Menu

Køge sikrede sig sejren i intens og spændende premierekamp

image Køge-jubel efter bare halvandet minuts spil. Bertil Storskov har scoret kampens enlige mål og tiljubles af sine holdkammerater. Jeppe Haugaard (11) og Tobias Ljungstrøm (4) er på vej til at deltage i festen.
Per Møller
17. august 2024 kl. 07:29
Derimod tabte femteholdet i Serie 5 sin premierekamp fredag aften

 

I denne weekend fløjtes der op for en ny sæson i de nye herreseniorrækker til 2024/25.

Men allerede fredag aften lagde Capelli Sport Stadion rammen til sæsonpremieren for Køge Boldklubs førstehold i Serie 1, Pulje 2, hvor der stod lokalopgør på menuen mod Køge Nord FC.

Kampen havde, trods silende regnvejr, trukket tæt på 300 tilskuere til stadion og de fik en meget spændende og intens kamp at se. En kamp hvor der gennem samtlige 90 minutter blev ”gået til stålet” som det hører sig til i den slags kampe, som har sit helt eget liv og helt egen historie.

Det blev en kamp, som hjemmeholdet Køge Boldklub da der blev fløjtet af for sidste gang trak sig sejrrigt ud af med en smal 1-0 sejr.

De zebrastribede Køge-folk lagde ud med at lægge et gevaldigt pres på gæsterne, der havde ualmindeligt vanskeligt ved at komme ud af egen zone det første kvarter af kampen.

Og der var da heller ikke gået mere end halvandet minut, før sæsonens første scoring var en kendsgerning.

Efter et hårdt, vedvarende pres, fik Køge bygget op i holdets højre side. Debutanten August Lange blev sendt til baglinjen af Emil Andersen, og hans aflevering ind foran Køge Nord FCs mål stod Bertil Storskov klar til at ekspedere videre i netmaskerne. 1-0.

Blot et par minutter senere kunne Bertil Storskov være blevet dobbelt målscorer, men han fik ikke rigtigt ram på bolden der igen kom ind fra højre side. Det havde været næsten en tro kopi af kampens første scoring.

Efterhånden fik Køge Nord FC dog rystet chokstarten af sig og fik mere fat i spillet og kom meget mere med i kampen, og havde et par gode forsøg. Først afværgede Emil Martinsen i Køges mål flot og kort efter prellede et forsøg af på målstolpen.

I pausen satte Køge-træner Nicklas Mosegaard Thomas Lima Kling ind på venstre kanten som afløser for Oliver Sønderbæk Andersen. Thomas Lima Kling skabte med sin hurtighed flere muligheder på hurtige omstillinger, men effektiviteten manglede i de afgørende situationer. Så i stedet for at få lukket og afgjort kampen til egen fordel, skal Køge, set i bakspejlet efter de sidste 45 minutter, i stedet være ganske godt tilfredse med at hive alle tre point hjem, da Køge Nord FC i kampens sidste halve time pressede voldsomt på og flere gange flokkedes foran Køge målet for at få bragt balance i regnskabet.

Køge-keeper Emil Martinsen hev et par afgørende redninger ud af ærmet, ligesom Asger Iversen i det 88. minut agerede redningsmand på målstregen da han headede et hårdt skudforsøg af til hjørnespark. Jo, der var gang i løjerne på Capelli Sport Stadion, hvor de mange tilskuere udgjorde en fin kulisse.

Det var derfor et lettet Køge-hold der kunne række armene i vejret da kampens dommer Joel Beckmann fløjtede for sidste gang efter at have lagt fem minutters ekstra tid til.

Stemningen var naturligvis høj i Køges omklædningsrum efter kampen.

”Pragtpræstation. Det var en fornøjelse som der blev fightet for hver eneste bold hele kampen igennem. Flot, flot indsats af alle – det er sådan indstillingen skal være i alle kommende kampe. Fantastisk indsats. Kæmpe tillykke med sejren, gutter, og lad os så få sejrssangen”, sagde en meget glad og lettet cheftræner Nicklas Mosegaard bl.a. i omklædningsrummet efter kampen.

Køge måtte, grundet mange spillere på skadeslisten – mange af dem rigtigt rutinerede folk - stille op til kampen med et meget ungt hold, der virkelig fik lov at arbejde for sagen – og, må man sige med det samme – gjorde det fortrinligt, selv om holdet som nævnt var presset i bund til sidst hvor Køge Nord FC virkelig knoklede på for at fremtvinge en udligning. Det var som Nicklas Mosegaard sagde efter kampen en indsats hvor alle ydede det maksimale på dagen. Der blev ydet en ekstra indsats for sidemanden. Den indstilling når man altid langt med.

Køges startopstilling til sæsonens åbningskamp bestod af følgende spillere:

Emil Martinsen, August Lange, Asger Iversen, Tobias Ljungstrøm, Oliver Sønderbæk Andersen, Jesper Krogh, August Halling, William Friis, Jeppe Haugaard, Emil Andersen og Bertil Storskov.

I anden halvleg kom Thomas Lima Kling, Tobias Andersen og Frederik Frimann på banen.

Der blev givet debut til fire spillere – August Lange, August Halling, William Friis og Tobias Andersen. Stort tillykke til alle fire, der alle leverede en flot indsats i den tid de fik på banen.

Køges næste kamp er søndag den 25. august kl. 13.00 på udebane mod Brøndby Strand IK på banen ved Langbjergskolen i Brøndby Strand.

Premiere nederlag til femteholdet

På Køge Idrætsparks bane 5 havde Køge Boldklubs femtehold i Serie 5, Pulje 9 samme aften sæsonpremiere hvor Karise IK var på besøg.

Gæsterne fik den bedste start med mål i det 10. og 12. minut inden Mohammad Masto fik reduceret i det 37. minut.

Mere blev der ikke scoret i kampen, og så kunne Karise IK drage hjem med alle tre point i bagagen.

Køges træner Theis Olsen havde følgende spillere i aktion mod Karise IK:

Sejr Torp Jørgensen, Frej Lund, Ahmed Abdullahi, Benjamin Svendsen, Ludvig Ibsen, Robert Bøje, Lukas L. Graversen, Sebastian Zenteno, Mohammad Masto, Rasmus Lange, Johannes Hoyer, Christopher Prentice-Wind, Valdemar Kirschner og Esben Boye.

Holdets næste kamp er lørdag den 24. august kl. 15.00 på udebane mod IF Frem Bjæverskov på Bjæverskov Stadion.

Inden kampen mod Karise IK fik Køge-holdet resultatet af lodtrækningen til 2. runde i Serie pokalturneringen, hvor Køge har trukket hjemmebane mod Serie 3-holdet Borup IF. Kampen er planlagt til onsdag den 28. august kl. 18.00 på Køge Idrætspark.

Bertil Storskov fældes lige uden for straffesparksfeltet minuttet efter hans føringsmål. Frisparket førte til en stor chance for at øge føringen men chancen gik tabt. Med nr. 24 ses Oliver Sønderbæk Andersen og med nr. 6 debutanten August Halling.

Matchvinder Bertil Storskov, debutant og oplægger til kampens mål August Lange og Emil Andersen glæder sig over at den intense kamp gav fuldt udbytte.

Det var en glad og lettet Køge-træner Nicklas Mosegaard der kunne gå mod omklædningsrummet og fejre sejren i sæsonens første kamp.

Luk