Serie 1: Køge har fået tilgang af tre nye spillere

Forberedelserne til en super spændende forårssæson er i fuld gang hos Køge Boldklubs førsteholdstrup med to ugentlige træningspas suppleret med en ugentlig træningskamp.
Det er foreløbigt blevet til tre kampe, som alle er vundet - men det er ikke så meget resultaterne der lægges vægt på i første omgang - men derimod for at få spillet til at fungere optimalt.
- Vi har haft en lang række gode træningspas siden vi startede op for nu godt en måned siden. Spillerne går til opgaven med ildhu og er meget seriøse og målrettede på deres opgaver. Selvfølgelig er det dejligt at vinde fodboldkampe, men træningskampene er kun noget værd, hvis vi kamp for kamp kan se fremskridt i de ting vi arbejder med uge efter uge, siger cheftræner Nicklas Mosegaard.
Nicklas Mosegaard og hans team, der består af trænerassistent Behar Zejnullahu, målmandstræner Jakob Thomsen og holdleder Carit Hansen, arbejder p.t. med en trup, der tæller 30 spillere.
- Vi har her i vinter fået tilgang af tre spillere udefra, som vi er meget glade for at kunne byde velkommen i klubben. Det drejer sig om midtbanespilleren Anders Heinz Mortensen og midtbane-/kantspiller Frederik Mørkedal der begge kommer fra Ringsted IF, samt angriberen Emil Håkansson der er vendt hjem efter et ophold i Køge Nord FC. Anders Heinz Mortensen har tidligere været tilknyttet HB Køge. De har alle tre vist lovende takter til såvel træning som i den seneste træningskamp mod Jyllinge IF hvor de alle tre fik spilletid. De er med til at øge konkurrencen i truppen, og samtidigt rammer alle tre spillere indenfor vores plan om at have et hold hovedsageligt besat med lokale spillere, fortæller Nicklas Mosegaard.
Bruttotruppen som der arbejdes med i vinter optakten består af følgende spillere:
Emil Martinsen, Daniel Carvalho og Bastian Gjaldbæk. Anders Heinz Mortensen, Andreas Haugaard, Asger Iversen, Bertil Storskov, Casper Nielsen, Christian Kjelstrup Larsen, Emil Andersen, Emil Håkansson, Frederik Frimann, Frederik Mørkedal, Jeppe Haugaard, Jesper Krogh, Johannes Asp, Kalle Storskov, Kasper Kling, Magnus Farver Sørensen, Magnus Rasmussen, Magnus Tange Bødker, Malte Gleerup, Noah Nimand, Oliver Sønderbæk Andersen, Peder Toft Kristensen, Rasmus Heileskov Nielsen, Thomas Thorsted, Tobias Ljungstrøm og Victor Rasmussen.
Køge spiller den næste træningskamp på lørdag den 15. februar kl. 11.00 på udebane mod Herstedøster IC på Albertslund Stadion. To uger senere, fredag den 28. februar kl. 19.00, spiller Køge hjemme mod Slagelse B&I fra Sjællandsserien.