Serie 1: Otte mål i topunderholdende lokalopgør i Haslev
Lørdag eftermiddag dannede Haslev Stadion ramme om et med spænding imødeset top- og lokalopgør i Serie 1, Pulje 2 mellem Haslev FC og Køge Boldklub.
Der var på forhånd forventninger til at de to mandskaber kunne give hinanden og publikum en god kamp, selvom der stod meget på spil. For Haslev FC gjaldt det om at komme tilbage på sejrssporet efter kun en sejr i de fem seneste kampe, og for Køge gjaldt det at en sejr ville bringe holdet på førstepladsen i rækken.
Og en anden appetitvækker til kampen var den faktum, at de forudgående 14 indbyrdes opgør mellem Haslev FC og Køge Boldklub gennem tiderne havde budt på masser af mål - 53 hvilket var et snit må næsten 3,8 mål pr. kamp.
Og da facts inden kampen også fortalte, at det var en kamp mellem rækkens mest scorende hold, Haslev 43 og Køge 40 - jamen, så kunne man næsten fornemme hvor det ville bære hen.
Publikum der havde sat næsen op efter en underholdende eftermiddag gik da heller ikke forgæves. Kampen bød nemlig på ikke færre end otte scoringer - flest til gæsterne fra Køge, der kunne trække sig tilbage fra kampen med den 9. sejr i træk- 5-3 lød cifrene på denne gang til et Køge-hold som nu har scoret svimlende 36 mål i de seneste syv kampe.
Løjerne tog fart straks fra første dommerfløjt. Allerede inden der var gået et minut bragte Haslev sig foran med 1-0, men næppe var bolden givet op igen, før der var bragt balance i regnskabet. Thomas Lima Kling stod for scoringen efter oplæg fra Emil Andersen.
Køge måtte allerede inden for de første halve time foretage to udskiftninger, hvor Magnus Tange Bødker afløste Bertil Storskov efter 20 minutter og Asger Iversen afløste Jeppe Haugaard efter en halv time.
I kampens 38. minut skete der igen noget. Thomas Lima Kling bragte Køge på 2-1 efter forarbejde fra Christian Kjelstrup Larsen og blot fem minutter senere var det Emil Andersen der øgede føringen til 3-1 med Magnus Tange Bødker som arkitekten bag scoringen.
I slutsekunderne inden pausen fik hjemmeholdet bragt spændingen tilbage i kampen med en reducering til 3-2 - og der var således lagt op til endnu mere action i de sidste 45 minutter.
Nøjagtigt som i midt uge kampen mod RB 1906 tirsdag aften, måtte Køge i starten af anden halvleg se sin 3-1 føring udlignet til 3-3. Det skete i halvlegens 10. minut - men det fik bare Køge-folkene til at stramme grebet om kampen.
Det gav bonus med to hurtige scoringer og en afgørelse på kampen.
Først bragte Emil Andersen - der nu er oppe på 12 scoringer i indeværende sæson - Køge foran 4-3 efter oplæg fra Thomas Lima Kling - og kun fem minutter senere var rollerne byttet om. Thomas Lima Kling sagde tak for oplægget fra Emil Andersen og bragte Køge på 5-3, og dermed et flot hattrick til Thomas Lima Kling.
Herefter fik Køge lukket af bagude, hvor det denne gang var Daniel Carvalho der vogtede målet, efter at Emil Martinsen afsonede sin anden karantænedag efter det røde kort i kampen mod Dianalund for en uge siden.
Sejren på 5-3 blev hevet i land og da rækkens førerhold gennem en længere periode, Køge Nord FC fredag aften havde fået en lussing på 3-0 af Holbæk B&I, så kunne Køge med sejren indtage førstepladsen i rækken og glæde sig over at ligge på duksepladsen vinteren over.
Og med alle mand tilbage i omklædningsrummet så kunne sejrssangen bryde løs for niende gang i træk. Man bliver aldrig træt af at synge den sang ....
- Det var stærkt i dag. Vi spiller ikke en god første halvleg men er gode i deres felt. Anden halvleg er rigtig god fra vores side. De har ikke det store udover de to mål, sagde cheftræner Nicklas Mosegaard efter kampen.
Mens Haslev FC spillerne kunne forlade banen vel vidende at der forude venter en vinterpause i kampprogrammet, så har Køge endnu en kamp der skal afvikles inden de kan holde pause.
Den spilles på onsdag den 13. november kl. 19.00, hvor Vallensbæk IF gæster Capelli Sport Stadion.
Kom ud og støt Køge-holdet frem mod tre vigtige point, som vil give holdet en rigtig god ballast at starte en meget spændende forårssæson op på når vi kommer over jul og nytår og når frem mod medio marts.
Se den dejlige aktuelle stilling i Serie 1, Pulje 2.
Køges hold mod Haslev FC så således ud:
David Carvalho, Kasper Kling, Christian Kjelstrup Larsen, Jeppe Haugaard, Oliver Sønderbæk Andersen, August Lange, Magnus Farver Sørensen, Anders Haugaard, Bertil Storskov, Emil Andersen, Thomas Lima Kling.
På udskiftningsbænken startede Asger Iversen Magnus Tange Bødker og Tobias Andersen - og alle kom i aktion i løbet af kampen.
Og med de otte scoringer i lørdagens opgør - så er der nu scoret over fire mål i snit i kampene mellem Haslev FC og Køge Boldklub gennem tiderne. Det er god reklame for begge klubber.
Nedenfor ses to situationer fra kampen på Haslev Stadion. (Foto: Carit Hansen).
Magnus Farver Sørensen (tv) og Andreas Haugaard (6) i angreb mod Haslevs mål.
Fra venstre ses to-måls skytten Emil Andersen, Christian Kjelstrup Larsen og Oliver Sønderbæk Andersen (24).