havde vi tilbragt på banerne, da vi boede for langt væk til at kunne nå hjem mellem kampene (30 min. med bus).

Desværre oplevede vi også denne eftermiddag, hvad der ud over de mange millioner af får er kendetegnende for Wales - det ustadige kedelige vejr, for mens meldingerne om hedebølge i Danmark indløb via vores kontakt med dem derhjemme, gik vi rundt i gråvejr med mange og lange byger og en temperatur på omkring 18-19 grader. Denne dag regnede det stort set fra kl. 11.00 til kl. 15.00 og når der ikke er mulighed for at komme indenfor i tørvejr, så er udfordringerne store. Kl. 14.00 skulle denne flok drivvåde mus møde Manchester. Her lærte vi så, hvad stjerner kan tillade sig uden konsekvenser.

På tidspunktet for kampstart stod vi klar på banen sammen med dommerne - men der var ingen modstander. De var på vej, lød meldingen, men det var ikke muligt at få et klart tidspunkt for, hvornår de dukkede op, så da klokken var 14.30 meddelte vi, at vi ikke ville spille kampen og sendte de totalt gennemblødte og meget skuffede piger ind for at tage et varmt bad. Kort efter mødte United op og blev meget fortørnet over, vi ikke stod og ventede på dem.

Manchester United i andet forsøg
Ny kamp blev aftalt til onsdag morgen og heldigvis kunne de finde vej i andet forsøg. En fantastisk kamp, for den blev spillet på et niveau, som ikke er set før i Køge/Solrød`s historie. For det første spillede United på et fysisk og teknisk niveau, som kun de allerbedste i Danmark, og for det andet hævede vore egne spillere deres eget niveau til 125 %, specielt Anna Olsen, Kate Madvig og Stine Søndergård spillede til rene 13 taler.

Desværre havde de engelske piger lige det held og den dygtighed, der skulle til, for at de kunne gå til pausen med en 2-0 føring, hvor det første mål var en ren perle, flugtet ind under overlæggeren fra 30 meter. Spillets intensitet var på et niveau, hvor det i den hjemlige liga mindst havde kostet mindst 3 røde kort og hvor Køge/Solrød absolut ikke holdt sig tilbage. I samme åndedrag skal det så også siges, at dommerne (til alle kampe var der 2 linevogtere) over hele turneringen var fantastiske og virkelig viste, at piger også skal have lov til at gå til vaflerne.

Pausen blev brugt til nogle få justeringer, hvorefter alle troede på chancen. Trods de umulige odds blev anden halvleg endnu bedre med et dansk hold top motiveret. De engelske piger blev presset længere og længere tilbage og pludselig opstod chancen, idet Nynne Jerltorp opsnappede en løs bold i modstanderens forsvar og en to-mod-to situation opstod. Katrine Havlund fikserede de to forsvarere med et løb til venstre, hvorefter Nynne valgte den mest vanvittige løsning i denne intense kamp. Hun kanonerede bolden i kassen fra 40 meter. Dette udløste glædesscener, der ledte tankerne tilbage til de glade EM dage i 1992. Desværre for helheds indtrykket lykkedes det ikke Køge/Solrød at udligne, så United kunne trække sig tilbage med en 2-1 sejr.

Svenskerkamp
Den tredje kamp var mod Bullermyren IK, og det er altid en speciel kamp, når man skal spille mod det hold, man rejser og bor sammen med. Bullermyren var i den situation, at de med en sejr kunne spille sig i finalen, hvilket selvfølgelig i sig selv var dybt motiverende. Onsdag aften kl. 19.00 lokal tid skulle det nordiske opgør så afgøres. Desværre skulle det vise sig, at de danske piger ikke helt kunne finde melodien efter formiddagens anstrengelser, og de svenske piger satte sig tungt på kampen fra starten. Køge/Solrød var knapt så oplagt som til dagens første kamp, men heldigvis kunne de blå/gule modstanderne ikke rigtig spille sig til nogen åbne chancer. Set med danske briller tog kampen kort før halvleg en fantastisk drejning, da Stine Søndergård to gange indenfor 5 min. sendte bolden i kassen på to fremragende indlæg fra henholdsvis Katrine Havlund og Belinda Strømlund.

Pausen blev brugt på en kort taktisk ændring så sejren stille og roligt kunne køres i hus. Midt i anden halvleg blev sejren endeligt slået fast ved at Nynne Jerltorp efter en god drible tur trillede bolden i kassen til slutresultatet 3-0.

Kampen om finalepladsen
Kampen om finalepladsen var nu åben igen. Manchester United, de sidste 4 års mestre i turneringen, var sikker finalist, men den sidste plads kunne gå til både Bullermyren og os, afhængig af resultaterne af torsdagens sidste puljekamp. Spændingen var høj, da dommeren fløjtede op mod Calcio FC. Igen skulle det vise sig, at de danske piger var gjort af noget specielt stof, for hvilken start det blev. Spillet flød fornuftigt rundt og Calcio FC løb halsende rundt i vores kombinationer.

