Af Henning Elting

1. Divisionsholdets målmand i 50′erne, Henning Elting, fortæller i denne artikel om at blive dansk mester i 1954, vejen til guldet og det første Danmarksmesterskab til Provinsen.

Et mesterskab, der ifølge kvikke hoveder blev til via et spil a la “Ungarsk Rapsodi” – med hentydning til klubbens ungarsk-fødte cheftræner Lajos Szendrödi.

Køges danske mestre 1954: Bagerst fra venstre ses Verner Thomsen, Hilmar Staalgaard, Leif Petersen, Poul Erik Petersen, Gunnar Hansen, Alf Nielsen, Rudy Kannegaard, Knud V. Petersen, Knud Jørgensen, Helge Davidsen og træner Lajos Szendrödi. Forreste række fra venstre Povl Sørensen, Børge Bastholm Larsen, Henning Elting, Erik Hansen og John Cramer.

St. Bededag 1954 - det var den 14. maj - er en dag, der altid vil stå printet i min hukommelse. Det var den dag, hvor vi i sæsonens sidste kamp spillede uafgjort 0-0 mod B.93 og vandt det første danske mesterskab til Køge Boldklub, og hvad der var lige så bemærkelsesværdigt, det første danske mesterskab til en klub udenfor København.

Den gang begyndte turneringen om efteråret og sluttede om foråret. Der var kun 10 hold i 1. Division, og det gav altså 18 kampe i alt. Nu skal ingen tro, at vi spillede færre kampe i løbet af en sæson, end man gør i dag. Der blev tid til lidt flere træningskampe, der var SBU pokalkampe og for de bedste spilleres vedkommende var der udvalgte kampe for SBU og Alliancen. Men lad mig nu i det følgende fortælle lidt om forløbet af den dejlige sæson 1953-54.

Vi lagde ud i efteråret med en hjemmekamp mod AGF, der efter en tur i 2. Division netop var vendt tilbage til den fine række. Det blev en rigtig publikumskamp med mange mål, idet vi vandt med 8-4. Ugen efter spillede vi anden runde i SBUs pokalturnering og sendte IF "Skjold" Birkerød hjem med en sæk på 12-0. 20 mål i to kampe var en glimrende reklame for den efterfølgende turneringskamp i Idrætsparken mod KB. 22.000 forventningsfulde tilskuere mødte da også op, men blev skuffede over vort spil. KB var de bedste og førte med 2-0, da der manglede 13 minutter af kampen, men så reducerede Knud Jørgensen og 3 minutter før tid sørgede Poul Erik "Popper" Petersen for udligningen.

På den tid var der i øvrigt næsten altid to 1. Divisionskampe efter hinanden i Idrætsparken, og der kom godt med tilskuere til begge kampe. Således var der efter vores kamp mod KB 17.000 tilskuere til kampen mellem AB og Skovshoved IF.

Vores tredje kamp var hjemmekampen mod OB, der havde vundet sine to første kampe, og som aviserne allerede var begyndt at skrive om som Danmarksmester-emne. Heldigvis fandt Køges angreb igen de rigtige takter frem og scorede ligesom mod AGF flittigt og vi vandt kampen med 8-2. 5.000 overværede målfesten på Køge Stadion.

Så skulle vi igen en tur i Idrætsparken, og de mange mål mod OB gjorde, at tilskuerne igen strømmede til. 19.200 tilskuere var mødt op for at se os mod B.93. Det begyndte fint, idet vi vandt 1. halvleg med 2-0 og straks i anden halvleg kom foran 3-0, men så gik vores strålende centerhalf Alf Nielsen i stykker, og vi måtte resten af kampen spille med 10 mand (dengang var 12. manden ikke "opfundet"). Det gav et voldsomt B.93 pres, der resulterede i to mål, men vi fik da de to points med hjem.

Nu var der lagt op til en storkamp på Køge Stadion mod Skovshoved IF, med bl.a. den senere landstræner Kurt Nielsen på holdet. Der blev da også sat ny publikumsrekord med 10.000 tilskuere, og det var 2.000 mere end til en kamp mod AB to år tidligere. Vi måtte undvære Alf Nielsen og "Popper" til den kamp, og kom heller ikke på noget tidspunkt ind i kampen. Skovserne vandt en sikker sejr på 4-1. Efter dette nederlag - der heldigvis skulle blive det eneste i efteråret - var vi røget ned på en fjerdeplads, men allerede ugen efter var vi igen nr. 1, idet vi hjemme slog Frem med 1-0. Alf var igen med, mens vi fortsat savnede "Popper". Søndagen efter vandt vi 2-0 over B.1903 i Idrætsparken, for så at slutte efterårssæsonen af med en 5-2 sejr i Esbjerg.

