Serie 1: Vigtig og flot sejr mod Holbæk B&I
Fra søndagens opgør i Holbæk Sportsby hvor Køge Boldklub sikrede sig tre nye point mod Holbæk B&I. Yderst til venstre ses kampens første målscorer Rasmus Heileskov Nielsen og med nr. 8 er det anfører Jesper Krogh. (Foto: Carit Hansen).
Køge Boldklubs førstehold i Serie 1, Pulje 2 var søndag eftermiddag på en på papiret vanskelig opgave, da holdet i Holbæk Sportsby mødte Holbæk B&I der ligger lunt placeret i midterfeltet og som i efterårets opgør i Køge var en hård nød at knække for de zebrastribede der dog hev en 2-0 sejr i land, men først efter at have slået sejren fast i kampens døende minutter.
Køges tophold gik på banen fast besluttet på at vise hvorfor man topper den meget spændende række, og kunne efter de 90 minutter trække sig tilbage med en fortjent sejr på 3-1 efter 2-0 ved pausen.
Rasmus Heileskov Nielsen bragte Køge på 1-0 efter 36 minutters spil da han udnyttede Emil Håkansson forarbejde. Kort før pausen bragte den netop indskiftede Magnus Rasmussen Køge på 2-0. Her var det Thomas Lima Kling der var i oplæggerens rolle.
Godt 10 minutter efter pausen fik Holbæk skabe fornyet spænding om udfaldet med en reducering til 2-1, inden Magnus Rasmussen i det 72. minut blev dobbelt målscorer da han scorede efter forarbejde fra anfører Jesper Krogh.
- Det var en meget vigtig og flot sejr i dag. Vi var hårdt ramt af skader og afbud, som gjorde at der var nogle nye spillere der fik chancen i dag, fortæller cheftræner Nicklas Mosegaard efter de 90 minutters strabadser i Holbæk Sportsby.
- Vi blev bekræftet i, at vi har en enorm bredde og en enorm harmoni, hvor der blev kæmpet til sidste fløjt. Vi kæmper stadig ned at score på alle de store chancer vi skaber, men defensivt står vi virkelig en god kamp igen denne weekend, fortsætter en tilfreds Nicklas Mosegaard.

