Menu

Serie 1: Remis i lokalbrag

image En situation fra fredagens lokalopgør på Rishøj Stadion. Med nr. 14 ses Køge Boldklubs Emil Farver Sørensen. (Foto: Carit Hansen).
Per Møller
15. marts 2025 kl. 12:29

Fredag aften dannede Rishøj Stadion i det nordlige Køge ramme om årets første kamp i Serie 1, Pulje 2.

Hjemmeholdet Køge Nord FC tog imod naboerne fra Køge Boldklub, og der var tale om et vaskeægte lokal- og topopgør mellem de to hold, som har overvintret som henholdsvis nr. 2 og nr. 1 i rækken.

Kampen blev en typisk premierekamp hvor begge hold lige skal finde sig selv igen efter en lang vinterpause. Tilskuerne der havde henlagt fredag aften til Rishøj Stadion for at overværet kampen fik en spændende men ikke særlig velspillet kamp at se. 

Kampen sluttede 1-1 efter at Køge Nord FC var gået til pause med en føring på 1-0 på et mål scoret efter 12 minutters spil. Føringen holdt frem til dommerens tillægstid, hvor Emil Håkansson, der gjorde comeback hos Køge, dukkede op og ekspederede Frederik Mørkedals forarbejde i netmaskerne. Og yderligere et par minutter senere var Tobias Ljungstrøm ved at sikre Køge Boldklub alle tre points, men han sendte den store chance over mål - og så sluttede det hele med en pointdeling. Et resultat som var meget fair set over hele kampen.

- Det var rigtig vigtigt og et dejligt point vi fik der. Nu er premieren og lokalbraget overstået med point som håbet. Så må vi få afklaret de ting mandag og onsdag som skal afklares til næste opgave som er endnu et vigtigt topopgør mod Brøndby Strand IK på Capelli Sport Stadion, sagde cheftræner Nicklas Mosegaard efter kampen.

Kampen bød på debut til to spillere hos Køge, nemlig Anders Heinz Mortensen og Frederik Mørkedal. Stort tillykke til begge med deres første kamp i den sort-hvide trøje.

Køges hold mod Køge Nord FC så således ud:

Emil Martinsen, William Friis, Jesper Krogh, Frederik Frimann, August Lange, Magnus Farver Sørensen, Anders Heinz Mortensen, Bertil Storskov, Emil Håkansson, Emil Andersen og Thomas Lima Kling.

På udskiftningsbænken startede Tobias Ljungstrøm, Andreas Haugaard og Frederik Mørkedal. Alle kom på banen i løbet af anden halvleg.

Køges næste kamp er på lørdag den 22. marts kl. 15.15, hvor der som nævnt tidligere spilles et nyt topopgør. Køge tager imod Brøndby Strand IK på Capelli Sport Stadion.

Kom og støt op om holdet i den vigtige kamp - der er som altid gratis adgang til kampen.

Se den aktuelle stilling i Serie 1, Pulje 2.

Anfører Jesper Krogh dirigerer sine tropper i første halvleg af kampen mod Køge Nord FC. (Foto: Carit Hansen).

En situation fra første halvleg af opgøret på Rishøj Stadion. (Foto: Carit Hansen).

Luk