Menu

23. maj: 60 år siden Køges første DBU-pokalfinale

image Fire af de fem tilbageværende spillere fra finaleholdet i 1963. Fra venstre ses Knud Pedersen, Ole Jørgensen, Børge Andersen og Karl Hansen (Lehmann).
Per Møller
22. maj 2023 kl. 16:57

Den 23. maj var det 60 år siden, at Køge Boldklub spillede sin første af to finaler i DBU’s Landspokalturnering.

I finalen, der blev spillet Kr. Himmelfartsdag i 1963, mødte Køge 1. Divisionskollegaen fra B.1913 i Københavns Idrætspark, hvor 10.900 tilskuere overværede kampen. Det var også første gang, at ”De Blå” fra Odense var nået så langt i pokalturneringen. Og også sidste gang. Dagen i dag er den største triumf i B.1913's nu 110 års historie.

Inden Køge kunne tjekke ind til pokalfinalen, havde holdet, der kom ind i 3. runde, på hjemmebane besejret serieklubben BK Stefan med 4-1 og i 4. runde på udebane Vejle Boldklub med 3-2.

I kvartfinalen havde Køge på hjemmebane besejret B.1909 med sikre 3-0. Den sejr banede vejen til semifinalen der blev spillet den 20. april. Her besejrede Køge i overværelse af 3.000 tilskuere med møje og besvær Rødovre Boldklub fra 3. Division med 2-1 på Køge Stadion. Og havde det ikke været for målmand Mogens Johansens redning af et straffespark i kampens sidste minutter, kunne Køges skæbne i turneringen været beseglet. Men Mogens Johansen snuppede straffesparket – hvilket i øvrigt var hans 10. straffesparks redning i træk. B.1913 måtte gennem to semifinalekampe mod BK Frem før finalepladsen var sikret. Den første semifinale hos Frem sluttede 2-2 inden B.1913 hjemme i Odense vandt med 2-0.

Hans Andersen og Ove Nielsen scorede Køges to mål i semifinalen mod Rødovre BK.

Minder fra pokalfinalen

Fra Køges finalehold er fortsat fem spillere iblandt os, nemlig Karl Hansen (i dag Lehmann), Knud Pedersen, Ole Jørgensen, Børge Andersen og Peer Haargaard.

Vi har haft samlet fire af de fem spillere der var med i finalen. Kun Peer Haargaard kunne på grund af sygdom ikke stille op til et foto og en snak om den store kamp for seks årtier siden.

Med til et fælles foto på Capelli Sport Stadion og en snak om minderne fra pokalfinalen - og andre sjove anekdoter fra en svunden tid - var den nu 86-årige Børge Andersen, 81-årige Knud Pedersen, 83-årige Ole Jørgensen og 80-årige Karl Lehmann, og de husker alle tydeligt hvor stort det var for Køge Boldklub at kvalificere sig til slutkampen i Københavns Idrætspark.

De sidste dage op til finalen blev der rigtigt ”kogt op” til den store kamp, både lokalt som i landsdækkende medier. Blandt andet havde Dagbladet dagen inden finalen en hel side hvor man præsenterede de to klubbers spillere.

”Også fra klubbens side blev der gjort meget for at give os spillere de absolut bedste betingelser for at præstere noget stort. Blandt andet blev vi dagen før finalen indlogeret på godset Edelgave ved Smørum hvor vi overnattede og på finaledagen i bus blev kørt derfra og ind til Københavns Idrætspark”, husker Børge Andersen, der er noteret for 174 førsteholdskampe for Køge Boldklub samt 1 B-landskamp og 2 kampe på U23 landsholdet.

En anden af spillerne på Køges finalehold er forsvarsspilleren Karl Lehmann der også husker tilbage på finalekampen og optakten til den.

”Det var en fantastisk optakt til finalen, at truppen blev indlogeret på Edelgave. Et fantastisk smukt slot med en super flot park. Vi blev behandlet som konger og vi havde alle fået nogle flotte habitter. Vi blev kørt i bus fra Køge Stadion til Edelgave hvor indlogering og aftensmaden ventede. Det var en oplevelse – det var jo ren luksus”, husker Karl Lehmann, der på finaledagen var blot 20 år gammel og året inden var kommet til klubben fra barndomsklubben TIK Tåstrup via et kort smut forbi BK Frem. Karl Lehmann spillede 243 kampe for Køge samt 11 A-landskampe. Dertil 3 B- og 2 U23 landskampe.

Knud Pedersen med 151 førsteholdskampe for Køge Boldklub og 1 U19 landskamp, husker ligesom sine holdkammerater hvor spændende det var pludselig at være centrum for fodbolden i Danmark.

”Vi var optimister selv om vi skulle op mod et på det tidspunkt meget stærkt hold fra B.1913. Det var en kamp ud over det vi var vant til. Sæsonens største enkeltstående kamp og en sjælden mulighed for at vinde sølvtøj hjem til klubben. Vi gjorde hvad vi kunne”, siger Knud Pedersen.

