Menu

Herreseniorer: Storsejr til andetholdet

image (Arkivfoto).
Per Møller
24. oktober 2023 kl. 08:08

Mandag aften var der lokalopgør i Serie 3, Pulje 8, hvor Køge Boldklubs andethold i Herresenior havde udebane mod Herfølge Boldklub på Herfølge Stadion.

Køge-holdet kom til kampen som storfavorit, og levede da også op til denne værdighed, da holdet efter en helt igennem professionel præstation kunne lade sejrssangen gjalde i omklædningsrummet efter de 90 minutters arbejde var fuldført.

Køge vandt en kæmpesejr på 8-0 efter 3-0 ved pausen, og der var aldrig på noget tidspunkt i kampen tvivl om hvor de tre point ville havne.

Spillende assistenttræner Victor Rybak Frandsen indledte målscoringen da han efter 10 minutters spil udnyttede et straffespark.

Efter et kvarters spil blev den 2-0 ved Magnus Tange Bødker inden Benjamin Torrecillas i det 35. minut gjorde det til pausestillingen 3-0.

Der skulle gå 20 minutter af anden halvleg før der igen kom gang i målscoringen. Victor Rybak Frandsen scorede sit andet mål i kampen. 10 minutter senere gjorde Magnus Tange Bødker det til 5-0. 

10 minutter før tid blev det 6-0 på et selvmål inden Benjamin Torrecillas i det 83. minut og Joakim Holm på straffespark i det 86. minut gjorde det til slutresultatet 8-0 til Køge.

Cheftræner Mikkel Røder havde valgt følgende trup til mandag aftens lokalopgør:

Mark Sørensen, Mads Lindgren, Benjamin Torrecillas, Jonas Jensen, Magnus Brandt Jørgensen, Victor Rybak Frandsen, Joakim Holm, Emil Bjerge Hansen, Kasper Kling, Malte Eklander Knudsen, Andreas Maibom, Magnus Tange Bødker, Tobias Brandt Jørgensen og Kasem Useinovski.

Med sejren er Køge en flot nummer to i rækken. Holdet har hele efterårssæsonen leveret mange flotte kampe og holdet har i de 10 første kampe scoret imponerende 41 mål.

Holdet spiller sin sidste kamp inden vinterpausen på søndag den 29. oktober kl. 15.15 mod AIK 65 Strøby på Capelli Sport Stadion.

Kom ud og oplev holdet og støt det frem mod en ny sejr som betyder at holdet vil kunne holde vinterpause på en oprykningsplads.

Se stillingen i rækken her.

Målløst for tredjeholdet

Tredjeholdet i Serie 3, Pulje 5 havde søndag middag besøg af Solrød FC på Beierholm Banen på Køge Idrætspark.

Kampen sluttede 0-0 og med det ene point i behold går Køge-holdet på vinterpause i rækken med en placering i den tunge ende af tabellen. Så det er en trup, der er velvidende om at foråret skal bringe holdet op på den rigtige side af nedrykningsstregerne.

Træningen fortsætter ufortrødent frem til der fløjtes af for jule- og nytårsferien.

Holdet mod Solrød FC bestod af følgende spillere:

Theis Olsen, Oliver Ulvsgaard, Magnus Brandt Jørgensen, Kasper Bjerg, Magnus Osted Rasmussen, Viktor Thorsted, Benjamin Svendsen, Peter Friis, Tobias Torrecillas, Victor Kragballe, Sebastian Zenteno, Chisenga Nsanzabera og Christoffer Feigh.

Første kamp til foråret er lørdag den 6. april kl. 15.00 på udebane mod Torslunde-Ishøj IF.

Fjerdeholdet i Serie 3, Pulje 7 var i weekenden på besøg hos B.73 Slagelse der sendte køgenserne tilbage til Østsjælland med et nederlag på 4-2 i bagagen. Og det til trods for, at Køge ved pausen var foran med 2-1, men efter pausen ikke kunne holde fast i føringen.

Holdet spiller igen fredag den 27. oktober kl. 19.00 mod Ejby IF på Beierholm Banen på Køge Idrætspark.

For dette hold resterer endnu et par kampe før efterårssæsonen går på vinterpause.

Holdet mod B.73 Slagelse bestod af følgende spillere:

Michael Tang, Aryan Jalali, Mikkel Jensen, Villads Olsson, Emil Rasmussen, Manfred Høj-Poulsen, Gustav Rasmussen, Andreas Laursen, Albert Dahl, Marcus Møller Nielsen, Oliver Fiala, Tom Aagaard Larsen og Viktor Birch Sørensen.

Femteholdet i Serie 5, Pulje 5 kom let til sine tre point i weekenden, da modstanderen Såby Fodbold har trukket sit hold ud af turneringen.

”Sejren” bragte det talentfulde Køge-hold op på førstepladsen i rækken, og den skal forsvares når det går løs mod Tune IF på udebane søndag den 29. oktober kl. 12.00.

Pokalkamp venter for motionisterne

Holdet i 8 mands Herresenior 1 Pulje 5 har afsluttet efterårssæsonen i sin række med en flot andenplads som resultat.

Holdet er nu klar til at tage fat på første runde i 8-mands herrepokal turneringen 2023/24, hvor holdet i første runde har fået hjemmebane mod Ishøj IF fra Mesterrækken.

Kampen spilles tirsdag den 31. oktober kl. 19.00 på Køge Idrætspark.

Holdet i 8 mands Herresenior 2 – Motionsrækken – Pulje 5 har også sluttet efterårssæsonen i sin række og det med en tredjeplads som resultat.

Luk