Serie 1: Forårspremiere med stort lokal- og topbrag

Endelig - efter mere end to måneders koncentreret forberedelsesarbejde kan Køge Boldklubs cheftræner Nicklas Mosegaard og hans stab i aften, fredag den 14. marts, sende sit hold i aktion om værdifulde points i Serie 1, Pulje 2.
Det sker, når Køge Boldklub, der har overvintret på førstepladsen i den hårde og meget spændende række kort før kl. 18.30 løber på banen til et yderst interessant lokal- og topbrag mod Køge Nord FC på Rishøj Stadion.
Køge-truppen havde sidste weekend opslået træningslejr i Malaga på den spanske solkyst, men det var desværre ikke ret meget sol man fik at se de fire dage opholdet varede. Men derimod masser af regn, som gjorde forholdene vanskelige på det ellers fortrinlige træningscenter Finca Naundrup.
- Vi fik aflyst et træningspas samt vores planlagte træningskamp mod norske Rælingen BK. Men så fik vi sideløbende med de øvrige træningspas styrket det sociale, så vi kom alligevel hjem med en masse godt i bagagen, fortæller Nicklas Mosegaard, der dog også fik en skadet spiller med hjem - med en brækket hånd.
Så nu er fokus rettet 100 procent mod fredag aftens store lokalopgør, som er en meget vigtig kamp for begge klubber.
- Ser vi på stillingen, så er der inden kampen tre point mellem os i vores favør. En sejr vil bringe os i en rigtig fordelagtig position hvor vi i så fald vil være fem eller seks point foran nummer to i rækken - afhængig af opgøret mellem nummer tre Brøndby Strand IK og Holbæk B&I, henholdsvis nummer tre og fem i rækken. Så man kan nok sige at Køge Nord FC har mest pres på sig, siger Nicklas Mosegaard, der føler hans hold står et godt sted efter vinterens lange opstart.
- Når man ser bort fra at vi har et par skader og et par spillere med sygdom, så har vi en stærk trup, hvor rigtigt mange har budt sig til. Vi er i den situation at det har været en vanskelig opgave at udtage de 14 spillere der skal udgøre bruttotruppen til aftenens kamp - men det er jo et positivt problem, smiler Nicklas Mosegaard.
Køge Boldklub håber at mange af klubbens fans vil tage den korte tur til Rishøj Stadion for at bakke holdet op til dåd i den vigtige kamp.
Det er ottende gang at Køge Boldklub og Køge Nord FC mødes på førsteholdsplan. Køge har vundet fire kampe, Køge Nord FC tre kampe. Den samlede målscore er 10-9 i Køge Boldklubs favør.
Efterårets opgør mellem de to klubber på Capelli Sport Stadion i Køge - sæsonpremieren - blev vundet 1-0 af Køge Boldklub på en scoring af Bertil Storskov allerede i kampens andet minut.
Se stillingen i Serie 1, Pulje 2 inden aftenens kamp.