50 år siden: Vejen til DM 1975 – marts måned

1975 er et år, man aldrig glemmer i Køge Boldklub. Det var nemlig året, hvor klubben for anden gang i historien - første gang var som bekendt i sæsonen 1953/54 - sikrede sig Danmarksmesterskabet. Og det er altså 50 år siden i år.
I dag, søndag den 23. marts, er det nøjagtigt 50 år siden, at Køge tog fat på den fantastiske sæson 1975 med en hjemmekamp mod B.1903 på Køge Stadion.
Vi vil her på klubbens hjemmeside året igennem følge holdets vej til den kæmpestore triumf, som kulminerede søndag den 16. november, hvor mesterskabet og guldmedaljerne blev sikret med en hjemmesejr over B.1909.
”50 år siden: Vejen til DM 1975” hedder serien, der måned for måned fortæller om holdets vej til mesterskabet - og om andre gode historier fra klubben dette år.
Vi starter med marts måned - fra begyndelsen – opstarten til sæsonen til de to første kampe var spillet i marts måned.
Førsteholdstruppen havde igen i 1975 klubbens gamle førsteholds- og landsholdskæmpe Edvin Hansen som træner, bakket op og assisteret af de to holdledere og humørspredere Jørgen Sparre og Arne Moestrup.
Klubben havde leveret en lidt skuffende 1974-sæson hvor holdet sluttede på 9. pladsen med 20 points (dengang blev der givet to point for sejr), dog hele syv point foran de forsvarende danske mestre Hvidovre IF der var sæsonens eneste klub der måtte sige farvel til det fine selskab. Køge var i øvrigt den klub der gav Hvidovre IF det endelige dødsstød ved at vinde 2-1 på Hvidovre Stadion i næstsidste spillerunde.
I 1974 blev der givet debut til to spillere fra egen ungdomsafdeling - ynglingeafdelingen – Jesper Rasmussen mod BK Frem i maj måned og til Lasse Henriksen i den netop omtalte kamp mod Hvidovre IF. To unge spillere der lovede godt for fremtiden. Ved opstarten til 1975 sæsonen fik de selskab af yderligere to fra ynglingeafdelingen, midtbanespilleren Boye Nielsen og offensivspilleren Peer Holde. Desuden havde Køge i sommeren 1974 fået tilgang af angriberne Claus Larsen fra Hedehusene og Charlie Pedersen fra Holbæk B&I. De gav allerede i efterårssæsonen 1974 prøver på, hvad der måske lå og ventede af gode sager fra dem i 1975 ….
Op til sæsonstarten 1975 fik Køge tilgang fra målmand Peter Warming fra Vojens B&I, Lars Vang Pedersen fra Fakse Boldklub, Flemming Pedersen fra Solrød FC og Henning Nielsen fra Hedehusene IK.
I klubbens medlemsblads december udgave i 1974, blev træner Edvin Hansen af bladets redaktør Søren Olsen spurgt ind til hvordan det ville gå i den nye sæson.
- Det er umuligt at sige ret meget om, hvordan vi placerer os, men jeg er overbevist om, at vi nok skal begå os i den nye 1. Division med 16 klubber. Vi har et godt materiale, og en række af de unge er på vej. Jeg ser optimistisk på chancerne for næste sæson.
Den nye 1. Division med 16 hold som Edvin Hansen hentydede til der skulle starte op fra og med 1975, blev vedtaget på DBU’s årsmøde i januar 1974. Dermed blev 1975 den største og længste turnering i dansk fodbolds historie – med 30 kampe på programmet.
Resultaterne i træningskampene op til sæsonstarten var ikke overbevisende – bedste resultat var vel 1-1 mod det polske 1. Divisionshold OKS Odra Opole som gæstede Køge til en træningskamp den 4. marts – godt to uger inden sæsonstarten.
I klubbens marts-udgave af Medlemsbladet er træner Edvin Hansen igen ude med en udtalelse om den kommende sæson. Her siger Edvin Hansen:
- Jeg tør ikke tippe, men jeg er sikker på, at turneringen 1975 i 1. Division bliver hård for os. Meget afhænger af starten. Kan vi være heldige og slippe nogenlunde fra de tre første kampe, hjemme mod B.1903, ude mod KB og hjemme mod Fremad Amager, er meget nået. Så vil spillerne føle sig mere rolige og sikre.