Efter et lille kvarter gav det pote, da Stine Søndergård efter en hjørnesparks kombination kunne sparke bolden det sidste stykke over stregen til en fortjent føring. Herefter var det som om spillet gik i stå, og amerikanerne kom pludselig med i kampen, og efter flere gode forsøg lykkes det da også dem at udligne vores føring på et flot flugter. Dette blev så startskuddet til en god dansk periode, og forløsning kom, da et noget tvivlsomt straffe blev tildelt Stine Søndergård. Anfører Line Edvardsen blev sat til at eksekvere, hvilket blev gjort med en selvtillid uden lige. Efter et kort tilløb blev kuglen, som et projektil sendt op under overlæggeren uden chance for målmanden.

I anden halvleg var de amerikanske piger mest chance skabende, og et kvarter før tid lykkes det desværre de amerikanske piger at udligne vores føring på en skidt opdækning fra vores højreside. Stillingen på 2-2 og kampen var igen helt åben, men da svenskerne samtidig var bagud 3-0 mod United på den anden banen var finalepladsen sikker.

Med slutresultatet 2-2 var pigerne fra Køge bugt i en international finale mod et klassemandskab som Manchester United, hvilket nok for de fleste virkede som et sandt eventyr.

Fortjent finale
Pigerne havde skaffet sig mange venner under turneringen, så tilskuerne var mødt talstærkt op og stemningen var livlig rundt om bane 1, hvor finalen blev afviklet. Fra kampens start var det tydelig at se, at United havde fået stor respekt for os og de kom slet ikke med samme overlegenhed, som til vores første opgør. Kampen forgik meget på midten, hvor specielt Conny Madvig og Stine Søndergård udkæmpede noget, der kunne minde om en gladiatorkamp. Som i det første møde var det desværre igen United, der kom foran og igen på en fremragende detalje. Efter et fantastisk indlæg fra venstre side, dukkede en United spiller op, som trold af en æske ved forreste stolpe, og trods en refleks bevægelse fra Anna Olsen røg bolden desværre i kassen via den ene stolpe.

Scoringen var ikke helt fortjent, men viser bare at klasse er, når man slår til, når chancen er der, uanset om den så kun er halv. Efter et par minutter, hvor holdet lige skulle sunde sig, kom der igen damp på kedlerne, og spillet blev drevet fremad. Som tidligere i turneringen kom der igen en del gode afslutninger fra distancen, men der manglede lige den sidste skarphed for at blive rigtig farligt. To minutter før pausen lykkes det at udligne den engelske føring, idet flere hurtige kombinationer blev iskoldt afsluttet af Sara Freiesleben.

Anden halvleg var ikke mange minutter gammel, da United endnu engang kom foran. Denne gang på en svag indsats i forsvaret. Herefter var det som om de danske piger havde lidt svært ved at finde det mentale overskud, og den sidste halve time blev mere præget af hård fight end god fodbold. Ganske få gange lykkedes det Køge/Solrød at få en kvalificerede afslutning, men uden held og Manchester United kunne derfor trække sig tilbage med en 2-1 sejr.

Klasse keeper
Umiddelbart efter kampen var der en vis skuffelse, men det gik dog hurtigt over i en vis stolthed over at kunne spille lige op med et af Englands bedste hold. Det vigtigste for os er selvfølgelig, at vi kommer tilbage til Danmark med en kæmpe selvtillid, som vi så bare skal bruge i vores hjemlige turnering.

I forlængelse af præmieoverrækkelsen var der prisuddeling og - ja, det kunne ikke være anderledes - turneringens bedste målmand kom til at hedde Anna Olsen fra Køge/Solrød. Fantastisk indsats i turneringen med flere klasse redninger og en fantastisk opbakning af holdets forsvar. Prisen blev fejret og medspillerne gav højlydt til kende, hvad Anna betyder for holdet.

London på hjemturen
Socialt blev turen også en kæmpe gevinst, hvor spillere på kryds og tværs af sportslig niveau fik bundet yderligere stærke bånd. Specielt et par ture på et lokalt diskotek var med til at hæve pigernes stemning udenfor banen. Også vejret var med til at turen blev mere social, idet vandet stort set væltede ned i 20 timer i døgnet.

Fredag morgen gik turen så hjemad, men først skulle vi til London for 8 timers ophold. Det betød, at afrejsen fra Aberystwyth var kl. 6.30 så der var morgenvækning kl. 5.00.

Efter seks timers kørsel nåede vi London. Pigerne delte sig i grupper og gik på egen hånd rundt i Londons centrum for at shoppe. Vi mødtes kl. 17 for i fællesskab at besøge Madame Tussauds vokskabinet og tog herefter bussen til Lilywhites, en kæmpe sportsbutik i fire etager, hvor pigerne brugte de sidste pund til sko, fodboldstøvler og fodboldbluser.

Vi spiste på PizzaHut og skyndte herefter til bussen, som kørte fra London kl. 21.30. Desværre havde vi én times ventetid på færgen i Dover, så først kl. 3.15 dansk tid kunne vi fortsætte rejsen op gennem Tysklands kø-plagede motorveje mod Danmark. Kl. 21.00 lørdag aften kunne en flok trætte men glade piger stå af bussen og sige farvel til vore svenske rejsefæller, som havde endnu 10 timers kørsel tilbage til Borlänge i Sverige.

"Vi vil af sted igen til næste år", var pigernes slutreplikker.

Anna Olsen blev kåret til turneringens bedste målmand. (Privatfoto).