Menu

1954: Første tur til Det Fjerne Østen

image Fra kampen mod All Hongkong den 3. februar 1954. Poul Erik Petersen scorer Køges mål i kampen der sluttede 1-1. (Foto: Køge Boldklubs Medlemsblad, marts 1954).

Køge Boldklub foretog i tiden fra 13. januar til 17. februar 1954 en fodboldtur til Fjern Østen. Historien er skrevet af bestyrelsesmedlem Aage Sund.

Fem uger i Det Fjerne Østen

Køge Boldklub foretog i tiden fra 13. januar til 17. februar 1954 en dejlig "fodboldtur" til Det Fjerne Østen.

Andre klubber havde tidligere turneret derude, men ingen af dem havde gennemført turen med charterfly, som vi gjorde det, hvilket ganske vist var ensbetydende med en tidsmæssig længere tur, men til gengæld var turen tilrettelagt således, at vi virkelig havde mulighed for at få andet end lige netop fodbold-prægede oplevelser ud af turen.

På turen deltog følgende:
Ledere: Kai Harbard, Helmuth Jørgensen, Aage Sund, Ejvind Sørensen.

Spillere: Henning Elting, Henning Olsen, Erik Hansen, Boardo Olsen, Børge Bastholm Larsen, Povl Sørensen, Gunnar Hansen, Ove Nielsen, Knud Jørgensen, Poul Erik Petersen, Leif Petersen, Hilmar Staalgaard, Alf Nielsen, John Kramer.

Gæstende spillere: Poul Andersen, B.93. Kurt Hansen, B.1903. Jens Peter Hansen, Esbjerg. Erik Nielsen, OB. Træner: Lajos Szendrödi.

Turister: Bernhard Mikkelsen, Køge. Holger Dik Jensen, Køge og Charles Tommerup, Odense.

Det praktiske arrangement var tilrettelagt gennem Jørgensens Rejsebureau, København og turen foretoges i én af det engelske charterselskab Eagle Aviations maskiner.

Det økonomiske grundlag for turens gennemførelse var ni kampe, der skulle spilles undervejs, heraf én på Cypern, tre i Saigon, to i Hanoi og tre i Hong Kong. Turen balancerede med mere end 200.000 kroner, og da regnskabet var endeligt afsluttet, viste det et overskud på ca. 6.000 kr.

Der blev fløjet ialt ca. 28.000 km i løbet af ca. 110 timer. Der foretoges 31 starter og landinger.

Tænk, den tur blev gennemført i en lille 2-motorers Vickers Viking med plads til 26 passagerer og som i heldigste fald - hvilket vil sige i medvind - kunne opnå den enorme tophastighed af 375 km/t, med en besætning af gamle krigsflyvere, som aldrig havde været så langt som til Hong Kong og derfor var ganske ukendt med de ret vanskelige indflyvningsforhold på denne ø. Jeg behøver vel næppe at nævne, at maskinen naturligvis ikke kunne gå højere end ca. 3.000 meter, hvorfor vi måtte flyve rundt om alle de bjergpartier, der lå på ruten.

Som det fremgår af denne indledning, havde vi forstærket holdet med forskellige gode kræfter fra andre klubber, ligesom vi af hensyn til økonomien måtte tage tre privatpersoner med som paying guests - i øvrigt til en selv efter datidens forhold meget rimelig pris.

Det siger sig selv, at når 26 mennesker er sammen i 36 dage, opstår der ganske naturlit mange uforudsete problemer. På ét eller andet tidspunkt melder der sig vanskeligheder - ofte af psykisk art og som regel hos dem, der måske ikke er vant til at være væk fra de hjemlige kødgryder i længere tid. Der gælder det for de måske mere rejsevante og i hvert fald mere modne ledere at slå koldt vand i blodet, hvis gemytterne kommer lidt på højkant, Jeg må sige, at i den henseende var det en overordentlig vellykket tur, hvor der bogstaveligt talt ikke forekom "episoder" udover dem, der havde en mere naturlig forklaring.

De sportslige resultater, vi opnåede under hele denne tur, svarer nogenlunde til det gennemsnitsniveau, Køge Boldklub som regel ligger på i den hjemlige turnering, idet vi spillede i alt ni kampe, hvoraf vi vandt tre, spillede tre uafgjort og tabte tre.

Vilkårene vi spillede under, var jo noget forskellige fra, hvad vi var vant til, hvilket naturligt også gav sig udslag i vor indsats i de enkelte kampe. Men uanset hvor vi stillede op, om det var på Cypern, i Saigon, Hanoi eller Hong Kong, så var vi, formentlig takket være vor danske nationalitet, meget velkomne gæster, og jeg mener også, at vi uanset sejr eller nederlag efterlod et godt indtryk af såvel dansk fodbold som dansk som nationalitetsbegreb.

