Menu

U13,1 Drenge sejrede for fjerde gang i træk

image Køge-holdet giver et sidste "kom så gutter" inden kampstart. (Privatfoto).
Per Møller
20. april 2026 kl. 17:18
Hjemme på Capelli Sport Stadion hentede Køge Boldklubs U13,1 drenge søndag den fjerde sejr i stribe og hænger dermed fortsat på helt i toppen af U13 Drenge Liga 3A.
Det endte med en sejr på 3-1 over BK Avarta fra Rødovre, men Køge-drengene måtte arbejde hårdt for at hive sejren hjem. 
- Vi starter egentlig fint på bolden, men pludselig stod det 1-0 til Avarta. Det var tydeligt at det forstyrrede vores mindset og samtidig gav momentum til Avarta. Vi skaber dog chancer og brænder også et straffespark, men det kunne også let have været 2-0 til Avarta inden vi i slutningen af halvlegen scorer to hurtige mål, fortæller cheftræner Allan Bachmann.
I anden halvleg og med en føring i ryggen fik Køge igen bedre styr over kampen, og kunne sikkert køre sejren og de tre point hjem.
BK Avarta scorede til 1-0 efter 7 minutters spil. I 26. minut udlignede Oscar Leinert Frederiksen efter oplæg fra Benjamin Nørmølle Madsen og i det 28. minut var Thomas Skalczuk på pletten og så stod det 2-1. Målet i anden halvleg blev sat ind efter 53 minutter ved Viggo Wendt på straffespark.
Holdet indtager dermed fortsat 2. pladsen i Liga 3A, hvor du kan se den aktuelle stilling her.
Allan Bachmann havde sammen med sin assistenttræner Emil Lund og teamleder Jeppe Rasmussen følgende 14 spillere i aktion mod BK Avarta: Carl Bagger, Lauge Hald, Erdogan Güleryüz, Carl Bjerre, Felix Hansen, Sebastian Redke-Larsen, Villads Lorenz, Oscar  Leinert Frederiksen, Viggo Wendt, Messias Brusch Olsen, Benjamin Nørmølle Madsen, Mohammad Rami Taha, Otto Ree Lunge og Thomas Skalczuk.
Holdets næste opgave er søndag den 26. april kl. 11.00 på udebane mod Greve Fodbold på Greve Idræts Center.
Luk