Køge rejste sig igen med sikker sejr over Høng GF

Beierholm Banen på Køge Idrætspark var fredag aften for en sjælden gang ramme om en hjemmekamp for Køge Boldklubs førstehold i Serie 1.
På grund af NordicBet Ligakamp på Capelli Sport Stadion var førerholdet i Pulje 2 henvist til disse omgivelser da Høng GF kom på besøg til en kamp, hvor Køge skulle tage to gange revanche.
Dels for efterårssæsonens eneste nederlag som var mod netop Høng GF i holdets tredje kamp, og dels for sæsonens andet nederlag som til tilført efter en mildest talt skidt indsats i udekampen mod Vallensbæk IF i sidste weekend.
De nye omgivelser så ikke ud til at genere Nicklas Mosegaards tropper, der sad på kampen fra første dommerfløjt.
I forhold til den seneste kamp i Vallensbæk, havde Nicklas Mosegaard og hans trænerteam valgt at ryste posen og fundet seks nye navne op af hatten. Bl.a. blev der givet comeback til Asger Iversen, Peder Toft Kristensen, Casper Nielsen og Victor Rasmussen der alle blev noteret for deres første kamp i 2025.
- Jeg er rigtig godt tilfreds med indsatsen i aften. Der var ny tænding på fra start til slut. Indstillingen var der til at komme tilbage på sporet og indimellem fik vi også vist noget rigtig god fodbold, sagde en tilfreds Køge-træner efter kampen, hvor sejrssangen igen kunne lyde fra omklædningsrummet på Capelli Sport Stadion.
Køge kom foran allerede i kampens 12. minut, da Emil Håkansson scorede efter oplæg fra Magnus Farver Sørensen, der var tilbage i startopstillingen.
I anden halvleg skulle der gå 17 minutter før kampen reelt blev afgjort.
Netop indskiftede Frederik Mørkedal fandt Casper Nielsen, der var blevet skiftet ind i pausen, og Casper Nielsen bankede Køge på 2-0.
Mod kampens slutning slog Køge til med endnu to scoringer.
I det 80. minut bragte Rasmus Heileskov Nielsen Køge på 3-0 på oplæg fra Thomas Lima Kling, der selv tre minutter senere sluttede målscoringen med sin fuldtræffer til 4-0 efter forarbejde fra Asger Iversen.
Køges startopstilling mod Høng GF så således ud:
Emil Martinsen, Kasper Kling, Asger Iversen, Jesper Krogh, Oliver Sønderbæk Andersen, Peder Toft Kristensen, Magnus Farver Sørensen, Rasmus Heileskov Nielsen, Bertil Storskov, Emil Håkansson og Thomas Lima Kling.
På udskiftningsbænken startede Frederik Mørkedal, Casper Nielsen og Victor Rasmussen – og de kom alle i aktion i løbet af anden halvleg.
Køges næste kamp spilles søndag den 13. april kl. 13.00 mod Holbæk B&I i Holbæk Sportsby.
Se den aktuelle stilling i Serie 1, Pulje 2 efter 17 spillerunder.
Skuffende nederlag til andetholdet
Andetholdet, der efter en flot efterårssæson er med i Top 4 i Serie 2, Pulje 4, åbnede lørdag eftermiddag anden halvdel af sæsonen med en udekamp mod en anden af bejlerne til en topplacering, IF Sorø Freja i Sorø.
Den kamp endte i et skuffende 2-0 nederlag og dermed blev Køge overhalet af netop soranerne i tabellen.
Køge stillede med følgende trup til kampen mod IF Sorø Freja:
Daniel Carvalho, Malte Gleerup, Gustav Botha Andersen, Gustav Holst Peersen, Viktor Thorsted, Magnus Brandt Jørgensen, Benjamin Torrecillas, Kasper Lillelund, Andreas Maibom, August Christiansen, Victor Rybak Frandsen, Magnus Tange Bødker, Kasem Useinovski og Tobias Brandt Jørgensen.
Køge får mulighed for at tage revanche når holdet fredag den 11 april kl. 19.15 spiller forårssæsonens første hjemmekamp mod IF Frem Bjæverskov på Capelli Sport Stadion i Køge.
Se den aktuelle stilling i Serie 2, Pulje 4.
Tredjeholdet i Serie 3 spiller tirsdag den 8. april kl. 19.45 mod Tune IF på Køge Idrætspark.