Ole Jørgensen, der spillede 183 førsteholdskampe samt 1 B- og 2 U/23 landskampe, var dog ikke med til at overnatte på Edelgave.

”Tove og jeg var netop blevet forældre til vores søn Peer og det betød at jeg måtte tage en tørn derhjemme, og jeg sluttede mig derfor først til holdet på selve kampdagen”, erindrer Ole Jørgensen.

Men selv om Køge-spillerne havde haft de optimale forberedelser til kampen, så lykkedes det ikke at vinde finalen og dermed kvalificere sig til europæisk fodbold i Europa Cup for Pokalvindere.

Slottet Edelgave i Smørum, som Køge-truppen overnattede på, blev opført i 1782-91 og var i årene fra 1958-1988 ejet af en af Køge Boldklubs i 1963 daværende ledere, Gudmund Jørgensen, senere kendt som ”Saftkongen” og indehaver af virksomheden K.V. Saft i Vedskølle.

Livlig start på pokalfinalen

De 10.900 tilskuere i Københavns Idrætspark fik en livlig start på pokalfinalen. Blot fem minutter efter at dommer Einar Poulsen havde fløjtet kampen i gang bragte Kjeld Petersen B.1913 foran 1-0. Ti minutter senere udlignede Peer Haargaard for Køge efter Hans Andersens fornemme forarbejde. Der skulle dog kun gå yderligere fire minutter før Ole Steffensen bragte B.1913 foran på ny – og så skete der scoringsmæssigt ikke mere. 2-1 til B.1913 blev finalens resultat.

Køge lagde i anden halvleg et stort pres på det fynske mål – men selvom Hans Andersen var en trussel over alt og hans holdkammerater sloges som besatte, var alt arbejde forgæves.

Efter kampen fik Køges Hans Andersen overrakt pokalen som finalens bedste fighter.

”Selv om vi tabte finalen, var det en kæmpe oplevelse. Ingen tvivl om det”, siger Børge Andersen, Børge Andersen havde, ligesom Knud Pedersen og Ole Jørgensen, altid spillet i Køge Boldklub fra drengeårene.

”Det er jo mange år siden, men jeg husker selvfølgelig nogle ganske få situationer fra kampen, selvom jeg ikke mindes kampen som den mest sindsoprivende jeg har været med i. Men det var en oplevelse, ingen tvivl om det”, husker Karl Lehmann.

De to finalehold

Køges finalehold så således ud: Mogens Johansen, Karl Hansen, Bent Rasmussen, Knud Pedersen, Børge Andersen, Günther Hoeck, Peer Haargaard, Ove Nielsen, Hans Andersen, Ole Jørgensen og Egon Rasmussen. Holdets træner var Edvin Hansen.

B.1913’s hold bestod af følgende spillere: Erik Lykke Sørensen, Ib Mortensen, Erik Nielsen, Kurt Grønning, Kaj Andersen, John Ejlertsen, Eigil Misser, Jørgen Rasmussen, Kjeld Petersen, Erik Dyrholm og Ole Steffensen. Holdets træner var Jack Johnson.

En kamp i fin sportsånd

Den navnkundige sportsjournalist Julius Larsen - ”Julle” - fra Ekstra Bladet skrev bl.a. således i sit referat efter kampen:

”Som helhed en kamp i fin sportsånd, en kamp, hvori der blev gået til biddet, men uden at ”fæle ting” indtraf. B.1913’s Erik Nielsen fik et slemt skrub i 1. halvlegs slutning, da Egon Rasmussen kom til at sparke ham over benene. Men så afgjort ”kom til”, og aldeles ingen forsætlig handling. De to klubbers formænd kvitterede for kampen ved den reception, der arrangeres efter en pokalfinale. B.1913’s Holger Nielsen komplimenterede Køge for holdets indsats, og Poul Erik Petersen fra Køge ønskede B.1913 held og lykke i den Europa-turnering klubben nu havde kvalificeret sig til og udtrykte også et lille håb om at B.1913 ville kunne tage forårets førsteplads fra Esbjerg, sådan at B.1913 derved ville komme til at spille i Europa-turneringen for mesterhold, og at Køge så kunne træde ind i Europa-turneringen for pokalvindere".

Men det skete som bekendt ikke – og med finalesejren kvalificerede B.1913 sig til Europa Cup for Pokalvindere – hvor holdet trak den franske storklub Olympique Lyon og tabte begge kampe med 3-1.

Fire semifinaler og to finaler

Alt i alt har Køge Boldklub spillet sig frem til to finaler – udover 1963-finalen også i 1979 mod B.1903 – samt til fire semifinaler.

Udover 1963-semifinalen nåede Køge også frem blandt de fire sidste klubber i 1970/71 turneringen (0-3 mod BK Frem), 1972/73 turneringen (1-1 og 1-3 mod Randers Freja) samt 1978/79 turneringen, hvor holdet med en udebanesejr på 3-0 mod B.1901 sikrede sig adgang til slutkampen mod B.1903.

