Menu

Køge sikrede sig tre vigtige point mod Skælskør B&I

image Glæde i Køge-lejren efter sidste dommerfløjt. Forrest er det Frederik Mørkedal (6), Tobias Ljungstrøm (4) og Andreas Haugaard (mørk træningstrøje) der forlader banen.
Per Møller
26. april 2025 kl. 11:57
Der var et point til andetholdet og fuldt udbytte til U15 Liga Drengene i de andre kampe på Køge Idrætspark fredag aften

Fredag aften var der budt indenfor til fodboldfest på Capelli Sport Stadion, hvor Køge Boldklubs flagskib, førsteholdet i Serie 1, Pulje 2, fik besøg af Skælskør B&I til en kamp om tre vigtige point for begge klubber - for hjemmeholdet for at konsolidere førstepladsen og for gæsterne fra Vestsjælland gjaldt det om at få skrabet nogle point ind på kontoen i kampen om forbliven i rækken.

Det blev som ventet Køge der trak det længste strå i en kamp, der aldrig nåede de store højder, dertil var hjemmeholdet en tand for stærke for gæsterne, der koncentrerede sig mest om at forsvare sig og så håbe på at slå til på situationer hvor de kunne "fange" Køge i situationer hvor holdet var ude af balance.

Men det lykkedes ikke - og håbet om at hente et eller tre overraskende point med hjem gik ret hurtigt i vasken for Skælskør B&I.

Køge satte sig hurtigt på begivenhederne, og dominerede fuldstændigt i en første halvleg, hvor holdet i perioder viste hvad der har fået holdet til at være en af topkandidaterne til oprykning til Sjællandsserien.

Allerede i kampens 8. minut blev det 1-0 da Andreas Haugaard fandt Rasmus Heileskov Nielsen med en flot dyb aflevering, der skar gennem Skælskørs forsvar. Rasmus Heileskov Nielsen sagde pænt tak for den flotte aflevering og placerede sikkert bolden til højre for den fremstormende Skælskør-keeper Johan Vedel Madsen, der havde nok at se til i de første 45 minutter. Den målfarlige Køge-forwards 89. scoring for Køge Boldklubs førstehold gennem tiderne.

I det 23. minut blev det 2-0, da Thomas Lima Kling udnyttede et kæmpe forsvarskoks og kampen blev reelt afgjort i det 37. minut, hvor Skælskør-forsvarer fik ekspederet bolden i egne netmasker. 

3-0ved pausen i en kamp, hvor spændingen m hvor de tre point ville havne reelt var slukket.

Anden halvleg bød ikke på de store sindsoprivende begivenheder, og Køge-spillerne kunne trække sig tilbage med tre point på kontoen efter sidste dommerfløjt.

- Det vigtigste vi tager med os fra denne kamp er de tre point. Vi spillede en ganske udmærket første halvleg, men anden halvleg var skidt fra begge sider. Lad os glæde os over sejren og så se frem mod de kommende kampe, hvor det gælder om at holde fokus og være knivskarpe i alle seks kampe der er tilbage at spille, sagde cheftræner Nicklas Mosegaard umiddelbart efter sidste dommerfløjt.

Køges hold mod Skælskør B&I så således ud:

Emil Martinsen, Kasper Kling, Asger Iversen, Christian Kjelstrup Larsen, Oliver Sønderbæk Andersen, Peder Toft Kristensen, Andreas Haugaard, Magnus Farver Sørensen, Frederik Mørkedal, Rasmus Heileskov Nielsen og Thomas Lima Kling.

På udskiftningsbænken startede Tobias Ljungstrøm, Magnus Rasmussen og Bertil Storskov - og alle fik spilletid i løbet af kampen.

Køges næste kamp er også en hjemmekamp på Capelli Sport Stadion, fredag den 2. maj kl. 19.00, hvor Fårevejle Boldklub kommer på besøg.

Kom ud på stadion og vær med til at hjælpe Køge-spillerne frem til endnu en vigtig sejr. Der er gratis adgang.

Se den aktuelle stilling i Serie 1, Pulje 2.

Fra første halvleg af Serie 1 kampen mod Skælskør B&I. Med nr. 2 ses Kasper Kling og med nr. 14 ses Magnus Farver Sørensen, Asger Iversen (3), Andreas Haugaard (5), Thomas Lima Kling (11) og Frederik Mørkedal (6).

- Skønt med tre point, konstaterede Køges legendariske holdleder Carit Hansen, da han ved sidste dommerfløjt pakkede alle boldene sammen i nettet. Klar til en ny kamp på næste fredag den 2. maj.

Thomas Lima Kling, Køges målscorer til 2-0, assistenttræner Behar Zejnullahu, målmand Emil Martinsen der kunne glæde sig over sit 6. clean sheet i sæsonen, cheftræner Nicklas Mosegaard og formand Brian Schille glæder sig over sejren.

Et point til andetholdet

Fredag aften var også Køge Boldklubs andethold i Serie 2, Pulje 4 i aktion i hjemlige omgivelser. På Beierholm Banen var holdet oppe mod Holmegaard Boldklub, som fik 2-2 i efterårets møde mellem de to klubber.

Kampen blev som ventet en ganske lige affære, som sluttede 1-1 efter Køge-føring på 1-0 ved pausen på et mål scoret af Gustav Holst Pedersen tre minutter før pausen.

Midt i anden halvleg fik gæsterne bragt balance i regnskabet, og 1-1 blev også slutresultatet efter en dramatisk afslutning, hvor Holmegaard i de sidste minutter fik tilkendt et tvivlsomt straffespark, som til alt held for Køge blev misbrugt.

Køges hold mod Holmegaard Boldklub bestod af følgende spillere: Daniel Carvalho, Malte Gleerup, Magnus Brandt Jørgensen, Victor Rybak Frandsen, Victor Rasmussen, Malte Knudsen, Kasper Lillelund, Gustav Holst Peersen, Viktor Thorsted, August Christiansen, Magnus Tange Bødker, Tobias Brandt Jørgensen, Kasem Useinovski og Casper Nielsen.

Køge-holdets næste kamp er ligeledes på hjemmebane - fredag den 2. maj kl. 19.15 hvor Toksværd Olstrup Fodbold kommer på besøg.

Se den aktuelle stilling i Serie 2, Pulje 4.

 

 

 

 

Luk