Edvin Hansen var i samme snak med Medlemsbladet forsigtig i sin bedømmelse af førsteholdets chancer.
- Træningskampene har stort set været tilfredsstillende, men problemerne kan blive store, hvis Arne Rastad ikke får sin spilletilladelse med det samme. (Arne Rastad var i sommeren 1974 skiftet til en professionel tilværelse hos FC 1860 München – en aftale han dog meget gerne ville ud af mindre end et halvt år senere men i tiden op til premieren på 1975-sæsonen fortsat lå i ”slagsmål” med for at komme ud af kontrakten).
- Jeg vil heller ikke forsøge at gætte på, hvem der kommer til tops, og hvem man skal regne som nedrykkere. Efter min mening er 1. Division mere åben end nogensinde tidligere, fordi der er 16 hold og 30 kampe, sagde Edvin Hansen.
Drømmestart med to hurtige mål
Søndag den 23. marts oprandt så dagen for sæsonpremieren på hjemmebane mod B.1903. Som forudset var Arne Rastad ikke blevet spilleberettiget efter sin hjemkomst fra sit korte professionelle ophold hos FC 1860 München. Han afløstes i forsvaret af debutanten Flemming Pedersen fra Solrød FC.
2.350 tilskuere havde fundet vej til Køge Stadion denne tidlige forårsdag, og de fik en ganske underholdende sæsonpremiere at se.
Køge fik en drømmestart på den nye sæson ved at bringe sig foran 2-0 på mål af Charlie Pedersen efter 18 minutters spil og Lasse Henriksen i de 26. minut. B.1903 svarede igen to minutter efter 2-0 scoringen da Niels Thorn reducerede – og mere blev der ikke scoret i kampen, hvor B.1903 i anden halvleg jagtede en udligning, men Køges bageste bastioner holdt stand og sikrede sig en sejr og to point i sæsonåbneren.
Køges hold mod B.1903 så således ud:
Henning Larsen, Michael Haagensen, Tage Sørensen, Svend Poulsen, Ivan Jensen, Flemming Pedersen (debutant), Peter Poulsen, Charlie Pedersen, Claus Larsen, Lasse Henriksen, Jan Sørensen. 12. mand: John Fagerholdt.
Drømmestart vendt til mareridt
Sæsonens første udekamp fandt sted mandag den 31. marts – 2. påskedag – på Frederiksberg Stadion, hvor Køge fik en kanonstart med to scoringer inden for de første fem minutter af kampen.
Claus Larsen scorede til 1-0 inden stadionuret havde været på sin første runde, og i det femte minut knaldede Svend Poulsen et frispark i netmaskerne forbi KB-målmanden Ole Qvist. Føringen varede frem til det 30. minut, hvor KB’s topscorer Bjarne Petersen fik reduceret til 2-1 og dermed vendt kampen på hovedet og indledt sit eget show. Inden pausen fik Søren Andreasen udlignet og i anden halvleg fuldendte Bjarne Petersen sit hattrick med mål i det 65. og 71. minut. 4-2 stod der på måltavlen da kampen blev fløjtet af.
Køge var kommet lidt ned på jorden igen efter en god start, og lå efter to spillerunder på ottendepladsen og en negativ målscore på 4-5 inden programmet for april måned skulle indledes med en hjemmekamp mod nyoprykkede Fremad Amager søndag den 6. april kl. 13.30 på Køge Stadion.
Den kamp og hvad der ellers skete i april måned dette år vender vi tilbage til om en lille måneds tid.
Køges hold mod KB så således ud:
Henning Larsen, Michael Haagensen, Tage Sørensen, Svend Poulsen, Ivan Jensen, Flemming Pedersen, Peter Poulsen, Charlie Pedersen, Claus Larsen, Lasse Henriksen, Jan Sørensen. 12. mand: Jesper Rasmussen.