Menu

2003: Drenge Yngste til London

Drenge Yngste 1 (årgang 1990) har i efterårsferien 2003 været en tur i London. Turen, der varede 5 dage, markerede afslutningen på efterårssæson, hvor holdet sluttede på en flot tredjeplads i række 1.

Under opholdet spillede holdet to kampe mod henholdsvis Reading FC og Arsenal FC. Begge hold bestod af spillere, som er opdaget af de 10 talentspejdere, som klubberne hele tiden har ude i marken på jagt efter nye talenter. Det var således to meget stærke og talentfulde hold, som Køge stod overfor. I England har man ikke en løbende turnering, men spiller alene for at blive bedre. Om man vinder eller taber er ikke så vigtigt. Derfor spilles kampene med fire halvlege på 20 minutter, så man i "ro og mag" kan afprøve alle spillere. Kampene evalueres således halvleg for halvleg.

I Reading blev kampen spillet indendørs på kunstgræs med otte på hvert hold. I Arsenal foregik kampen på en af de meget flotte og veltrimmede baner på Arsenals træningsanlæg. Begge kampe blev samlet vundet af holdets engelske modstandere, men det lykkedes Køge-drengene både at vinde og spille uafgjort i flere halvlegene. Flot indsats af Køge i de svære kampe.

At pengene i engelsk fodbold er noget større end i Danmark kunne tydeligt ses. Både i Reading og Arsenal har man fuldtidsansatte trænere og ledere samt 2-3 fuldtidsansatte fysioterapeuter, der følger både træning og kampe - selv hos de mindste årgange. Enkelte spillere i Arsenal kommer fra udlandet. På Arsenals U/15 hold har man spillere fra henholdsvis Frankrig og Portugal. Man henter hele familien til England og sørger for arbejde til forældrene og skolegang til spilleren og eventuelle søskende. Unægtelig anderledes forhold end herhjemme, men sjovt at opleve.

Turen bød turen også Premier League kampen mellem Fulham FC og Wolverhampton Wanderers FC. En meget intens og underholdende kamp, der desværre endte 0-0. En enkelt scoring havde ikke gjort noget, men alligevel en kæmpeoplevelse, da især Wolverhamptons tilhængere skabte en fantastisk stemning på stadion.

Drengene fik endnu en stor oplevelse, da holdet overværede Chelseas sidste træning inden topkampen mod Arsenal. Alle stjernerne var på træningsbanen, og der var autografer til drengene fra bl.a. Jesper Grønkjær og Juan Sebastian Veron.

Der var naturligvis også en del tid til sightseeing og indkøb i storbyen. Det må siges at være noget af et job at "manøvrere" 17 drenge og 5 voksne gennem undergrunden midt i myldretiden.

Det var en flok trætte drenge, der mandag morgen landede i Kastrup. Tak til træner Morten Mortensen for en god og spændende tur, og held og lykke til Morten, der i næste sæson fortsætter trænergerningen i AB.

Luk