Jørgen "Krudt" Larsen er død
Mandag morgen den 8. februar sov Jørgen ”Krudt” Larsen stille ind efter længere tids sygdom.
Jørgen Larsen, der blev 66 år, var om nogen Køge Boldklub-mand. Klubben – og Køge Stadion - var gennem hele livet hans andet hjem.
Hans kærlighed til klubben går helt tilbage til de tidlige barndomsår, og så snart det aldersmæssigt lod sig gøre trak han i den sort-hvide trøje og udviklede sig til en målfarlig forward på alle klubbens hold op gennem rækkerne. Han og hans holdkammerater spillede adskillige mesterskaber hjem til klubben – og mål- og mesterskabshøsten fortsatte i såvel seniorårene som på Old Boys holdet.
Kronen på Jørgen Larsens karriere var i foråret 1978, hvor han fik debut på klubbens 1. Divisionshold. Det blev i alt til 4 kampe på klubbens flagskib.
Jørgens store interesse for sport og Køge Boldklub smittede af på hans to børn, Vicky og Søren, der har levet en meget stor del af deres ungdomsår på Køge Stadion. Vicky spillede udover fodbold også håndbold i Køge HK, mens Søren holdt sig til fodbolden. Og for dem begge gjaldt det, at opbakningen til deres sport var rigtig stor hjemmefra. Og glæden og stoltheden hos Jørgen var ikke til at tage fejl af da Søren i juni 1998 fulgte i fars fodspor og fik debut for Køge Boldklubs førstehold. Og stoltheden blev endnu større da han præcis syv år senere kunne se sønnike få debut på Danmarks A-landshold i en kamp mod Albanien i Parken i København.
Jørgen Larsens kærlighed til Køge Boldklub gjaldt ikke kun fodbold – men også i meget høj grad samværet med de mange mennesker som han dagligt mødte i og omkring klubben. De havde alle en meget stor plads i hans sort/hvide hjerte.
Jørgen Larsen, der i 1980’erne overtog sin far Kurt Larsens transportfirma, Køge Transporten, stillede ikke kun sin arbejdskraft til rådighed for klubben når der skulle hentes points hjem. Også uden for banen gav han en hånd med når der skulle arbejdes med at køres affald væk, hentes bandereklamer og meget andet forefaldende arbejde.
Altid med et smil på læben og en kvik bemærkning til alle. Ingen opgave var for stor for Jørgen, der var vennernes ven. Man gik aldrig forgæves til Jørgen.
Det var ikke kun i Køge og i Køge Boldklub at Jørgen Larsen fandt venner for livet. På en af familiens mange ferieture til Costa Brava, mødte han en hollænder, Gerard fra Werkhofen, og de to kom straks i snak og det udviklede sig til, at Jørgen fik Gerard med på idéen om at de skulle mødes med deres respektive fodboldhold til turneringer i såvel Køge som i Holland, turneringer der også ind imellem involverede et hold fra ferieparadiset i det spanske og fra Toronto i Canada hvor Jørgen Larsen også havde fundet venskaber – bl.a. med Toni og hans familie. Det blev til mange gode venskaber og hyggelige møder på tværs af landegrænserne gennem årene.
Tankerne i denne svære stund går til Vicky og Søren og deres respektive familier. Jørgens død gør ondt på alle – og der er næsten symbolik i, at Køge Boldklubs klubhus, hvor Jørgen har nydt livet gennem mange tusinde timer, rives ned i samme uge, som Jørgen Larsen stedes til hvile.
Jørgen Larsen begraves fra Køge Kirke tirsdag den 16. februar kl. 13.30, hvor alle er velkomne. Der er, disse Corona-tider til trods, plads til 110 personer i Køge Kirke.
Efter den kirkelige handling bliver der kortegekørsel fra Køge Kirke via Torvet og Pedersvej til Køge Idrætspark for at slutte på kirkegården i Nørre Boulevard, hvor Jørgen Larsen stedes til hvile.
Det er familiens store håb og ønske, at så mange som muligt har lyst til at tage del i denne kortegekørsel som et sidste farvel til ”Krudten”.
Æret være Jørgen Larsens minde.
Køge Boldklub
Jørgen Larsen udveksler klubsouvenir med sin hollandske ven, Gerard, under et af den hollandske klub fra Werkhofens mange besøg i Køge. Privatfoto.
Køge Boldklub og Werkhofens hold linet op på Køge Stadion forud for én af de to venskabsklubbers mange drabelige dyster. Et klubvenskab der blev startet af Jørgen Larsen (nr. 3 fra venstre i hvid trøje i nederste række) og Gerard fra Werkhofen der sidder som nr. to fra venstre ved siden af Jørgen Larsen. Privatfoto.
Historier fra gamle dage
-
MindeordJørgen "Krudt" Larsen er død
-
Historier fra gamle dage90 år siden den første internationale kamp på Køge Stadion
-
Historier fra gamle dage70 år siden Køge vandt sit første danske mesterskab
-
Historier fra gamle dage23. maj: 60 år siden Køges første DBU-pokalfinale
-
Historier fra gamle dageTilbageblik: 50 år siden planerne for nyt klubhus tog fart
-
Historier fra gamle dageJulehilsen 2: Triumf for 4. Juniorerne
-
Historier fra gamle dageTilbageblik: Det vanvittige pokaldrama mod Holbæk B&I
-
Historier fra gamle dageTilbageblik: 45 år siden anden DM-titel
-
Historier fra gamle dageTilbageblik: Da miraklet indfandt sig i absolut sidste sekund
-
Historier fra gamle dageTilbageblik: En dag med både målrekord og bøjede hoveder
-
Historier fra gamle dageTilbageblik: Oprykningsdramaet i Ikast i 1970
-
Historier fra gamle dageTilbageblik: Debut til Køge og SBUs første landsholdsspiller
-
Historier fra gamle dageTilbageblik: Sagen om Tribunen paa Stadion ligger ret haabløstl
-
Historier fra gamle dageDagen i dag: Stolte sejre og store øretæver
-
Historier fra gamle dageTilbageblik: Det stod at læse i Medlemsbladet for 70 år siden
-
Historier fra gamle dageFor 40 år siden: Førsteholdet på træningsophold i Canada
-
Historier fra gamle dageTilbageblik: Det skrev Medlemsbladet i september 1946