Vi kunne derefter overvintre på 1. pladsen efter en halvsæson, hvor kun tre points var sat til. Vi havde to points mere end OB på andenpladsen og fire mere end Skovshoved IF på trediepladsen. Nogen vinterpause blev der slet ikke tale om for vores vedkommende, idet klubben havde fået arrangeret en 5-uger lang tur til Det Fjerne Østen, og det gjorde, at der i december måned blev spillet flere træningskampe på snedækkede baner.

Da vi skulle i gang med forårssæsonen, var vi naturligvis meget spændte på, hvordan den ville forløbe. Dels havde vi været på en lang og anstrengende tur med ni kampe under uvante forhold, og dels var holdet fra forårssæsonens start alvorligt svækket ved, at Alf Nielsen på grund af en skade helt måtte holde op, og af at Popper i mellemtiden havde skrevet professionel kontrakt. Det skulle da også senere vise sig, at pointhøsten i foråret kun blev på otte points mod 15 i efteråret, men til vores held var jævnbyrdigheden stor og holdene skiftedes til at vinde og tabe. Ja, pudsigt nok var vi, da turneringen sluttede, tre points foran nr. to, mens vi kun var to points foran ved efterårssæsonens afslutning.

Foråret begyndte ellers udmærket med en 2-0 sejr i Århus over AGF foran 9.600 tilskuere, men søndagen efter blev vi nedspillet af Frem på Østerbro Stadion, hvor 9.000 tilskuere så os tabe 0-2. Vi kunne måske have vendt kampen, hvis ikke Knud Jørgensen havde brændt et straffespark. Det lysnede lidt i de næste to kampe, der begge var på hjemmebane. Først spillede vi 0-0 mod KB for derefter at vinde med 3-1 over B.1903.

Så kom en kedelig periode, idet vi tabte tre kampe på stribe. Først så 10.000 tilskuere på Odense Stadion OB tage en frygtelig hævn for efterårets 2-8 nederlag i Køge. Nu vandt odenseanerne nemlig 7-3. OB førte 4-0 ved pausen, men kort ind i anden halvleg fik vi reduceret til 3-4, inden OB igen fik gang i scoringen. Derefter tabte vi hjemme 1-3 til Esbjerg fB for så foran 16.800 tilskuere at tabe 3-4 til Skovshoved IF i Københavns Idrætspark. Skovserne scorede sejrsmålet 20 sekunder før tid. Men da vore værste konkurrenter også tabte, så det faktisk sådan ud, at vi formentlig kunne blive mestre ved at få to points i de sidste to kampe.

Næstsidste kamp var igen i Idrætsparken, hvor vi skulle møde AB. Ikke færre end 21.000 tilskuere var mødt op for at se denne for os så betydningsfulde kamp. Vi vidste, at den kamp skulle vindes, og ved en meget stor holdindsats lykkedes det også at holde AB's farlige angribere Ove Bech Nielsen, Frank Rechendorff og Erik Jensen - tidligere Køge-spiller - med Knud Lundberg som spilfordeleren i skak.

Første halvleg sluttede 0-0, men 20 minutter ind i anden halvleg driblede Staalgaard sig fri i højre side, og på hans velplacerede centring kanonerede den fra Jyderup indvandrede Helge Davidsen bolden i mål med et pragtfuldt skud, der tog indersiden af den ene opstander. 10 minutter senere centrede Staalgaard igen, og atter var Helge Davidsen på pletten og med et dejligt hovedstød passerede han AB's ellers så fortræffelige målmand Kaj Jørgensen. Kort efter reducerede Hartvig Møller, men vort forsvar holdt stand resten af kampen og 2-1 sejren var hjemme.

De 21.000 tilskuere klappede taktfast af os efter kampen, som om vi allerede havde mesterskabet i hus. Det havde vi dog ikke, selv om vi inden sidste kamp var to points foran KB. I målregnskabet havde vi ganske vist +11, mens KB kun havde +4, men den gang var målkvotienten afgørende i tilfælde af pointlighed, og der skulle ikke mere til, end at vi tabte 0-2 til B.93, og at KB vandt med samme cifre i Esbjerg - ja, så var KB danske mestre. Der blev sandelig foretaget beregninger inden sidste spilledag.

