FC Prostata: Klubber inviteres til inspirerende fællestræningsdag
En række fodboldklubber i Region Hovedstaden og Region Sjælland - heriblandt FC Prostata og Venner Køge Boldklub - inviteres nu til en motiverende og inspirerende fællestræningsdag hos FC Prostata Roskilde.
Fælles for de i alt 10 klubber er, at de alle har knyttet FC Prostata til klubbens palet af tilbud.
Arrangementet støttes af Patientforeningen PROPA og Ekstrapuljen fra Kræftens Bekæmpelse, og finder sted torsdag den 5. september kl. 10.00-16.30 hos Vindinge IF, der lægger såvel klubhus som baner til rådighed på Sandvejen 28 i Roskilde.
Formålet med denne dag med fællestræning er at give FC Prostata-klubbernes spillere og trænere en unik mulighed for at samles, dele erfaringer og styrke motivationen hos både spillere og trænere. Også andre, der endnu ikke er medlemmer af en FC Prostataklub er velkomne til arrangementet for derigennem at høre om og finde ud af hvad FC Prostata kan tilbyde deres medlemmer.
Man vil gennem inspirerende foredrag, instruktiv træning og spændende boldspil, skabe et løft i både fysisk form og mental styrke.
Dagens oplæg og træning vil blive varetaget af Malte Nejst Larsen som er adjunkt i Sport og Sundhed på Syddansk Universitet.
Hans forskningsgruppe, som ledes af Professor Peter Krustrup, har arbejdet med fodbold og Sundhedsfremme i 20 år, herunder de oprindelige FC Prostata undersøgelser og udviklingen af diverse træneruddannelser i samarbejde med DBU og andre interesseorganisationer.
Gruppen er verdensførende indenfor studier om sundhedsmæssige effekter af deltagelse i motionsfodbold og står bag den internationale platform ”Football is Medicine”.
Derudover vil dagen byde på bl.a. foredrag om de positive effekter af motion og motionsfodbold for prostatapatienter ved Niels Honoré fra FysioDanmark. Niels Honoré vil afslutte med et kort oplæg om mænd og sundhed: ”Ølsmagning og en lille smule omkring sundhed” ….
Dagen sluttes af med grill og hygge, er der en afsluttende debat om rekruttering og fastholdelse af medlemmer i klubberne”, fortæller udvalgsformand Gert Christensen fra FC Prostata Roskilde.
”Vi vil gennemføre en motiverende daglang træningslejr gennem foredrag og indlæg på træningslejren, suppleret med instruktiv træning og boldspil, skabe øget motivation hos deltagerne, men i høj grad også hos trænerne fra klubberne”, fortæller Gert Christensen videre.
Der er solid evidens for de positive effekter ved genoptræning som motionsfodbold for mænd med prostatakræft. Du er velkommen i FC Prostata, uanset om du har en fortid som prof på grønsværen, eller om du aldrig har snøret fodboldstøvlerne før.
Træning i FC Prostata klubberne har vist sig at forbedre muskelstyrke, muskelmasse, knogletæthed, balance, fedtprocent, og ikke mindst livskvaliteten og humøret hos deltagerne.
”Vi ser frem til at byde alle interesserede velkommen til en dag fyldt med energi, inspiration og fællesskab”, siger Gert Christensen på vegne af FC Prostata og PROPA Sport&Motion
Vil man vide mere om FC Prostata er man velkommen til at kontakte Gert Christensen på E-mail sport@propa.dk eller tlf. 9395 0920. Man kan også søge yderligere information på dbu.dk og propa.dk/sport-og-motion/. Så kommer du direkte ind på kluboversigten.
De 10 klubber fra Region Hovedstaden og Region Sjælland, som er inviteret med til fællestræningsdagen i Vindinge er følgende:
Ålholm IF i Hillerød, Frem 2012 i Valby, BK Fremad Valby, B.1973 Herlev, Østerbro IF, FC Nakskov, IF Sorø Freja/Lynge Broby IF, Køge Boldklub, Roskilde BK 1906 og Vordingborg IF.
Er du interesseret, så kontakt din lokale FC Prostataklub i Køge v/Gert Drexel på tlf. 5126 8670 for yderligere information.