Herresjællandsserien: Køge på førstepladsen efter sejr i målrigt opgør mod Haslev FC
Køge-jubel efter udligningen til 1-1 i kampens 18. minut.
Der var lagt op til en spændende kamp lørdag middag i Herresjællandsseriens Pulje 3 mellem Køge Boldklub og Haslev FC, der var kommet fra start med sejr i sine to første kampe.
De to klubber plejer at give hinanden og de altid mange tilskuere der tropper op til kampene masser af valuta for fremmødet, og det var lige hvad der skete igen denne regntunge lørdag på Capelli Sport Stadion.
Gæsterne fra Haslev FC fik en drømmestart på kampen med en scoring allerede i kampens femte minut.
Køge overtog langsomt mere og mere af spillet og pressede på for en udligning, og den kom i kampens 18. minut hvor Christian Kjelstrup Larsen udlignede efter flot forarbejde fra Topper Aller.
Blot fire minutter senere bragte Køge sig foran 2-1 da Topper Aller gjorde forarbejdet til Emil Andersens scoring, og det var også den rutinerede angriber der inden pausen gjorde det til 3-1 i kampens 39. minut - denne gang var Christian Kjelstrup Larsen arkitekten bag scoringen.
Køge gik til pause foran 3-1 og holdet var næppe startet på anden halvleg, før der igen blev scoret og Køge bragte sig på 4-1. Denne gang gjorde Oliver Sønderbæk Andersen forarbejdet til August Halling og så lignede det en sikker hjemmesejr.
Men om føringen blev en sovepude for de zebrastribede vides ikke, men i hvert fald kom gæsterne godt tilbage i kampen og fik blot tre minutter senere reduceret til 4-2 og givet Haslev FC lidt håb tilbage. Et håb der fik endnu mere næring midt i halvlegen med reducering til 4-3 - og så måtte Køge pludselig kæmpe hårdt for at bevare føringen.
Det lykkedes - sejren og de tre point kom i hus og med sejren kravlede Køge op på førstepladsen i den meget jævnbyrdige række.
Køges hold mod Haslev FC bestod af følgende spillere:
Daniel Carvalho, Frederik Petersen, Tobias Ljungstrøm, Jeppe Haugaard, Oliver Sønderbæk Andersen, Viktor Thorsted, August Halling, Christian Kjelstrup Larsen, Emil Andersen, Topper Aller og Mathias Johnsen.
På udskiftningsbænken startede Yalin Kilic, Emil Håkansson og Magnus Farver Sørensen.
Køge-holdets næste kamp spilles fredag den 4. september kl. 18.30 på udebane mod BMI på Dølle Stadion i Nysted.
