Menu

Århundredets hold og spillere

Per Møller
12. juni 2020 kl. 09:57

Århundredets hold og spillere i Køge Boldklub

Århundredets spillere er fundet gennem en afstemning blandt Køge Boldklubs læsere/brugere af klubbens hjemmeside.

Afstemningen blev foretaget i efteråret 1999 og offentliggjort på klubbens ordinære generalforsamling den sidste torsdag i januar måned 2000:

Århundredets bedste målmand:
JAN OLESEN
Født: 24. september 1957.
Erhverv: Pedel.
Officielle førsteholdskampe for Køge: 293.
Scorede mål: 3 – alle på straffespark.
Debut: 12. juni 1977 mod AaB (1-1) på Køge Stadion.

Vundne titler: Danmarksmester i indefodbold i 1982 og 1984. I 1982 scorede han Køges sejrsmål til 2-1 i DM-finalen mod OB. I 1979 var han med på Køges hold i Landspokalfinalen mod B.1903. I sæsonen 1979 valgt til Årets Spiller i Køge Boldklub. Modtog i maj 1982 “Den Gyldne Bold” fra B.T. for sin pragtkamp mod Hvidovre på Hvidovre Stadion – en kamp Køge vandt 1-0.

Jan Olesen kom i foråret 1977 til Køge fra Boldklubben Frem, som han havde repræsenteret internationalt i 1 Ynglingelandskamp. Jan Olesen fik samme forårssæson sin førsteholdsdebut, og var frem til midt på efterårssæsonen 1985 fast førstevalg til posten i Køge-målet.

At han stoppede midt i efterårssæsonen 1985 skyldtes, at han havde skrevet professionel kontrakt med klubben Wichita Wings i den nordamerikanske indefodboldliga MISL.

Jan Olesen vendte hjem fra USA-eventyret i foråret 1986 og blev straks førstevalg i Køge, inden han i 1987 søgte nye udfordringer i B.1903. Senere blev han bl.a. spillende træner i Danmarksserieklubben ØB.

I sæsonen 1994 havde Jan Olesen, i en alder af 36 år, fået lysten til divisionsfodbold tilbage og han vendte tilbage til Køge, hvor han med sin efterhånden store rutine var en væsentlig årsag til at Køge formåede at spille sig op i 1. Division i dén sæson.

Udover den ene Ynglingelandskamp for BK Frem repræsenterede Jan Olesen Køge i to kampe på Ungdomslandsholdet med debut den 4. juni 1980 mod Norge i Porsgrunn.

Jan Olesen er med sine 293 førsteholdskampe den mest benyttede målmand i klubben gennem tiderne.

Ind på en samlet andenplads i afstemningen kom de to Danmarksmestre i h.h.v. 1954 og 1975, Henning Elting og Henning Larsen.

Århundredets bedste forsvarsspiller:
ARNE RASTAD
Født: 2. august 1952.
Erhverv: Bankfuldmægtig.
Officielle førsteholdskampe for Køge: 475.
Scorede mål: 7.
Debut: 9. august 1970 mod Fuglebakken (4-0) på Køge Stadion.

Vundne titler: Danmarksmester i 1975. I 1979 var han med på Køges hold i Landspokalfinalen mod B.1903. I sæsonerne 1973 og 1977 valgt til Årets Spiller i Køge Boldklub.

Arne Rastad har altid spillet fodbold i Køge, hvor han er en suveræn indehaver af klubrekorden med hensyn til antal spillede førsteholdskampe.

Arne Rastad nåede også adskillige kampe i DBU’s rød-hvide landsholdsdragt. Det blev således til 11 Ynglingelandskampe med debut 24. juni 1969 mod Sverige i Helsingør. 13 kampe på Ungdomslandsholdet med debut den 9. august 1971 mod Finland i Tammerfors, og så blev det til 2 kampe på A-landsholdet. Debut den 2. maj 1973 mod Tjekkoslovakiet i Idrætsparken.

Derudover er det blevet til 2 kampe på Pressens hold mod DBU.

I 1973 kaldte udlandet efter den høje, lyse og bundsolide forsvarsspiller fra Køge. Det blev Bundesligaklubben FC 1860 München der fik Arne Rastads underskrift – men opholdet under den strenge tyske disciplin blev kun af et lille halvandet års varighed. I foråret 1975 var Arne Rastad vendt hjem til de trygge omgivelser i Køge og tilbage på førsteholdet der samme sæson sikrede sig Danmarksmesterskabet. I sæsonerne 1970 og 1979 var han med til at spille Køge tilbage fra 2. til 1. division.

Efter at støvlerne var lagt på hylden gav Arne Rastad et nap med i ungdomsarbejdet i klubben, hvor han i flere sæsoner var træner i drenge- og juniorafdelingen.

Ind på andenpladsen i afstemningen kom EM-helten fra 1992, Lars Olsen der i 1985 skiftede til Brøndby IF.

Århundredets bedste midtbanespiller:
ERIK RASMUSSEN
Født: 24.december 1960.
Officielle førsteholdskampe for Køge: 331.
Scorede mål: 118.
Debut: 11. maj 1978 mod Næstved (0-1) på Køge Stadion.

Vundne titler: Danmarksmester i indefodbold i 1982. Fik i juni 1983 tildelt “Den Gyldne Bold” fra B.T. efter sin forrygende indsats i 3-2 sejren i topopgøret mod Lyngby.

Erik Rasmussen – også kendt som “TrylErik” behøver vel egentligt ingen præsentation. Hans indsats på fodboldbanerne gennem årene taler næsten for sig selv.

