Serie 2: Sejr i lokalopgøret mod Køge Union

Køge Boldklubs andethold i Serie 2, Pulje 4 havde lørdag middag muligheden for at holde trit med de foranliggende klubber i topstriden i den tætte række.
Det skulle ske med en sejr i lokalbraget mod Køge Union. En kamp, der i sidste øjeblik blev flyttet fra Køge Unions bane ved Ellemarksskolen i Køge til Capelli Sport Stadion.
Køge vandt kampen med 3-1 efter en målløs første halvleg.
- Med mere skarphed kunne det havde blevet en tocifret sejr. Vi sad på det hele og var der bare hele vejen rundt - undtagen foran kassen, siger træner Mikkel Røder.
Tre gange viste Køge effektivitet foran mål. Nemlig i det 64. minut hvor Johannes Asp gjorde det til 1-0. Kort efter øgede Benjamin Torrecillas til 2-0 inden Kasper Lillelund definitivt afgjorde kampe i det 78. minut.
Et minut senere fik Køge Union reduceret til slutresultatet 3-1.
Køges hold mod Køge Union bestod af følgende spillere: Daniel Carvalho, Johannes Asp, Benjamin Torrecillas, Jonas Jensen, Magnus Brandt Jørgensen, Victor Rybak Frandsen, Asger Iversen, Gustav Holst Pedersen, Malte Knudsen, Kasper Lillelund, August Christiansen, Victor Kragballe, Andreas Haugaard og Tobias Brandt Jørgensen.
Køges næste kamp spilles fredag den 25. april kl. 19.15 mod Holmegaard BK på Beierholm Banen på Køge Idrætspark.
Men allerede i dag, tirsdag den 22. april kl. 19.45 kan du se tredjeholdet i Serie 3, Pulje 5 i aktion når VG Fodbold kommer på besøg på Køge Idrætspark.