Menu

Frisparksdrøn sendte Køge til kvartfinalerne

image En situation fra Old Boys ottendedelsfinalen mod BK Friheden tirsdag aften. (Foto: Flemming G. Nielsen).
Per Møller
13. november 2024 kl. 07:58

Tirsdag aften var der pokalfodbold på Capelli Sport Stadion i Køge, da Køge Boldklubs Old Boys tog imod BK Friheden i ottendedelsfinalerne i Veteran-LP 2024/25.

Selvom Køge-holdet normalt spiller mod M32+ hold, blev de hurtigt gjort opmærksom på, at en kamp i Veteran 40+ rækken ikke betyder at de nødvendigvis kunne sætte tempoet ned eller havde mere tid på bolden.

- Vi var oppe mod kvalificeret modstand og der var kampen igennem tale om en intens fight, i forsøget på at avancere til kvartfinalerne, fortæller Køge-holdets coach, Flemming G. Nielsen.

Som så mange gange før, skabte Køge flere gode chancer samt formåede at holde modstanderne fra de store chancer.

De to hold gik til pausen med 0-0, og efter lidt justeringer i taktikken i pausen, fortsatte Køge de gode takter i anden halvleg og en overgang var der næsten dømt skydetelt mod BK Frihedens mål.

Ind ville bolden dog ikke og med ca. 10 minutter tilbage af kampen, begyndte Køge-coachen så småt at overveje skytter til en kommende straffesparks konkurrence, da de to hold skulle gå direkte til en sådan, såfremt der ikke blev fundet en vinder i den ordinære spilletid.

Med ni minutter tilbage af kampen, fik Køges utrættelige midtbaneslider Dan Petersen, som så mange gange før, kæmpet sig til et frispark og denne gang på kanten af straffesparksfeltet.

- Tidligere i kampen havde vi haft et par lignende tilfælde, dog uden den store kvalitet fra sparkernes side. Men Søren Bødker og Mads Olsen fik genvalg og gjorde sig klar omkring bolden, beretter Flemming G. Nielsen.

Det blev Mads Olsen der gik til bolden, og med et dejligt drøn med venstre poten sendte han bolden sikkert i mål uden chance for BK Frihedens målmand.

1-0 til Køge.

- Den efterfølgende jubelscene var også sublimt og dejligt at Mads Olsen ikke tog trøjen helt af, det havde nemlig været lidt kedeligt at slutte kampen med 10 mand, smiler Flemming G. Nielsen.

I de sidste ni minutter forsøgte Køge at holde presset og BK Friheden fra de store chancer.

Missionen lykkedes indtil et par minutter inde i dommerens tillægstid, hvor der lige pludselig var en BK Friheden-spiller fri ved bagerste stolpe.

Selv om Køge-målmanden Jakob Thomsen ikke havde haft det store at se til i løbet af kampen, viste han klassen og tog sig sikkert af den kvalificerede afslutning, hvorefter dommeren fløjtede kampen af.

Efter kampen kunne Køge fejre en dejlig 1-0 sejr og avancement til kvartfinalerne der spilles til foråret - og en dejlig kold øl.

- Vi holder nu et par ugers pause inden vi onsdag den 4. december får besøg af Farum Boldklub i M32+ Vinterturneringen, slutter en glad Køge coach, der havde følgende hold i aktion tirsdag aften:

Jakob Thomsen, Thomas Albrechtsen, Rasmus Greiersen, Nicolai Winther, Dan Petersen, Søren Bødker, Mads Olsen, Morten Damborg, Simon Conradsen, Frederik Gustafsen, Jacob Jensen, René Hansen og Anders Lund.

(Foto: Flemming G. Nielsen).

Luk