Første pokalkamp mod AGF

DBU’s Landspokalturnering blev startet i efteråret 1954 med den engelske FA Cup som forbillede. Køge Boldklubs allerførste kamp i turneringen blev en hjemmekamp mod AGF. De forsvarende danske mestre kom ind i turneringens 4. runde – men i første sæson blev det kun til en enkelt kamp da AGF rejste fra Køge med en sejr på 1-0 over et Køge-hold i følgende opstilling til klubbens første DBU-pokalkamp nogensinde:

Henning Elting, Børge Bastholm Larsen, Erik Hansen, Povl Sørensen, Kurt Nielsen, John Kramer, Leif Petersen, Knud Jørgensen, Torben Belt, Kurt G. Nielsen, Helge Davidsen.

Det blev gennem tiderne til 125 kampe i DBU’s Landspokalturnering med 69 sejre, 55 nederlag og én enkelt uafgjort kamp – ovennævnte semifinale mod Randers Freja i 1973, hvor første opgør i Køge sluttede uden vinder hvorefter man måtte ty til ny kamp på Randers Stadion for at finde finale-modstanderen til B.1901.

Køge Boldklubs sidste kamp i DBU’s Landspokalturnering blev spillet den 13. august 2008 på udebane mod AB og blev tabt 5-1 med Arman Mehakovic som klubbens sidste målscorer i den traditionsrige turnering.

Køges hold til klubbens sidste kamp i turneringen, inden klubben få måneder efter indgik i fusion til HB Køge, så således ud:

Jakub Droppa, Aleksandrs Roslovs (debutant), Martin Søndergaard, Phillip Christensen, Stefan Poulsen, Ibrahim El-Khatib, Ojiego Chimezie, Ismail Nielsen, Aske Krohn, Arman Mehakovic, Anders Jørgensen. Udskiftning: Martin Stausholm, Mark Jørming, Martin Jensen.

Keld Pedersen bedste pokal-skytte

Køge Boldklub har i sine 125 pokalkampe scoret 355 mål mod 286. Topscorer i disse pokalkampe er Keld Pedersen med 26 mål – syv mål bedre end nummer to på listen, Erik Rasmussen.

Køges første målscorer i turneringen blev John Kramer, der i den første pokalkamp i sæsonen 1955/56 scorede begge Køges mål i 2-1 sejren på udebane mod Skovshoved IF.

Se hele statistikken over Køge Boldklubs kampe, målscorere m.m. i DBU’s Landspokalturnering gennem tiderne fra og med 1954/55 til og med 2008/09 sæsonerne her.

Her kan du også se listen over Køge Boldklubs kampe i den hedengangne SBU's Pokalturnering fra 1949-1953.

Tilbage til nationalarenaen få dage efter

Køge-spillerne havde kun få dage til at fordøje finale-nederlaget – så var holdet tilbage i nationalarenaen i København søndag den 26. maj, hvor det gjaldt 1. Divisionsopgøret mod B.1903, der efter en underholdende kamp i stegende hede vandt med 4-2 over et Køge-hold der havde Egon Rasmussen og Ole Jørgensen som målscorere foran 5.600 tilskuere.

Køge-træner Edvin Hansen havde foretaget en enkelt ændring på holdet i forhold til pokalfinalen tre dage forinden. Tage Jessen havde erstattet Peer Haargaard i angrebet.

Det officielle kampprogram til pokalfinalen i 1963.

Helsiden i Dagbladet dagen før finalen med præsentation af spillerne på de to finalehold samt en stor omtale af kampen.

Hans Andersen fra Køge kæmpede så meget gennem alle 90 minutter for at få pokalen hjem til Køge, at han til sidst måtte gennemføre kampen i en iturevet spilletrøje. Hans Andersen blev efter kampen belønnet for sin indsats ved at blive kåret til finalens bedste spiller. Med nr. 4 ses B.1913's Kurt Grønning.).(Foto: Køge Byarkiv).

Historier fra gamle dage

  • Mindeord
    Jørgen "Krudt" Larsen er død
  • Historier fra gamle dage
    70 år siden Køge vandt sit første danske mesterskab
  • Historier fra gamle dage
    23. maj: 60 år siden Køges første DBU-pokalfinale
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: 50 år siden planerne for nyt klubhus tog fart
  • Historier fra gamle dage
    Julehilsen 2: Triumf for 4. Juniorerne
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Det vanvittige pokaldrama mod Holbæk B&I
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: 45 år siden anden DM-titel
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Da miraklet indfandt sig i absolut sidste sekund
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: En dag med både målrekord og bøjede hoveder
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Oprykningsdramaet i Ikast i 1970
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Debut til Køge og SBUs første landsholdsspiller
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Sagen om Tribunen paa Stadion ligger ret haabløstl
  • Historier fra gamle dage
    Dagen i dag: Stolte sejre og store øretæver
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Det stod at læse i Medlemsbladet for 70 år siden
  • Historier fra gamle dage
    For 40 år siden: Førsteholdet på træningsophold i Canada
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Det skrev Medlemsbladet i september 1946
Luk