Serie 1: Køge sikrede sig ny sejr på godkendt anden halvleg

Der stod vigtige point på spil for begge klubber, da Køge Boldklub og Havdrup GI Fodbold torsdag aften tørnede sammen i femte sidste spillerunde i Serie 1, Pulje 2 på Capelli Sport Stadion Køge.
Hjemmeholdet gik på banen for at hente en sejr hjem for at konsolidere sig på duksepladsen og Havdrup GI Fodbold kæmper hårdt for at få sikret sig points nok til at lukke af for ikke at rykke ned i Serie 2.
Om det var nerver der spillede aktørerne et puds i kampens første 45 minutter skal være usagt, men der var ikke mange højdepunkter at huske på da spillerne luskede ind i omklædningsrummene efter den halvleg.
Køge fik aldrig spillet til at hænge sammen mod en modstander der garderede sig solidt bagude og forhindrede de zebrastribede i at komme frem til deciderede målchancer.
Cheftræner Nicklas Mosegaard måtte derfor finde de store bogstaver frem i pausen, hvor der også blev foretaget tre udskiftninger. Andreas Haugaard, Kasper Kling og Thomas Lima Kling blev sendt på banen for at sætte lidt mere fart i spillet - og efter en 10-15 minutters træg start på denne halvleg kom der for alvor gang i sagerne de sidste 30 minutter, og publikum, der holdt med Køge, kunne efter sidste dommerfløjt forlade stadion med et smil på læben og søge hjem til de varme hveder og en kop friskbrygget kaffe.
Køge scorede i den sidste halve time tre gange og sikrede sig dermed en sejr på 3-0. I øvrigt Køges tredje sejr med disse cifre i træk.
I den anden ende af banen blev Havdrup aldrig rigtigt farlige, og Køges målmand Emil Martinsen var stort set arbejdsløs i store dele af kampen. Men han var vågen og sikker når der en sjælden gang viste sig at være lidt fare på færde.
Emil Martinsen, der har udviklet sig til at være "Mr. Clean Sheet" på Capelli Sport Stadion, kunne forlade kampen med bevidstheden om, at modstanderne endnu ikke er lykkedes med at overliste ham og det øvrige Køge-forsvar i forårssæsonens fem første kampe på Capelli Sport Stadion, hvor alle fem kampe er vundet med samlet målscore på 14-0. Fornemt.
Køge fik slået hul på målposen i kampens 57. minut, hvor Thomas Lima Kling strøg til baglinjen i venstre side. Hans indlæg ind foran mål blev modtaget af Emil Håkansson, der sikkert bankede bolden i nettet til en forløsende føring - og stor glæde hos medspillere og alle på udskiftningsbænken og i Køge-kolonien på tribunen.
Målet fik for alvor sat gang i Køge-holdet, der nu blomstrede op og viste glimt af hvad holdet kan, og flere nærgående angreb blev sendt afsted mod Havdrup-målet.
Man måtte dog frem til det 77. minut, før 2-0 målet kom og definitivt afgjorde kampen. Denne gang var det Emil Håkansson der på flotteste vis fandt Thomas Lima Kling i et løb ind i feltet og den lynhurtige angriber passerede sikkert Havdrup-keeperen og så stod det 2-0.
Blot to minutter senere var der igen scoret - Rasmus Heileskov Nielsen fandt Emil Håkansson og igen var den store angriber ikke i tvivl om hvor bolden skulle ekspederes hen. 3-0.
Køge kunne trække sig tilbage til omklædningsrummet med tre nye, uhyre vigtige point - og dermed et step nærmere sæsonens helt store mål - oprykning til Sjællandsserien.
Der resterer nu fire kampe i sæsonen for Køges vedkommende. Alle i Køge-lejren vil i weekenden holde et ekstra vågent øje med hvad der sker i Brøndby Strand, hvor hjemmeholdet der er på andenpladsen, seks point efter Køge møder rækkens nummer tre, Haslev FC, som inden kampen er otte point efter Køge.
Se stillingen i Serie 1, Pulje 2 inden weekendens øvrige kampe.
Køges hold mod Havdrup GI Fodbold så således ud:
Emil Martinsen, Jesper Krogh, Tobias Ljungstrøm, Peder Toft Kristensen, Oliver Sønderbæk Andersen, Christian Kjelstrup Larsen, Magnus Farver Sørensen, Frederik Mørkedal, Bertil Storskov, Rasmus Heileskov Nielsen og Emil Håkansson.
På udskiftningsbænken startede Kasper Kling, Andreas Haugaard og Thomas Lima Kling.
Køges næste opgave er på lørdag den 24. maj kl. 11.00, hvor holdet møder RB 1906 i Roskilde Idrætspark.
Næste hjemmekamp spilles fredag den 30. maj kl. 19.00 hvor Roskilde KFUM kommer på besøg i Køge.
HUSK at andetholdet i Serie 2, Pulje 4 spiller hjemme i aften, fredag den 16. maj kl. 19.15, hvor topholdet Ringsted IF gæster Beierholm Banen på Køge Idrætspark. En meget vigtig kamp for Mikkel Røders tropper i bestræbelserne på at holde fast i rækkens Top 4.
Og på Bane 5 spiller Køges U19 Drenge i Liga 2 Pulje 1 mod Raklev GI. En ny stor fodboldaften på Køge Idrætspark.
Har du lyst til at modtage Køge Boldklubs nyhedsbrev, som udsendes gennemsnitligt 1-2 gange ugentligt med nyt fra klubbens mange afdelinger og aktiviteter, så udfyld nedenstående link med din mailadresse - så er du med næste gang der sendes et nyhedsbrev afsted fra din boldklub.
Fra de døende minutter af kampen. Med nr. 5 ses Andreas Haugaard.
Cheftræner Nicklas Mosegaard i en snak med anfører Christian Kjelstrup Larsen på vejen mod omklædningsrummet. Desuden ses bl.a. med nr. 19 Bertil Storskov, Oliver Sønderbæk Andersen med hvid overtrækstrøje, mens Jesper Krogh og Tobias Ljungstrøm ser ud til at tage en rask sejrsdans.
Cheftræner Nicklas Mosegaard i sin tale til holdet efter kampen.