Erik Rasmussen startede som helt lille sin karriere i Brøndby, men som lilleput flyttede familien til Køge hvorefter Erik meldte sig ind i Køge Boldklub, hvor han fik sin førsteholdsdebut allerede som andetårs ynglingespiller.

Som ungdomsspiller trak Erik Rasmussen adskillige gange i den danske landsholddragt. Det blev til 3 Juniorlandskampe med debut den 18. juli 1977 mod Finland. Derudover 12 Ynglingelandskampe med debut den 2. maj 1978 mod Portugal. Det blev også til 2 A-landskampe for Danmark – som Brøndby-spiller.

I 1984, hvor han sluttede sæsonen som topscorer for Køge, skiftede Erik Rasmussen de udendørs baner ud med de indendørs gulve hos Wichita Wings i den nordamerikanske indefodboldliga MISL, hvor det blev til adskillige sæsoner. I 1987 benyttede han pausen fra indefodboldsæsonen i Wichita Wings til at give et nap med i Køge, men til trods for at han sluttede sæsonen som topscorer, kunne han ikke forhindre nedrykningen til 3. Division. Udover Køge og Brøndby har Erik Rasmussen også spillet i Herfølge, Frem og Helsingør, og er i disse måneder tilbage i den nordamerikanske indefodboldliga – hvor han tryller for Baltimore.

I sommerpausen 1992 tiltrådte Erik Rasmussen som spillende træner for Køge, som på det tidspunkt var rykket ned i Danmarksserien. Han formåede på fem sæsoner at spille Køge tilbage til 1. Division. I den periode sluttede han som holdets topscorer i 1992, 1993 og 1995.

Ind på andenpladsen i afstemningen kom Peter Poulsen.

Århundredets bedste angriber:
JON DAHL TOMASSON
Født: 29. august 1976.
Officielle førsteholdskampe for Køge: 55.
Scorede mål: 37.
Debut: 7. november 1992 mod Dragør (2-4) på Dragør Stadion.
Vundne titler:Kåret til Årets Fund i 2. Division i sæsonen 1994.

Til trods for sine kun 23 år, vandt Jon Dahl Tomasson rimeligt sikkert kampen om at bære titlen “Århunderets angriber” i barndomsklubben Køge.

Allerede som lilleput, hvor Jon Dahl skiftede til Køge fra Solrød, afslørede han, at hér var der virkeligt tale om et talent ud over det sædvanlige.

Det så den i 1992 spillende træner Erik Rasmussen også – og allerede som 16 årig – eller andetårs juniorspiller – fik Jon Dahl Tomasson sin debut på Køges førstehold.

Hér blev han straks fast inventar og han takke for tilliden ved i 1993 at være med til at spille Køge op fra Danmarksserien til 2. Division – og i 1994 – som andetårs ynglingespiller – at hjælpe Køge til oprykning til 1. Division. Og ikke nok med det. Den 17-årige knægt fra Køge blandede sig også i topscorerstriden i divisionen. Hele 27 gange nettede Jon Dahl Tomasson i sæsonens 33 kampe. Fremragende præstation af en spiller der stadig havde status som ungdomsspiller.

Den præstation valgte DBU’s sponsor Mejerierne også at belønne. Jon Dahl Tomasson blev efter 1994-sæsonen kåret til “Årets Fund” i 2. Division.

Blot et par måneder senere var han tabt for Køge. Den hollandske klub SC Heerenveen sikrede sig underskriften på den spirende storspiller, der straks satte sit præg på Heerenveens hold i den bedste hollandske liga.

I 1997 blev han solgt til mægtige Newcastle United FC i England, men året efter vendte han tilbage til hollandsk fodbold – til SC Feyenoord med hvem han vandt det hollandske mesterskab i 1999.

Jon Dahl Tomasson fik sin debut på Danmarks A-landshold i marts 1997 – kun 20 år gammel – mod Kroatien i Split.

Ind på andenpladsen i afstemningen kom Keld Pedersen.

“Århundredets bedste Køge-hold”

Århundredets bedste Køge-hold – i 4-3-3 formation – ser således ud:

Jan Olesen
Børge Bastholm Larsen
Morten Eskesen
Lars Olsen
Arne Rastad
Hans Andersen
Peter Poulsen
Erik Rasmussen
Hilmar Staalgaard
Keld Pedersen
Jon Dahl Tomasson

Udskiftningsspillere:
Henning Larsen
Lars Frisch
Edvin Hansen
Jørgen Kristensen

Træner:
Edvin Hansen

Historier fra gamle dage

  • Mindeord
    Jørgen "Krudt" Larsen er død
  • Historier fra gamle dage
    70 år siden Køge vandt sit første danske mesterskab
  • Historier fra gamle dage
    23. maj: 60 år siden Køges første DBU-pokalfinale
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: 50 år siden planerne for nyt klubhus tog fart
  • Historier fra gamle dage
    Julehilsen 2: Triumf for 4. Juniorerne
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Det vanvittige pokaldrama mod Holbæk B&I
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: 45 år siden anden DM-titel
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Da miraklet indfandt sig i absolut sidste sekund
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: En dag med både målrekord og bøjede hoveder
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Oprykningsdramaet i Ikast i 1970
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Debut til Køge og SBUs første landsholdsspiller
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Sagen om Tribunen paa Stadion ligger ret haabløstl
  • Historier fra gamle dage
    Dagen i dag: Stolte sejre og store øretæver
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Det stod at læse i Medlemsbladet for 70 år siden
  • Historier fra gamle dage
    For 40 år siden: Førsteholdet på træningsophold i Canada
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Det skrev Medlemsbladet i september 1946
Luk