Køge holdt gedigen målfest mod Slagelse B&I
Køge Boldklubs førstehold i Serie 1 bød fredag aften indenfor på Capelli Sport Stadion til sæsonens tredje hjemmekamp.
Modstanderen var bundholdet fra Slagelse B&I, så der var på forhånd store forhåbninger om at Køge kunne sikre sig den fjerde sejr i træk - og disse forventninger blev til fulde indfriet.
Køge startede med at lægge pres på Slagelse fra kampens første fløjt, og modstanderne fik ikke meget ro til at få etableret noget fremadrettet.
Alligevel skulle der gå 18 minutter før der blev prikket hul på bylden. Emil Andersen brød igennem i venstre side og hans høje aflevering ind over blev headet i nettet af Andreas Haugaard.
Fem minutter senere stod det 2-0. Denne gang var det Christian Kjelstrup Larsen der var i oplæggerens rolle. Hans aflevering fra venstre mod højre side landede hos August Lange og han sparkede fornemt bolden over i modsatte side af målet, uden chance for Slagelse-målmanden.
Herefter fulgte en periode hvor Køge havde masser af spil og skabte meget - men sløsede alt for meget, og i stedet fik gæsterne unødvendigt bragt spænding ind i kampen, da de fik reduceret til 2-1 i kampens 39 minut - efter at Køge-forsvaret havde klumret gevaldigt i det.
I halvlegs sidste sekunder lykkedes det Emil Andersen at score til 3-1 og dermed bringe lidt ro tilbage til holdet at gå til pause på. Men det var ikke kun ros de skulle ind og modtage fra trænerteamet.
- Jeg var bestemt ikke tilfreds med indsatset i første halvleg - så de fik en "balle" i pausen - og det så ud til at hjælpe. Efter pausen begyndte vi at spille det spil vi vil og kan - og så var der ikke så meget mere spænding tilbage i den kamp, konstaterede cheftræner Nicklas Mosegaard efter kampen.
Anden halvleg blev ganske enkelt spil til et mål - Slagelses. Det ene Køge angreb efter det andet væltede ned mod den sagesløse Slagelse-keeper, Robin Bekovic, der suverænt var sit holds bedste spiller. Han afværgede mange store chancer og var skyld i, at Køge ikke scorede det dobbelte antal mål, som det blev til.
11 minutter inde anden halvleg blev det 4-1 ved Thomas Lima Kling, der fra venstre bankede bolden op i det modsatte målhjørne.
To minutter senere blev samme Thomas Lima Kling fældet i det kriminelle felt, og anfører Christian Kjelstrup Larsen scorede sikkert fra 11-meterpletten. 5-1.
Yderligere tre minutter senere blev det 6-1 - ved Thomas Lima Kling der udnyttede en aflevering fra August Lange og der skulle kun gå yderligere seks minutter så stod det 7-1 på måltavlen. Denne gang var Andreas Haugaard målscorer for anden gang i kampen.
Så skulle der gå otte minutter, før Emil Andersen med sit 25. mål for Køge Boldklub gjorde det til 8-1 efter forarbejde fra Thomas Lima Kling - og to minutter før tid blev det så 9-1 ved Casper Nielsen efter forarbejde fra Andreas Haugaard.
I de døende sekunder var Køge millimeter fra at score sit 10 mål - men bolden prellede af mod den ene stolpe.
Sejren på 9-1 er ikke rekord for Køge Boldklub siden sommeren 2009 hvor klubben gik ind i overbygningen HB Køge og blev rykket ned og starte op igen fra Serie 3.
Den 15. maj 2010 vandt Køge Serie 3 med 13-0 mod Borup IF. Fire gange tidligere har holdet vundet med otte overskydende mål - alle med cifrene 8-0. Det var første gang at man siden 2009 scorede ni gange i samme kamp.
Se statistikken her.
Køges hold mod Slagelse B&I så således ud:
Emil Martinsen, August Lange, Tobias Ljungstrøm, Oliver Sønderbæk Andersen, Frederik Frimann, Asger Iversen, Andreas Haugaard, Magnus Farver Sørensen, Emil Andersen, Christian Kjelstrup Larsen og Thomas Lima Kling.
På udskiftningsbænken startede Kasper Kling, Casper Nielsen og Jeppe Haugaard - og alle kom på banen i anden halvleg.
Køges næste kamp i Serie 1, Pulje 2 spilles lørdag den 12. oktober kl. 14.00 på udebane mod Havdrup Fodbold på Havdrup Idrætscenter.
Her kan du se den aktuelle stilling i Serie 1, Pulje 2.
Vigtig sejr til andetholdet
Andetsteds på Køge Idrætspark blev der fredag aften spillet to kampe.
På Beierholm Banen spillede Køges andethold i Serie 2, Pulje 4 mod B.73 Slagelse - og også her måtte et hold fra den vestsjællandske by forlade Køge uden point.
Køge vandt den meget vigtige kamp i den øverste halvdel af rækken med 3-2 efter 2-2 ved pausen.
- Kampen startede ud med at B.73 Slagelse pressede højt og lykkes med det og de kom hurtigt foran 1-0 i det allerførste minut. Vi fik ikke rigtigt fodfæste før der blev lavet lidt ændringer. Efter der var det vores kamp. I vores dårlige periode havde vi en Rasmus Nielsen der lavede to stærke mål. Vi blev ved og havde styr på kampen, kom i mange omstillinger men der skulle en genial assist til Gustav Holst Pedersen fra Magnus Tange Bødker som afgjorde kampen til vores fordel. En kæmpe forløsning. Vi sluttede med 9 mod 10 efter to gule til os og et til dem. Det var virkelig en vigtig sejr - og en fed en af slagsen. Vi ligger nu nummer 3 og møder Lynge Broby IF som lægger nummer 2 på fredag på udebane, fortæller en meget glad og lettet cheftræner Mikkel Røder.
Daniel Carvalho, Magnus Rasmussen, Malte Knudsen, Andreas Maibom, Andreas Frigioni, Victor Kragballe, Viktor Thorsted, Gustav Holst Pedersen, Rasmus Nielsen, Tobias Andersen, Nikolaj Møller, Magnus Krat, Magnus Tange Bødker og Victor Rybak Frandsen.
Se den aktuelle stilling i Serie 2, Pulje 4.
Nederlag til tredjeholdet
På Køge Idrætsparks Atletikbane spilledes tredjeholdet mod Brøndby IF. Den kamp vandt gæsterne med 4-1 efter 1-1 ved pausen.
Køges trup til kampen bestod af følgende spillere:
Mohammed Nazrabi, Jannick Fiala Stjernelund, Simon Conradsen, Jakob Helt, Magnus Brandt Jørgensen, Emil Rasmussen, Mark Ridder, Marcus Møller Nielsen, Simon Nabiyat, Mads Enevoldsen, Peter Friis, Oliver Fiala, Mads Wagner og Mathias Hegerlund.
Holdets næste kamp er fredag den 11. oktober kl. 19.15 hjemme på Køge Idrætspark mod Solrød FC.
Se stillingen i Serie 3, Pulje 5.
Køges fjerdehold i Serie 4 skal først i aktion mandag aften den 7. oktober kl. 18.00 på udebane mod VG Fodbold, mens femteholdet i Serie 5 spiller hjemme på Capelli Sport Stadion søndag den 6. oktober kl. 15.00 mod Store Heddinge Boldklub.
En situation fra første halvleg af fredagens Serie 3 kamp mellem Køge og Brøndby IF på Køge Idrætsparks atletikbane.