U12 Drenge Række 4 gik på efterårsferie med nederlag
På billedet ses det ventende Køge hold sammen med dommer Jon Lange. (Privatfoto).(Privatfoto).
Lørdag den 11. oktober tabte U 12/3 Drengeholdet i Række 4 på hjemmebane med 4-2 til Karise IK efter en jævnbyrdig kamp, der ikke fik den bedste start, da både holdets assistenttræner og kampens påsatte dommer måtte melde frafald på grund af sygdom.
- Så er det jo dejligt, at der i forældrekredsen er hjælp at hente med både initiativ til opvarmning, støtte og dommergerning, når der lige pludselig er 1.000 ting - overdrivelse fremmer forståelsen - at forholde sig til, siger træner Preben Pedersen.
Kampen mod Karise IK, som er et godt og stærkt Række 4 hold, viste, at Køge, på trods af 5 kvalificerede afbud, sagtens kan stille to gode og velspillende Række 4 hold, så det lover godt for fremtiden.
- Det var anden kamp vi prøvede det af med to hold til en kamp. Første gang mod Faxe Ladeplads IF fungerede det nogenlunde, men i kampen mod Karise IK gav det for meget uro og det var svært for spillerne at finde rytmen i kampens spil og aftaler, fortæller Preben Pedersen.
Selve kampen var som skrevet ganske jævnbyrdig. Karise IK bragte sig foran 2-0, en stilling som holdt til pausefløjtet af den debuterende og gode dommer, Jon Lange.
Anden halvleg fortsatte på det jævnbyrdige plan, hvor Frederik Stærke i målet dog stadig måtte hive nogle pragtredninger ud af ærmet, for at holde Køge inde i kampen, og i det 41. minut fik Køge reduceret til 1-2 på et godt langskud fra Mohammed Balqis og det gav troen på en sejr tilbage.
Som det så ofte sker når man presser spillet frem, så opstår der huller bagude hvilket Karise IK dygtigt udnyttede to gange og bragte sig foran 4-1.
Med 8 minutter igen fik Køge Boldklub tilkendt et frispark halvt inde på Karise IKs banehalvdel, som Mohammed Balqis sparkede hårdt mod Karise målet, så deres dygtige målmand kun kunne parere bolden, så Ludvig Wettergreens målnæse flot opfangede den og omsatte skuddet til mål.
Køge-holdet til kampen bestod af Albert Stollesen, Alfred Bendix Kingo, Frederik Stærke, Hugo Lei Lange, Johan Hvii, Lucas Thygesen, Ludvig Wettergreen, Marius Bøtcher, Mohammed Balqis, Otto Coordt-Watz, Qasem Qasem, Sebastian Nielsen, Theodor Samrén Jensen og Theodor Skovgaard Svane.
Har du lyst til at modtage Køge Boldklubs nyhedsbrev, som udsendes gennemsnitligt 1-2 gange ugentligt med nyt fra klubbens mange afdelinger og aktiviteter, så udfyld nedenstående link med din mailadresse - så er du med næste gang der sendes et nyhedsbrev afsted fra din boldklub.