En tur som denne krydres uundgåeligt af en masse uventede oplevelser og spontane indfald, som i høj grad medvirker til at få alt til at glide. Man får pludselig øje for, hvad den enkelte indeholder, såvel i positiv som negativ retning, og man får let revideret sin opfattelse af den enkelte.

Jeg kunne berette om en lang række spændende oplevelser under selve flyveturen såvel som mange pudsige episoder på land. Men en enkelt vil jeg dog fremhæve, fordi den vidnede såvel om kløgt som snuhed.

Det skete i Hong Kong, hvor vi netop var indkvarteret på det dejlige Sunning House. Kort efter ankomsten blev jeg som talsmand for det danske selskab opsøgt af den lokale Tuborg Jesper, som bortset fra øjnene mindede en hel del om vores danske udgave. Han bød os hjertelig velkommen til Hong Kong og meddelte mig, at vi under hele opholdet dér - 10 dage - kunne drikke alt det Tuborg-øl, vi havde lyst til, vel at mærke gratis. Det var jo et formidabelt tilbud hvis rækkevidde man dårligt turde forestille sig. Som særlig sagkyndig var jeg naturligvis straks klar over hvilke katastrofale følger et ædelmodigt tilbud ville indebære, hvis det blev almindeligt kendt, hvorfor jeg bad Mr. Wang om for Guds skyld ikke at indvie andre end mig i den hemmelighed, hvorefter jeg nok skulle sørge for en nogenlunde afbalanceret anvendelse af det fine tilbud. Det lovede han.

Jeg troede også, at denne meget vigtige nyhed lå velbevaret hos mig, men tilfældet ville, at "Tiller", som jo også forstår engelsk udmærket, havde siddet bag en skillevæg og hørt det hele. Men det er hér, "Tillers" klogskab og snuhed kom til sin ret. Han holdt oplysningen for sig selv, idet han blot sørgede for at der hver dag kom en kasse Eksportøl op på hans værelse, hvorefter han spillede rollen som den gavmilde vært!

Sådan kunne jeg fortsætte i det uendelige. Men lad mig slutte med at fastslå, at jeg ikke tror, at nogen anden klub i Danmark hverken før eller siden har formået at gennemføre en tur som denne. Den var i første række naturligvis baseret på fodbolden, men klubbens ledelse mente alligevel, at det hele ikke skulle gå op i fodbold, hvorfor turen var tilrettelagt således, at der blev rig lejlighed til at modtage andre indtryk end lige netop dem, man kan få i et omklædningsrum eller på en fodboldbane.

Således var der udover de steder, hvor vi skulle spille, ophold i Rom, Athen, Bagdad, Karachi, Calcutta og Nice. Der var således muligheder for den enkelte alt efter ønske og behov til at se og opleve lidt andet end hvad han til daglig havde lejlighed til.

Jeg kan i hvert fald for mit eget vedkommende sige, at jeg stadig står i dyb taknemmelighedsgæld til Køge Boldklub, fordi den gjorde det muligt for mig at få lov til at opleve noget, som langt overgår de oplevelser, min senere tilværelse har åbnet adgang til.

Køges kampe under turen til Det Fjerne Østen:

17. januar 1954:
Pezoporikos, Cypern-Køge: 0-4
Henning Elting, Børge Bastholm Larsen, Kurt Hansen (B.1903), Povl Sørensen, Poul Andersen (B.93), John Kramer, Erik Nielsen (OB), Poul Erik Petersen, Jens Peter Hansen (Esbjerg), Leif Petersen, Hilmar Staalgaard.

Udskiftninger: Hilmar Staalgaard ud - Knud Jørgensen ind.
Mål: Jens Peter Hansen 2, Knud Jørgensen og Poul Erik Petersen.

23. januar 1954:
Ass. Jeunesse Sportive Saigon-Køge: 3-0
Henning Elting, Børge Bastholm Larsen, Kurt Hansen, Povl Sørensen, Poul Andersen, John Kramer, Erik Nielsen, Poul Erik Petersen, Knud Jørgensen, Leif Petersen, Jens Peter Hansen.

Udskiftninger: Knud Jørgensen, John Kramer og Henning Elting ud. Hilmar Staalgaard, Ove Nielsen og Henning Olsen ind.

