Menu

Love for Køge Boldklub

Navn og hjemsted:

§ 1:

1: Klubbens navn er Køge Boldklub.

2: Klubbens hjemsted er Køge kommune.

Formål:

§ 2:

1: Klubbens formål er:

- at fremme og styrke medlemmernes færdigheder i fodbold og anden sportslig aktivitet

- at samle medlemmerne i et kammeratligt samvær i klubbens regi samt som folkeoplysende forening i Køge Kommune

- at fremme medlemmernes evne og lyst til at engagere sig og tage medansvar i foreningen og det lokale samfund.

- at udvikle gode og sunde vaner, som giver et sundt og aktivt liv.

Organisation:

§ 3:

1: Boldklubben er medlem af DBU Sjælland.

Medlemmer:

§ 4:

1: Som medlemmer af boldklubben optages såvel piger/kvinder som drenge/mænd. Laveste indmeldelses alder fastsættes af bestyrelsen.

2: Udmeldelse skal ske skriftligt til admin@koge-boldklub.dk, og kontingent for you-forbrugt periode tilbagebetales ikke.

3: Bestyrelsen kan udelukke et medlem, som ved sin opførsel skader boldklubbens virksomhed.

Tilsvarende gælder ved kontingentrestancer på et halvt år eller mere. Bliver et medlem udelukket, kan udelukkelsen forlanges forelagt den førstkommende generalforsamling til prøvelse.

Kontingent:

§ 5:

Generalforsamlingen fastsætter kontingent og eventuelle gebyrer.

Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af generalforsamlingen. Pådrager et medlem sig restance ud over en måned, kan vedkommende udelukkes fra deltagelse i klubbens træning, kampe og øvrige arrangementer.

Generalforsamlingen kan tilgodese æresmedlemmer med et særligt lavt, men ikke helt gratis kontingent, eftersom boldklubben i egenskab af folkeoplysende forening består af aktive medlemmer, som betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent.

Ordinær generalforsamling:

§ 6:

1: Generalforsamlingen er boldklubbens højeste myndighed.

2: Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af første kvartal og indkaldes med 14 dages varsel på klubbens hjemmeside og i den lokale presse.

3: Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse.

4: Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal medlemmer.

Generalforsamlingen træffer sine beslutninger – bortset fra afgørelse jf. § 10 og 11 – ved simpelt stemmeflertal.

Stemmeret til generalforsamlingen har fremmødte, aktive medlemmer, som er fyldt 16 år. Medlemmer under 16 år kan repræsenteres med fuld stemmeret af en forælder eller værge. Alle aktive medlemmer, som har betalt kontingent op til dagen og samtidig ikke er i kontingentrestance, SKAL have mulighed for både at deltage (og stemme) ved foreningens generalforsamling.

Skriftlig afstemning finder sted når mindst 10 stemmeberettigede medlemmer forlanger det.

Forslag der ikke opnår flertal eller hvor stemmetallene står lige bortfalder.

5: Til at lede generalforsamlingen vælges en dirigent, der skal kontrollere, at generalforsamlingen er lovlig indvarslet, og at beslutningerne træffes i overensstemmelse med vedtægterne.

Dirigenten skal påse, at der over generalforsamlingen føres en protokol indeholdende debattens hovedemner og beslutninger. Protokollen autoriseres ved dirigenten og formandens underskrift.

6: Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal indeholde mindst følgende punkter:

1: Valg af dirigent, referent og stemmetællere.

2: Bestyrelsens beretning.

3: Bestyrelsen forelægger det foregående års regnskab samt det nye års budget.

4: Fastsættelse af kontingent.

5: Indkomne forslag.

6: Valg af bestyrelse og suppleanter, revisorer og suppleant.

7: Eventuelt.

Alle punkter på dagsordenen forelægges generalforsamlingen til godkendelse – bortset fra pkt. 7, hvorunder der ikke kan træffes beslutninger.

Ekstraordinær generalforsamling:

§ 7:

1: Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 20 stemmeberettigede medlemmer skriftligt fremsætter krav herom til bestyrelsen.

2: Motiveret indvarsling af ekstraordinær generalforsamling sker med mindst 14 dages varsel i den lokale presse samt på Køge Boldklubs hjemmeside.

