Menu

Serie 1: Vi har rykket os som hold

image Førsteholdstruppen, efteråret 2023, foreviget ved årets sidste tæningsaften i 2023.
Per Møller
14. december 2023 kl. 17:45

Det er nu lidt over en måned siden, at Køge Boldklubs førstehold i Serie 1, Pulje 2 spillede den 13. og sidste kamp i efterårssæsonen 2023. Det skete med en sikker 5-2 sejr på hjemmebane mod Fårevejle Boldklub som resultat – og sejren betyder at Køge overvintrer på en fornem andenplads i rækken med 28 point, to points foran nummer tre, Svebølle BI og tre point efter rækkens tophold Raklev GI.

Onsdag aften den 13. december var truppen samlet til træning på Capelli Sport Stadion for sidste gang inden den kunne gå på en velfortjent jule- og nytårsferie.

Denne aften bød trænerduoen Nicklas Mosegaard og Marc Lind på en let gang træning med julekonkurrencer indlagt i træningen, inden truppen efter et varmt bad trak over i Café Hall i Spar Nord Arena hvor der var arrangeret julehygge med gløgg og æbleskiver m.m. og hvor alle fik lejlighed til at ønske hinanden en rigtig glædelig jul og et godt nytår og på gensyn mandag den 15. januar kl. 19.30 hvor der igen kaldes til træning – første step på forberedelserne til en mega spændende forårssæson 2024 hvor der venter 13 hårde kampe om at bevare placeringen i toppen af rækken.

”Det har været en halvsæson over al forventning. Vi har spillet en række gode kampe og lavet mange mål. Især på hjemmebane har vi set stærke ud med seks sejre i syv kampe. Selvfølgelig har der været kampe hvor vi har kunne ønske bedre. Her tænker jeg specielt på den vel nok største skuffelse – 1-2 nederlaget hjemme mod FC Kalundborg i fjerde spillerunde. Det nederlag tager jeg på min kappe. Men når det har knebet med at få spillet til at glide, så har spillerne forstået at smøge ærmerne op og kæmpet sejrene hjem. Her tænker jeg ikke mindst på udekampen mod FC Køge Nord hvor vi hiver en 2-0 sejr hjem efter en kamp hvor ikke meget fungerede efter hensigten, og hvor der virkelig måtte ”arbejdes for føden”. De unge har fået hår på brystet – vi har rykket os rigtigt meget som hold. Jeg er meget tilfreds med spillernes indstilling til at ville vinde hver eneste kamp. De har vist den rette mentalitet. De har levet op til vores motto: ”Blå mærker og blå øjne går væk – tre points bliver”, smiler cheftræner Nicklas Mosegaard.

Nicklas Mosegaard og assistent Marc Lind kan glæde sig over at truppen fra efteråret så at sige er intakt til det spændende forår der venter forude.

”Vi har fået tilknyttet Frederik Frimann, der tidligere har spillet ungdom i HB Køge, men også har været en tur forbi Brøndby IF. Han kender så godt som alle sine nye holdkammerater fra sit tidligere ophold i Køge. Frederik er en spiller der kan spille flere forskellige pladser på holdet. Og så kan vi glæde os over at de tre rutinerede Emil Andersen, Joakim Holm og Jesper Krogh er blevet deres skader kvit og igen er klar til at tage fat for alvor. Vi har en fed gruppe der harmonerer godt sammen – og en trup hvor alle har mulighed for at få spilletid. Der er en god, sund konkurrence om pladserne. Det kan blive vores store styrke i forårssæsonen”, siger Nicklas Mosegaard, der også glæder sig til at følge andetholdets forårssæson i Serie 3, Pulje 8, hvor holdet holder vinterpause på andenpladsen – og skal kæmpe for en oprykning til Serie 2.

Fem træningskampe

Truppen mødes som nævnt igen mandag den 15. januar kl. 19.30 til årets første træningssamling, og der er aftalt fem træningskampe til at krydre opstarten med.

De fem træningskampe spilles således:

Lørdag den 3. februar kl. 13.15: Køge – Nordfalster FB (Sjællandsserien).

Lørdag den 17. februar: Køge – Såby Fodbold (Sjællandsserien).

Fredag den 23. februar: Herfølge BK – Køge (Sjællandsserien).

Lørdag den 2. marts: Køge – Albertslund IF (Serie 1).

Onsdag den 6. marts kl. 20.00: Køge – LSF (Danmarksserien).

Herefter er der ni dage til at forberede de sidste ting frem til premieren på forårssæsonen – fredag den 15. marts kl. 19.00 hvor Køge får besøg af B.73 Slagelse.

Tre spillere hædret

Efter onsdagens træning var der som nævnt gløgg og æbleskiver m.m. i Café Hall i Spar Nord Arena, og her blev der delt hæder ud til tre spillere.

Mathias Johnsen blev kåret til efterårets profil.

August Christiansen blev kåret til ”årets gennembrud” – et stort talent der har slået igennem i efterårssæsonen.

Bertil Storskov blev kåret til ”årets holdkammerat”.

Stort tillykke til alle tre.

Læs også her.

Der varmes op til den sidste træningsaften i 2023. 

Luk