Andetholdet fik flot debut i Serie 2
Køge Boldklubs andethold fik søndag eftermiddag en fornem debut i Serie 2, Pulje 4 efter oprykningen fra Serie 3 sidste sæson.
Hjemme på Køge Idrætsparks Atletikstadion havde Køge til premierekampen besøg af IF Sorø "Freja" og de to hold gav hinanden en god kamp, som blev lige lovlig spændende i slutminutterne, hvor gæsterne fik arbejdet sig op fra at være bagud 3-0 med scoringer i det 80. og i overtiden til slutresultatet 3-2 til Køge.
Køge fik en drømmestart på eksistensen i Serie 2, da holdet allerede efter to minutters spil kom foran 1-0 ved Magnus Tange Bødker efter forarbejde fra Victor Rasmussen. Seks minutter senere øgede Gustav Holst Pedersen til 2-0 med Magnus Tange Bødker som oplægger. 2-0 var stillingen ved pausen.
Med et kvarter tilbage af kampen fik IF Sorø Freja tilkendt et straffespark, som målmand Daniel Carvalho imidlertid klarede i stor stil. To minutter senere bragte Nikolaj Møller Køge på 3-0, inden soranerne satte en desperat slutspurt i værk, men Køge fik dog afværget yderligere scoringer fra de hvidklædte gæster.
"Første halvleg følger vi aftalerne og lukker helt af, tingene foregår som vi gerne vil i forhold til spillet. Til sidst, efter et gult kort, kommer de frem til alt for meget i forhold til indlæg og dødbolde men heldigvis holdt vi stand og fuld fortjent får 3 point og kommer rigtigt godt fra start", siger cheftræner Mikkel Røder.
Mikkel Røder og hans assistent Viktor Rybak Frandsen havde følgende 14 spillere til kampen mod IF Sorø Freja:
Daniel Carvalho, Victor Rasmussen, Nikolaj Møller, Magnus Krat, Kasper Kling, Gustav Holst Pedersen, Malte Eklander Knudsen, Viktor Thorsted, Kasper Lillelund, Andreas Maibom, Victor Kragballe, Magnus Tange Bødker, Andreas Haugaard og Tobias Brandt Jørgensen.
Køges næste kamp er lørdag den 24. august kl. 13.00 på udebane mod IF Frem Bjæverskov på Bjæverskov Stadion.
Tredjeholdet i Serie 3, Pulje 5 havde lørdag sæsonpremiere på udebane mod Tune IF på Tune Stadion.
Den kamp slap hjemmeholdet bedst fra med en sejr på 3-0. Alle tre mål scoret efter pausen. Det skete over et Køge-hold med følgende 14 spillere:
Jacob de Fries, Jannick Fiala Stjernelund, Jakob Helt, Mikkel Jensen, Emil Rasmussen, Manfred Høj-Poulsen, Andreas Laursen, Mark Ridder, Mads Enevoldsen, Daniel Jokumsen, Michael Tang, Mads Wagner, Tom Aagaard Larsen og Mathias Hegerlund.
Køges næste kamp, sæsonens første hjemmekamp, spilles fredag den 23. august kl. 19.00 på Køge Idrætspark mod Torslunde-Ishøj IF.
Fjerdeholdet i Serie 4, Pulje 11 havde også premiere lørdag middag. På udebane mødte Køge Havdrup Fodbold på banen ved Havdrup Idrætscenter.
Havdrup vandt kampen med 4-0 efter 1-0 ved pausen.
Køges hold bestod af følgende 14 spillere:
Tobias Berg, Albert Ullerup, Villum Nobelius, Sebastian Bebbington Nielsen, Cilius Hanson, Tobias Oliver Zahl, Frederik Bech-Jensen, Sebastian Zentano, Arthur Z. Bolvig, Mark A. Schoubye, Marcus Bech-Jensen, Malthe Brusgaard, Jeppe Pilebo og Christoffer Feigh.
Køge-holdets næste kamp spilles fredag den 23. august kl. 18,45 på Køge Idrætspark mod Køge Nord FC, der må møde op med en gigantisk pose selvtillid efter at de i premieren vandt med de helt uhørte cifre 19-0 over Herfølge BK.
Køges første- og femtehold i h.h.v. Serie 1 og Serie 5 havde sæsonpremiere fredag aften - med sejr på 1-0 til førsteholdet over Køge Nord FC og nederlag på 1-2 til femteholdet mod Karise IK. Læs om disse to kampe her.
Efterårssæsonen 2024 er fløjtet i gang - vi ønsker alle Køge-holdene rigtig god vind de kommende mange kampe.
Køges andethold forlader banen efter 3-2 sejren over IF Sorø Freja i sæsonpremiere i Serie 2 på atletikbanen på Køge Idrætspark. Til venstre i orange trøje ses cheftræner Mikkel Røder.