Bestyrelse:

§ 8:

1: Klubben ledes af en bestyrelse. Bestyrelsen varetager klubbens daglige drift og træffer bestemmelser om alle klubbens anliggender. Bestyrelsen kan ansætte administrationspersonale som varetager klubbens daglige drift. Bestyrelsen udnævner lederne for klubbens sportslige afdelinger og fastlægger deres ansvarsområder. Bestyrelsen kan delegere sine opgaver til klubbens ledere. Bestyrelsen kan dog ikke delegere det økonomiske ansvar for klubbens drift.

Bestyrelsen består af syv medlemmer. Generalforsamlingen vælger på den ordinære generalforsamling i lige år formanden og tre medlemmer og i ulige år tre medlemmer alle for to år ad gangen. Valgberettiget til bestyrelsen er medlemmer over 18 år.

Bestyrelsen konstituerer sig på sit første møde efter den ordinære generalforsamling med en næstformand, kasserer og, i tilfælde af ansat administrationspersonale, en administrationsansvarlig.

Bestyrelsen holder møder så ofte formanden eller to af dens medlemmer finder det ønskeligt. Møderne indkaldes skriftligt. Bestyrelsens forretningsorden kan dog bestemme at møderne indkaldes på anden måde.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst fire af dens medlemmer er til stede. Alle afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed, således at formanden og i dennes forfald næstformandens stemme i tilfælde af stemmelighed er afgørende.

Revisor:

§ 8,1

Til at varetage regnskaberne fremsætter bestyrelsen forslag om 1 revisionsfirma som generalforsamlingen vælger for 1 år, således at revisionsfirmaet er på valg hvert år.

2: Til at tegne Køge Boldklub kræves – bortset fra § 9 stk. 3 – underskrift af formanden eller kassereren i forening med 1 (ét) bestyrelsesmedlem.

Økonomi og regnskab:

§ 9:

1: Regnskabet er kalenderåret.

2. Foreningens regnskab skal revideres af en godkendt revisor.

3: Bestyrelsen stiller forslag om anvendelse af foreningens midler og forelægger dem med henblik på godkendelse for generalforsamlingen

4: Til køb, salg eller pantsætning af fast ejendom kræves generalforsamlingens godkendelse samt underskrift af samtlige bestyrelsesmedlemmer.

Vedtægtsændringer:

§ 10:

1: Til ændring af boldklubbens love – bortset fra de i § 11 omhandlede forhold – kræves, at mindst 3/4 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for.

I modsat fald er forslaget bortfaldet.

Forud for den ordinære generalforsamling den 28. januar 2021 har bestyrelsen efter råd og vejledning fra Kultur- og Idrætsforvaltningen i Køge Kommune foretaget en gennemgribende revision af klubbens vedtægter og stillet forslag om, at generalforsamlingens godkender disse. 

Alle vedtægtsændringer skal fremadrettet (hvilket desværre ikke er sket systematisk siden den stiftende generalforsamling 1. oktober 1927) dateres med angivelse af den pågældende ordinære eller ekstra ordinære generalforsamling samt underskrives af både dirigent, referent og bestyrelse.

Opløsning m.v.:

§ 11:

1: Til vedtagelse af forslag om boldklubbens opløsning, forslag om ændringer af boldklubbens formålsparagraf jf. § 2 og/eller forslag om udmeldelse af DBU Sjælland jf. § 3, kræves, at mindst ¾ af samtlige stemmeberettigede medlemmer stemmer herfor.

2: Er generalforsamlingen efter bestemmelserne i stk. 1 ikke beslutningsdygtig, indbringes forslaget – hvis de på generalforsamlingen stemmeberettigede medlemmer med mindst 3/4 flertal er gået ind for det stillede forslag – for en ekstraordinær generalforsamling, der på dirigentens foranledning indkaldes i henhold til reglerne i § 7 stk. 2, idet dog indkaldelsen skal indeholde den fulde ordlyd af de pågældende forslag.

Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest 14 (fjorten) dage efter den generalforsamling, det være sig ordinær eller ekstraordinær – på hvilket det pågældende forslag er fremlagt.

På denne ekstraordinære generalforsamling kan ét af de i stk. 1 omhandlende forslag vedtages, når mindst 3/4 af de stemmeberettigede fremmødte medlemmer stemmer herfor.

3: Ved beslutning om boldklubbens opløsning tager generalforsamlingen stilling til formuens anvendelse, idet den dog ikke kan uddeles til de enkelte medlemmer, men skal gå til almennyttigt formål i Køge Kommune.

Ændret på den ordinære generalforsamling den 27. januar 2022.

Luk