Menu

Artikel i anledning af andetholdets 25. sæson i Danmarksserien

Af Per Møller

Da Køges andethold lørdag den 3. august tog hul på den nye sæson 2002/2003 med en kneben 1-0 hjemmebanesejr over KFUM København, var det samtidigt startskuddet til andetholdets 25. sæson i den for holdet højest mulige række.

Danmarksserien blev oprettet i 1966 - med deltagelse af 48 klubber, fordelt i fire kredse á 12 hold - som et mellemled mellem  Danmarksturneringen og de lokale unionsturneringer. Danmarksserien blev en turnering, hvor også Danmarksturneringens klubbers andethold kunne - og fortsat kan - deltage.

Køge Boldklub's divisionsreserver var med fra første dommerfløjt i 1966 og var fast inventar i Danmarksserien frem til og med sæsonen 1988, hvor holdet for første gang måtte forlade rækken og rykke ned i Sjællandsserien.

1988-sæsonen gav kun sammenlagt 9 points. Det blev til sølle to sejre i 26 kampe - begge vundet på hjemmebane, 6-2 over Espergærde og 3-2 over Hørsholm - mens det blot blev til tre points på udebane - via tre uafgjorte kampe.

Køges andethold levede i sæsonerne fra 1989 til 2000 en tilbagetrukket tilværelse i Sjællandsserien og måtte endda i nogle enkelte sæsoner tage til takke med at spille i Serie 1, inden holdet i efteråret 2000 sikrede sig oprykning til den nye Kvalifikationsrækken der et par år inden var oprettet som en "bufferrække" mellem Danmarksserien og lokalunionernes eliterækker. Oprykningen blev sikret efter to altafgørende kvalifikationskampe mod Hasle/Tejn fra Bornholm. To kampe Køge vandt med sammenlagt 21-0 ... 

9-0 blev det i første opgør i Hasle, mens hjemmekampen på Køge Stadion blev vundet med de usædvanlige cifre 12-0.

Opholdet i Kvalifikationsrækken blev kun af en halv sæsons varighed. Køge sluttede forårssæsonen blandt de fire oprykningsberettigede hold i sin pulje og dermed var et comeback i Danmarksserien sikret fra og med sæsonen 2001/2002.

Oprykning i 1965
Oprykningen til Danmarksserien i 1965 blev sikret med en femteplads i Sjællandsserien, hvor Køges andethold havde opholdt sig permanent siden sæsonen 1947/48 efter at en andenplads i Mellemrækken i sæsonen 1946/47 havde sikret avancementet.

I Sjællandsserien - SBU's fineste række - havde Køges divisionsreserver inden oprykningen til Danmarksserien i 17 sæsoner været med til at dominiere toppen af sjællandsk fodbold. De bedste placeringer var en tredieplads i 1962, og andenpladser i 1958 og 1959. Kronen på værket blev sat i sæsonen 1961, hvor Køge sluttede som nummer 1 i rækken og dermed vandt Sjællandsmesterskabet. Mesterskabssæsonen, der gav 15 sejre i 22 kampe, sluttede med en hjemmekamp mod Vordingborg IF den 19. november. Køge vandt kampen 7-2. Se holdopstillingen og målscorerne på siden Historiske hold.

Den sidste og afgørende kamp om oprykning til Danmarksserien blev spillet den 14. november på Køge Stadion mod AB's divisionsreserver. Køge vandt kampen med 4-2 efter 2-0 ved pausen.

I Dagbladet - Østsjællands Folkeblad - kunne man dagen efter den 15. november bl.a. læse følgende udpluk fra referatet - underskrevet med signaturen -sen.

Kun sløseri var skyld i, at Køges Sjællandsseriehold ikke vandt større over bundholdet AB i kampen søndag formiddag på Køge Stadion, end tilfældet var. Sejrscifrene blev 4-2, men til der manglede et kvarter af kampen førte hjemmeholdet med 4-0. I de sidste minutter tog forsvaret og målmanden Henning Larsen meget let på tingene, og det resulterede altså i to AB-mål.

Køge startede med den stærke blæst i ryggen og straks fra starten havde Køge-holdet overtaget. Det skyldtes dog snarere spillemåderne hos de to hold. For mens køgenserne spillede direkte, så ville AB-angriberne hellere drible og spille med små pasninger, end skyde. Innertrioen, der bestod af de tidligere divisionsspillere Finn Nielsen, Ove Carlsen og Leif Hammer, viste at de virkelig kan spille besnærende fodbold, men det var så som så med effektiviteten.