Uafgjort var nok for os, og det var, hvad vi fik, da der slet ikke blev scoret i kampen mod B.93. Samtidig tabte KB overraskende i Esbjerg med 0-1, så vi øgede forspringet til nr. to med tre points. Men nu lidt om en af de mest betydningsfulde kampe Køge Boldklub har været impliceret i.

Der havde været godt med "forskræp" i de fleste af landets aviser før denne begivenhed, der kunne give Køge Boldklub og dermed Provinsen det første Danmarksmesterskab. Og da dagen, St. Bededag den 14. maj oprandt med det skønneste vejr, var alt lagt op til den helt store fodboldbegivenhed. Det blev det også. Allerede midt på formiddagen begyndte folk af strømme til. De første, der tog opstilling uden for indgangen var et selskab helt fra Ringkøbing, og til trods for, at der ikke var nær så mange biler den gang, blev parkeringspladserne og de omliggende villaveje hurtigt fyldte. For at skaffe parkeringsplads nok havde man lånt pladsen ved Gummifabrikken, ligesom man havde fået lov til at benytte Ringvejens midterrabat, der blev fyldt op helt ud til Ringstedvejen.

Da kampen skulle begynde, var der samlet 14.500 tilskuere omkring det meget skønne græstæppe på Køge Stadion, og det var en forbedring af tilskuerrekorden med 4.500. Et imponerende tal, specielt når man tænker på, at der i 1954 kun boede 11.000 indbyggere i Køge by.

Om selve kampen kun det, at den endte 0-0 og blev uhyre spændende og i perioder særdeles velspillet. Det skal siges, at vi i store dele af kampen var stærkt trængt af 93'erne, der vel nok gennem foråret havde været det bedst spillende mandskab af alle, men som på grund af den uafgjorte kamp og Esbjergs sejr over KB alligevel måtte den tunge vej ned i 2. Division. Det skal også siges at grundlaget til Danmarksmesterskabet blev lagt om efteråret, inden forskellige spilleruheld og Poppers rejse til Frankrig.

Jeg kan heller ikke lade være med at nævne det hold, som jeg anser for at være det stærkeste gennem turneringen og i det hele taget et af de stærkeste hold, Køge Boldklub har mønstret gennem tiderne:

Henning Elting, Børge Bastholm Larsen, Erik Hansen, Povl Sørensen, Alf Nielsen, John Kramer, Poul Erik "Popper" Petersen, Knud Jørgensen, Gunnar Hansen, Leif Petersen og Hilmar Staalgaard.

Hvad var så grunden til at vi blev danske mestre?
Jo, vi havde store individualister i Popper, Leif "Manse" Petersen, Povl "Tiller" Sørensen, "lille" Knud Jørgensen og Staalgaard. De var ikke alle de store arbejdsbier på banen, men det var til gengæld de øvrige, og dette mikset sammen på strålende vis af den helt fremragende ungarske træner, Lajos Szendrödi, gjorde at vi om efteråret - som kvikke hjerner sagde - spillede "Ungarsk Rapsodi".

Med 14.500 tilskuere til den sidste kamp, blev det samlede tilskuertal for sæsonens 18 kampe på 184.900 - og det giver et gennemsnit på så imponerende et tal som 10.270.

Der blev gennem sæson benyttet 20 spillere. Disse var (med efterfølgende antal kampe):

Henning Elting 18, Børge Bastholm Larsen 18, Erik Hansen 18, Povl Sørensen 18, John Kramer 18, Hilmar Staalgaard 18, Knud Jørgensen 16, Leif Petersen 15, Rudy Kannegaard 9, Alf Nielsen 7, Poul Erik Petersen 7, Knud V. Petersen 7, Gunnar Hansen 6, Werner Thomsen 6, Helge Davidsen 6, Ib Jensen 4, Boardo Olsen 2, Ove Nielsen 2, Torben Belt 2 og Erik B. Hansen 1.

Topscorer blev Knud Jørgensen med 9 fuldtræffere.

Rudy Kannegaard (5), Knud V. Petersen og John Kramer i en dramatisk duel foran Køges mål.

Der blev gået til sagerne i DM-dramaet mod B.93. B.93 kæmpede for at undgå nedrykning, Køge for at vinde DM-titlen. Her er det Knud V. Petersen der ses i en duel med en B.93-spiller.