DBU Sjælland vil skabe endnu mere attraktive herresenior turneringer
I det seneste nyhedsbrev fra DBU Sjælland, udsendt fredag den 8. november, er en af de mange nyheder, at DBU Sjællands bestyrelse har vedtaget at Herre Sjællandsserien til og med Serie 3 bliver halvårlig turneringer for at skabe bedre matchning og en mere attraktiv turnering.
Det er forslag fra Seniorudvalget om at gøre Herre Sjællandsserien til Serie 3 til halvårlige turneringer. Beslutningen er truffet på baggrund af en grundig klubinddragelse.
- Vi er glade for opbakningen til Seniorudvalgets forslag om halvårlige turneringer. Vi håber på, at ændringen kan bidrage til at skabe en endnu mere attraktiv turnering med bedre matchning og flere spændende kampe med noget på spil. Samtidig bør mere lokale rækker også mindske køreafstandene, siger DBU Sjællands formand Jakob Koed i nyhedsbrevet.
Overgangsturnering
Sæsonen 25/26 bliver en overgangsturnering til den nye struktur. Her vil der spilles med den samme puljefordeling og op- og nedrykning, som vi kender nu.
Når turneringen i efteråret 2025 er færdigspillet, vil der være op- og nedrykning mellem rækkerne fra Herre Sjællandsserien til Serie 3. Med forslaget har DBU Sjællands seniorudvalg ønsket at udligne niveauforskellen i rækkerne og skabe mere dynamiske puljer.
DBU Lolland-Falster, der har to pladser i Sjællandsserien, og spiller med helårsturneringer, har været med undervejs i processen. Og nu vil DBU Lolland-Falster drøfte den nye plan og sammenhængen med de lokale serierækker på et møde med klubberne i november. Herefter vil DBU Sjælland færdiggøre og præsentere en samlet model for den nye struktur.
Positiv modtagelse i Køge Boldklub
Nyheden fra DBU Sjælland modtages meget positivt i Køge Boldklub, hvor såvel cheftræner for førsteholdet i Serie 1, Nicklas Mosegaard som cheftræner for andetholdet i Serie 2, Mikkel Røder glæder sig til at få en ny turneringsstruktur.