Egon Rasmussen var i et fint spillehumør, og især i første halvleg fik han tit modstandernes forsvar til at vakle med sine finter og sine afleveringer. Efter fem minutters spil driblede han forbi to-tre forsvarere og sendte bolden i nettet med et yderligt, hårdt placeret skud uden chance for målmanden. 1-0. Det gav køgenserne mere "blod på tanden", og ikke så få gange var der fare på færde foran AB-målet. Der blev spillet frem til mange fine tilbud. Egon Rasmussen scorede sit holds andet mål i det 25. minut og så var AB'erne slået.

Efter pausen havde hjemmeholdet fortsat det meste af spillet og de fleste chancer. Efter et kvarter scorede innerwingen Ole Chr. Jørgensen til 3-0 som resultat af et virkelig godt angreb, der sluttede med at venstre wing Tage Jessen fra baglinien sendte en pasning for fødderne af målscoreren. Ole Chr. Jørgensen var også mester for det fjerde mål til 4-0. Han forfulgte en tilsyneladende "ufarlig" bold, og efter en misforståelse i AB-forsvaret kunne han prikke bolden i nettet.

Til slut var det så, at man tog lidt for roligt i forsvaret og AB fik reduceret til 2-4.

Køges hold mod AB så således ud:

Henning Larsen, Jørgen Hansen, Hans Ole Tønnesen, Preen Andersen, Günther Hoeck, Jørgen Willumsen, Peer Haargaard, Hans Andersen, Egon Rasmussen, Ole Chr. Jørgensen og Tage Jessen.

Debut i DS
Debut'en i Danmarksserien, hvor Køge var blevet placeret i Kreds 2, fandt sted den 3. april 1966 på Køge Stadion. Modstanderen var Horbelev, én af oprykkerne fra Lolland-Falsters Boldspil-Union.

Det blev et sandt målorgie. 4-4 sluttede kampen, og i Dagbladet - Østsjællands Folkeblad - kunne man den 4. april bl.a. læse følgende i det udførlige referat af kampen - skrevet af signaturen -mp.

Det var ikke mål det kom til at mangle på i premierekampen for Køges Danmarksseriehold på Køge Stadion mod Horbelev. 4-4 blev resultatet efter 2-2 ved pausen, og foruden de otte mål fik de godt 200 tilskuere tillige i perioder udmærket spil at se fra begge sider. Horbelev var så absolut et godt bekendtskab på Køges grønsvær, og hvis begge hold kan fortsætte i samme linie vil man sikkert finde begge højt på pointtabellen når turneringen er slut.

De to hold havde hver sin halvleg. Køge den første og Horbelev den anden, og havde man ventet at Køge ville trætte sine modstandere på Køges så berømte store bane, tog man helt og aldeles fejl. Horbelev viste sig at være i en glimrende kondition og i stand til at holde dampen oppe til det sidste af dommerens alt for mange fløjt.

På intet tidspunkt var Køge foran. Horbelev fik derimod en glimrende start, da holdet kom foran allerede efter kun to minutters spil på straffespark, dømt mod Hans Jørgen Jensen. Centerforward Poul Villy Svej scorede sikkert. Det blev 2-0 efter et kvarters spil da et overraskende langskud fra innerwingen Svend Jacobsen snød Henning Nielsen i Køges mål og gik i nettet tæt op af den ene opstander.

Tre minutter senere reducerede Jørgen Sparre på hovedstød efter hjørnespark. Jørgen Sparre havde kort forinden haft to store chancer foran mål, men begge gange blev der reddet på mållinien. Fem minutter senere udlignede Søren Olsen til 2-2 for Køge. Han trak sig glimrende fri af Horbelevs forsvar og passerede Bjarne Svensson i Horbelevs mål med et velplaceret skud.

I anden halvleg faldt Køges spil noget fra hinanden og Horbelev viste i denne halvleg langt det bedste spil. Der var kun spillet fem minutter da Horbelev igen kom foran ved Poul Villy Svej, der blev spillet fri på midten af banen af højre wing John Larsen. Endnu engang lykkedes det Køge at udligne, selv om heldet var med Køge da Ole Chr. Jørgensen passerede Horbelevs målmand. Køge-spilleren nåede kun at snitte en aflevering fra Ole Jensen, men altså nok til at snyde målmanden.

Var Køge heldig med at udligne, var Horbelev lige så heldig med sit fjerde mål. Et langskud fra innerwingen Erik Hansen tog Køges målmand Henning Nielsen helt fejl bestik af, og han stod som passiv tilskuer og så bolden tage underkanten af overliggeren og i mål. Køges udligning skete på et straffespark dømt til fordel for Ole Jensen som blev tacklet ureglementeret i et glimrende gennembrudsforsøg. Jørgen Sparre scorede sikkert.

Hos Køge lagde man navnlig mærke til Søren Olsen, som spillede en glimrende første halvleg men som desværre gled en del ud af billedet i de sidste 45 minutter. Også Bent Rasmussen og Hans Jørgen Jensen klarede kampen med ære.

