Menu

Tilbageblik: Da miraklet indfandt sig i absolut sidste sekund

image Køges førsteholdstrup sæsonen 1964. Bagerste række fra venstre leder John Ekbom, Ove Andersen, Günther Hoeck, Keld Pedersen, Ove Nielsen, Finn Petersen, Jørgen Sparre, Knud Pedersen, Kurt Nielsen og cheftræner Mario Astorri. Forrest fra venstre: Ole Jørgensen, Egon Rasmussen, Bent Rasmussen, Poul Nielsen, Mogens Johansen, Tage Jessen, John Nielsen, Hans Andersen. Arkivfoto.
Per Møller
15. november 2020 kl. 07:06

I sæsonen 1964 hang Køge Boldklubs liv i 2. Division i en meget tynd tråd – klubbens skæbne blev først afgjort på 22. og sidste spilledag hvor Køge søndag den 15. november - i dag for 56 år siden - fik besøg af Ikast fS på Køge Stadion.

Det blev et sandt drama, som holdets målmand Mogens Johansen beskrev i klubbens Medlemsblad i marts 1980:

”Som gammel 1. holdsmålmand for Køge Boldklub har jeg selvfølgelig været med i mange gode og spændende kampe. Som målmand sker der gennem hver kamp en masse ting af både godt og ondt – den ene gang spiller man en brandkamp og næste gang er man delvis skyld i, at man sætter point (s) til.

Men en af de fodboldkampe, som jeg husker bedst og som nok har betydet mest for Køge var vel nok den sidste kamp i sæsonen 1964 på hjemmebane mod Ikast.

På dette tidspunkt havde vi Mario Astorri (som i august måned ville have været fyldt 100 år, født den 7. august 1920 i Piacenza i Italien) som cheftræner. Hans første sæson hos Køge. Vi spillere kunne vældig godt med Mario, men resultaterne udeblev desværre. Vi dumpede længere og længere ned af tabellen og kampen mod Ikast var altafgørende for, om Køge skulle forblive i 2. Division eller for første gang i klubbens historie gå den tunge gang ned i 3. Division. Nedrykningen skulle afgøres mellem tre hold, hvoraf to blev sorteper: Vanløse IF, Køge og Viborg FF.

Situationen før kampen var den, at Køge skulle vinde for at blive i 2. Division. Uafgjort var lig med nedrykning.

Vi kom bagud 0-1, et mål som jeg havde en lille andel i, men Keld Pedersen fik hurtigt udlignet til 1-1, som var stillingen ved pausen.

I 2. halvleg havde vi så godt som alt spillet, men uden at score. Vi kendte ikke resultatet fra kampen mellem Randers Freja-Vanløse IF, men der var nogle tilskuere, som havde medbragt transistorradio, så da der manglede to minutter af vor kamp, hørte jeg, at Vanløse havde besejret Randers Freja med 3-2. Vi var i 3. Division. Jeg var grædefærdig, men som man altid har sagt og som stadig er et godt valgsprog, kæmp til det sidste. Det gjorde vi, og – heldigvis – gav det bonus.

Et sekund før tid!

Keld Pedersen opfangede et sidste desperat udspark fra mig, og sendte bolden i nettet fra en næsten håbløs vinkel, omtrent fra selve baglinjen. Vi havde vundet 2-1, og sikret vores videre eksistens i dansk topfodbold.

Behøver jeg at fortælle, at Keld blev ”begravet” i lykkelige medspillere!

Året efter – stadig med Mario Astorri som træner – rykkede vi op i 1. Division.

Sådan er fodbold, heldigvis!”

Resultatet på Køge Stadion betød, at Vanløse IF og Randers Freja rykkede ned i 3. Division. Køge sluttede sæsonen på 9. pladsen med samme points – 17 – som Horsens fS.

Køge-holdet der besejrede Ikast fS med 2-1 og sikrede Køges eksistens i 2. Division bestod af følgende spillere:

Mogens Johansen, Günther Hoeck, John Nielsen, Bent Rasmussen, Karl Hansen, Knud Pedersen, Tage Jessen, Ove Nielsen, Keld Pedersen, Hans Andersen, Ove Andersen.

Læs i øvrigt mange flere historier fra "de go'e gamle dage" under rubrikken "Historier fra gamle dage".

Målmand Mogens Johansen. Arkivfoto.

Keld Pedersen. Arkivfoto.

Historier fra gamle dage

  • Mindeord
    Jørgen "Krudt" Larsen er død
  • Historier fra gamle dage
    70 år siden Køge vandt sit første danske mesterskab
  • Historier fra gamle dage
    23. maj: 60 år siden Køges første DBU-pokalfinale
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: 50 år siden planerne for nyt klubhus tog fart
  • Historier fra gamle dage
    Julehilsen 2: Triumf for 4. Juniorerne
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Det vanvittige pokaldrama mod Holbæk B&I
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: 45 år siden anden DM-titel
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Da miraklet indfandt sig i absolut sidste sekund
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: En dag med både målrekord og bøjede hoveder
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Oprykningsdramaet i Ikast i 1970
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Debut til Køge og SBUs første landsholdsspiller
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Sagen om Tribunen paa Stadion ligger ret haabløstl
  • Historier fra gamle dage
    Dagen i dag: Stolte sejre og store øretæver
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Det stod at læse i Medlemsbladet for 70 år siden
  • Historier fra gamle dage
    For 40 år siden: Førsteholdet på træningsophold i Canada
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Det skrev Medlemsbladet i september 1946
Luk