24. januar 1954:
Selection Saigon-Køge: 3-4
Henning Olsen, Børge Bastholm Larsen, Erik Hansen, Alf Nielsen, Poul Andersen, John Kramer, Erik Nielsen, Poul Erik Petersen, Gunnar Hansen, Leif Petersen, Jens Peter Hansen.

Udskiftninger: Alf Nielsen, Gunnar Hansen, John Kramer ud. Povl Sørensen, Knud Jørgensen og Kurt Hansen ind. Knud Jørgensen igen udskiftet med Hilmar Staalgaard.
Mål: Poul Erik Petersen 2, Hilmar Staalgaard, Erik Nielsen.

27. januar 1954:
Sydvietnam-Køge: 1-2
Henning Olsen, Børge Bastholm Larsen, Kurt Hansen, Povl Sørensen, Poul Andersen, John Kramer, Erik Nielsen, Ove Nielsen, Poul Erik Petersen, Leif Petersen, Hilmar Staalgaard.

Udskiftninger: Kurt Hansen, Ove Nielsen, Povl Sørensen ud. Erik Hansen, Jens Peter Hansen og Alf Nielsen ind.
Mål: Poul Erik Petersen, Jens Peter Hansen.

30. januar 1954:
Udvalgt fransk hold, Hanoi-Køge: 2-4
Henning Olsen, Boardo Olsen, Erik Hansen, Povl Sørensen, Poul Andersen, John Kramer, Jens Peter Hansen, Leif Petersen, Knud Jørgensen, Poul Erik Petersen, Hilmar Staalgaard.

Udskiftninger: Knud Jørgensen, Boardo Olsen, John Kramer ud. Erik Nielsen, Børge Bastholm Larsen og Ove Nielsen ind.
Mål: Poul Erik Petersen 2, Hilmar Staalgaard og et selvmål.

31. januar 1954:
Nordvietnam-Køge: 1-1
Henning Olsen, Børge Bastholm Larsen, Povl Sørensen, Erik Nielsen, Ove Nielsen, Erik Nielsen, Poul Erik Petersen, Gunnar Hansen, Leif Petersen, Hilmar Staalgaard.

Udskiftninger: Gunnar Hansen ud - Jens Peter Hansen ind.
Mål: Poul Erik Petersen.

3. februar 1954:
Hong Kong-Køge: 1-1
Henning Elting, Børge Bastholm Larsen, Kurt Hansen, Povl Sørensen, Poul Andersen, Ove Nielsen, Erik Nielsen, Knud Jørgensen, Poul Erik Petersen, Leif Petersen, Jens Peter Hansen.

Udskiftninger: Ingen.
Mål: Poul Erik Petersen.

4. februar 1954:
Hong Kong Selections-Køge: 3-0
Henning Olsen, Børge Bastholm Larsen, Erik Hansen, Ove Nielsen, Poul Andersen, Alf Nielsen, Erik Nielsen, Povl Sørensen, Gunnar Hansen, Poul Erik Petersen, Hilmar Staalgaard.

Udskiftninger: Alf Nielsen og Gunnar Hansen ud. Leif Petersen og Knud Jørgensen ind.

7. februar 1954:
Chinese Combines-Køge: 2-0
Henning Elting, Børge Bastholm Larsen, Kurt Hansen, Ove Nielsen, Poul Andersen, John Kramer, Erik Nielsen, Poul Erik Petersen, Knud Jørgensen, Leif Petersen, Jens Peter Hansen.

Udskiftninger: Ingen.

Aage Sund

Deltagerne i Køge Boldklubs rejse til Østen – taget umiddelbart før de begav sig ud på den lange rejse, I første række fra venstre ses Helmuth Jørgensen, Erik Hansen, Alf Nielsen, Aage Sund, Gunnar Hansen, Ejvind Sørensen, Lajos Szendrødi, Henning Olsen og Knud Jørgensen, I midten fra venstre ses Hilmar Staalgaard, Kurt Hansen (delvis skjult), Bernhard Mikkelsen (delvis skjult), Poul Erik Petersen, Børge Bastholm Larsen og Boardo Olsen. Bagerst fra venstre Jens Peter Hansen, Henning Elting (over hvis skulder man skimter John Kramers hårtot), Ove Nielsen, Poul Andersen, Erik Nielsen (bag hvem Holger Dik Jensen og Charles Tommerup stikker hovederne sammen) og formanden Kai Harbard. Leif Petersen og Povl Sørensen, der ikke kom med på billedet, var løbet i forvejen for at sikre sig en god plads i maskinen. (Foto fra Køge Boldklubs Medlemsblad, januar 1954).

Luk