Køge stillede med følgende mandskab:

Henning Nielsen, Finn Jensen, Bent Rasmussen, Jens Feigh, Hans Jørgen Jensen, Carlo Jørgensen, Jørgen Sparre, Ole Jensen, Ole Chr. Jørgensen, Søren Olsen og Arne Jensen.

Køge kom godt fra start i den nye Danmarksserie. Først i kamp nummer ni måtte holdet indkassere det første nederlag som DS-hold. Det skete da KB's divisionsreserver på Køge Stadion vandt med 3-1. De otte første kampe i debutsæsonen havde udmøntet sig i fem sejre og tre uafgjorte kampe. Debutsæsonen resulterede i en fornem tredieplads med 30 points.

Comeback i sæsonen 2001/2002
Efter et halvt år i Kvalifikationsrækken, var Køges andethold lørdag den 4. august 2001 klar til comeback i Danmarksserien. Det skete med en hjemmekamp mod Skælskør, der vandt 2-0 over et Køge-hold i følgende opstilling:

Jimmi Klitland, Daniel Pedersen, Jonas Lundqvist, Christian Pedersen, Morten Nielsen, Jonas Bagger, Daniel Bærenholdt, Rune Leth Pedersen, Sten Wagner, Nicolas Drost, Michael Nielsen. På udskiftningsbænken startede Gökhan Bas, Christian Petersen og Nikolaj Krag.

Lørdag den 3. august 2002 indledte Køges andethold sin 25. sæson i Danmarksserien med hjemmekamp mod KFUM København. Køge vandt kampen 1-0 på mål af Henrik Madsen. Køges hold i dén kamp så således ud:

Thomas Nielsen, Rune Leth Pedersen, René Hansen, Casper Larsen, Daniel Bærenholdt, Morten Hansen, Henrik Madsen, Carsten Jensen, Lars Møller, Michael Nielsen, Martin Sommer. På udskiftningsbænken startede Christian Petersen, Kristian Lund og Morten Rasmussen.

Totalt har Køges andethold i de 24 ? sæson holdet har deltaget i Danmarksserien - pr. 9. november 2002 - spillet 565 kampe fordelt med 219 sejre, 132 uafgjorte kampe og 214 nederlag. Den samlede målscore er 1.030-1.021.

Mål nummer 1.000 blev scoret af Johnni Hansen, da han i hjemmekampen mod HFK Sønderjylland den 1. september 2002 bragte Køge foran med 1-0 i første halvleg.

Bedste placeringer
Køges bedste placeringer i Danmarksserien, hvor klubben har været fast inventar i Kreds 2, har været en andenplads i 1978 og 1982 samt en tredieplads i sæsonerne 1976 og 1979. I 1967 og 1968 sluttede holdet på fjerdepladsen.

Største sejre og nederlag i DS
Andetholdets største sejr i Danmarksserien kom i hus den 30. september 1967, hvor Køge på udebane besejrede AB's andethold med 8-1. Eigil Hansen scorede 4 gange, Søren Olsen 2, Poul Nielsen og Ole Jensen hver 1 mål.

Køges hold i dén kamp så således ud:

Mogens Johansen, Ivan Petersen, John Nielsen, Ove Andersen, Hans Jørgen Jensen, Eilif Jensen, Poul Nielsen, Søren Olsen, Eigil Hansen, Ole Jensen og Arne Jensen.

Sejrens størrelse blev iøvrigt tangeret i indeværende sæson 2002/2003, lørdag den 14. september, hvor Køge på hjemmebane besejrede Hvidovre IF's divisionsreserver med 7-0. I dén kamp scorede Kristian Lund og Martin Sommer hver 2 gange, Christian Petersen, Lars Møller og David Runarson hver 1 gang for Køge der havde følgende opstilling:

Jimmi Klitland, René Hansen, Tim Franklev, Jonas Bagger, Christian Petersen, Kristian Lund, Henrik Madsen, Lars Møller, Martin Sommer, Chester Andersen og Johnni Hansen. Udskiftningsspillere var David Runarson, Morten Hansen og Kasper Larsen.

Køges største nederlag i Danmarksserien lyder på 0-8 - og denne gevaldige øretæve har holdet måtte lægge ryg til hele to gange.

Første gang den 22. oktober 1967 - blot tre uger efter den rekordstore 8-1 sejr over AB ... - hvor Køge på hjemmebane tabte til B.1901 med følgende hold:

John Carstensen, Arne Bartel, Ivan Petersen, Jens Feigh, Eilif Jensen, Søren Olsen, Arne Jensen, Freddy Larsen, Jørgen Willumsen, Ole Jensen og Søren Hårgaard.

