Menu

Serie 1: Fire spillere med i alle 13 kampe i efterårssæsonen

Per Møller
21. november 2023 kl. 17:20

Turneringen i Serie 1, Pulje 2 er gået på vinterpause. 13 spillerunder er afviklet siden første dommerfløjt lød medio august.

For Køge Boldklubs vedkommende har det været en resultatmæssig godkendt halvsæson, og holdet kan holde jule- og nytårsferie på andenpladsen i rækken – og der er således lagt op til en rigtigt spændende forårssæson, hvor der skal kæmpes om oprykning til Sjællandsserien.

De 13 kampe fordeler sig med 9 sejre, 1 uafgjort kamp og 3 nederlag – og målscoren 38-21.

Langt hovedparten af de tabte point er sket på udebane hvor de seks kampe har resulteret i 3 sejre, 1 uafgjort kamp og 2 nederlag – mens Køge-holdet har været ganske solide hjemme på Capelli Sport Stadion, hvor 6 af de 7 kampe har givet fuldt udbytte. Kun ”smutteren” og 2-1 nederlaget mod FC Kalundborg i fjerde spillerunde har bragt lidt malurt i en ellers flot hjemmebanestatistik.

Til at bære holdet frem til den fine andenplads i den hårde række, hvor kun et par enkelte klubber i bunden skiller sig lidt ud fra flokken, hvor ellers alle slår alle, har trænerduoen Nicklas Mosegaard og Marc Lind benyttet sig af 22 spillere.

Kun fire af disse har været med i alle 13 kampe – nemlig målmand Emil Martinsen, venstre forsvarsspiller Oliver Sønderbæk Andersen, midtbanespiller Mathias Johnsen og angriber Rasmus Heileskov Nielsen.

Listen over de øvrige benyttede spillere i efterårssæsonen 2023 ser således ud:

Magnus Farver Sørensen og Christian Kjelstrup Larsen hver 12 kampe. Kasper Kling, August Christiansen og Bertil Storskov hver 11 kampe, Tobias Ljungstrøm og Thomas Thorsted 9 kampe. Peder Toft Kristensen 8, Magnus Rasmussen og Asger Iversen 7, Jesper Krogh og Thomas Lima Kling hver 6 kampe, Lasse Lindbjerg, Malte Gleerup og Emil Andersen 4 kampe, Victor Rasmussen 3, Joakim Holm 2 og Christian Øie Sørensen 1 kamp.

Heileskov topscorer

Ikke uventet er en stor del af Køges 38 mål scoret af angriber Rasmus Heileskov Nielsen, der i de første 13 kampe fandt vej til modstandernes netmasker hele 16 gange – heraf er de 4 sat ind på straffespark.

Nummer to på listen over målscorere kommer August Christiansen med 8, Bertil Storskov, Magnus Rasmussen og Oliver Sønderbæk Andersen hver 2, Christian Kjelstrup Larsen, Emil Andersen, Kasper Kling, Magnus Farver Sørensen, Malte Gleerup, Mathias Johnsen, Thomas Thorsted og Tobias Ljungstrøm hver 1 mål.

Køge spiller den første kamp i forårssæsonen på hjemmebane mod B.73 Slagelse fredag den 15. marts kl. 19.00 på Capelli Sport Stadion.

Rasmus Heileskov - topscorer med 16 mål. (Privatfoto).

Luk