Menu

Serie 3-holdet gik totalt målamok mod VG Fodbold

image En situation fra første halvleg af tirsdag aftens Serie 3-kamp mellem Køge Boldklub og VG Fodbold.
Per Møller
23. april 2025 kl. 06:43
Også andetsteds på Køge Idrætspark var der gang i målscoringen da Old Masters mødte Svogerslev Boldklub

Den første hverdag efter påske bød på to målrige kampe på Køge Idrætspark.

På Capelli Sport Stadion spillede Køges tredjehold i Serie 3,Pulje 5 mod VG Fodbold i en meget vigtig kamp hvor tre point var et must i kampen for at sikre sig endnu en sæson i Serie 3.

Den alvor tog de zebrastribede gutter til sig, da de gik totalt målamok i kampen som blev vundet med hele 8-1.

Efter en jævnbyrdig indledning på kampen, hvor stillingen hurtigt var 1-1, trak Køge fra og til slut var det kun et spørgsmål om sejrens størrelse.

Viktor Thorsted, Casper Nielsen og Bertil Storskov scorede hver to gange, Mohammad Masto og Magnus Tange Bødker scorede hver et mål.

Køges hold mod VG Fodbold bestod af følgende spillere: Mohammad Masto, Kasem Useinovski, Simon Nebyat, Peter Friis, Andreas Maibom, Sahel Zmaray, Gustav Botha Andersen, Victor Rasmussen, Bertil Storskov, Viktor Thorsted, Malte Gleerup, Magnus Tange Bødker, Marcus Madsen og Casper Nielsen.

Holdets næste kamp er på udebane søndag den 27. april kl. 13.00 mod topholdet Hundige Boldklub.

Se den aktuelle stilling i Serie 3, Pulje 5.

Holdleder Tom Aagaard Jeppesen gør klar til en udskiftning.

Old Masters i uvejr mod Svogerslev Boldklub

På banen foran Spar Nord Arena havde Old Masters besøg af Svogerslev Boldklub. Og her blev publikum også budt på masser af underholdning og mange mål.

Det var Køge-holdets anden kamp i sæsonen. Den første kamp blev tabt ude 4-2 til Vindinge IF, og også i den anden kamp løb holdet ind i et nederlag, idet gæsterne kunne rejse hjem til Svogerslev med en sikker sejr på 9-4.

Som det kan ses af resultatet, var det den defensive del af Køge-holdet der denne aften havde fået det forkerte ben ud af sengen - så mon ikke der til de næste træningsaftener skal arbejdes på at få tætnet forsvaret så det ikke knirker så alvorligt i fugerne når det går løs på udebane mod Karlslunde IF mandag den 5. maj kl. 19.00.

Mens solen sænkede sig ned bag vandtårnet på Køge Idrætspark, fightede de gæve Old Masters spillere mod Svogerslev Boldklub på denne smukke forårsaften.

Holdleder Jens Poulsen havde fra sidelinjen travlt med at få styr på sine tropper i hjemmekampen mod Svogerslev Boldklub. 

Luk