Anden gang det skete var den 23. august 1969, hvor Køge på udebane tabte 0-8 til KB. Her stillede Køge med følgende mandskab:

Mogens Johansen, Peter Petersen, Ove Andersen, Søren Olsen, Søren Hald, Jørgen Willumsen, Arne Jensen, Eigil Hansen, Jørgen Bückler, Flemming Kristensen og Mogens Olsen.

Bedste målscorere i DS gennem tiderne
De 10 bedste målscorere i Danmarksserien gennem tiderne er følgende:

Jørgen Willumsen 46, Eigil Hansen og Frank Hansen hver 32, Steen Petersen 31. Claus Bahne Nielsen 30. Torben Haugård 28, Lasse Henriksen 26. Morten U. Nielsen 25. Morten Petersen 24. Ole Chr. Jørgensen og John Fagerholdt hver 22 mål.

Flest kampe på andetholdet i DS
De 10 mest benyttede spillere på Køges andethold gennem tiderne er:

Kurt Nielsen 186 kampe. Claus Bahne Nielsen 162. Tommy Sejersen 148. Søren Olsen 122. Jørgen Willumsen 115. Mogens Johansen 103. John Fagerholdt 98, Hans Jørgen Jensen 97. Eilif Jensen 96 og John Jensen 90 kampe.

Flest kampe sæson for sæson
De mest nebyttede spillere på Køges andethold i Danmarksserien sæson for sæson fra debut'en i 1966 til og med comeback sæsonen 2001/2002:

  • 1966: Finn Jensen og Hans Jørgen Jensen hver 21 kampe.
  • 1967: Arne Jensen 21 kampe.
  • 1968: Mogens Johansen 21 kampe.
  • 1969: Ole Chr. Jørgensen og Jørgen Petersen hver 21 kampe.
  • 1970: Freddy Petersen og Jørgen Willumsen 20 kampe.
  • 1971. Mogens Johansen 22 kampe.
  • 1972: Henning Larsen og Eilif Jensen hver 21 kampe.
  • 1973: Eilif Jensen og Preben Steensen hver 22 kampe.
  • 1974: Niels Henrik Larsen og Birger Larsen hver 21 kampe.
  • 1975: Finn Skipper 22 kampe.
  • 1976: Peter Warming og Lars Vang Petersen hver 21 kampe.
  • 1977: Svend Poulsen 20 kampe.
  • 1978: Palle Gjerulff og Leif Staun hver 19 kampe.
  • 1979: Finn Hansen 22 kampe.
  • 1980: Tommy Sejersen, Carsten Hansen og Claus Bahne Nielsen hver 22 kampe.
  • 1981: Tommy Sejersen og Steen Vestergaard hver 22 kampe.
  • 1982: Tommy Sejersen og Steen Vestergaard hver 22 kampe.
  • 1983: Tommy Sejersen 22 kampe.
  • 1984: Johnny Johansen 22 kampe.
  • 1985: Kurt Nielsen og Gert Nodin hver 21 kampe.
  • 1986: Palle Nielsen 25 kampe.
  • 1987: Kurt Nielsen 24 kampe.
  • 1988: Benny Kristensen 26 kampe.
  • 2001/2002: Daniel Pedersen og Jonas Lundqvist hver 29 kampe.

Topscorerne sæson for sæson:
Topscorerne på Køges andethold i Danmarksserien sæson for sæson fra debut'en i 1966 til og med come back sæsonen 2001/2002:

  • 1966: Jørgen Willumsen 14 mål.
  • 1967: Eigil Hansen 15 mål.
  • 1968: Ole Chr. Jørgensen 10 mål.
  • 1969: Jørgen Bückler 7 mål.
  • 1970: Jørgen Willumsen 8 mål.
  • 1971: Jørgen Willumsen 9 mål.
  • 1972: Steen Petersen 8 mål.
  • 1973: Steen Petersen 9 mål.
  • 1974: Steen Petersen 10 mål.
  • 1975: John Fagerholdt 10 mål.
  • 1976: Lasse Henriksen 15 mål.
  • 1977: John Fagerholdt 7 mål.
  • 1978: Frank Hansen 8 mål.
  • 1979: Frank Hansen og Erik Rasmussen hver 11 mål.
  • 1980: Per S. Hansen 6 mål.
  • 1981: Claus Bahne Nielsen 7 mål.
  • 1982: Morten Petersen 9 mål.
  • 1983: Torben Haugaard 10 mål.
  • 1984: Torben Haugård 9 mål.
  • 1985: Kurt Nielsen 6 mål.
  • 1986: Morten U. Nielsen 7 mål.
  • 1987: Per Westhoff 10 mål.
  • 1988: Per Westhoff og Morten U. Nielsen hver 4 mål.
  • 2001/2002: Martin Sommer 10 mål.