Menu

Godt informationsmøde for de kommende U10-12 piger og drenge

image Klubchef Martin Jensen fortalte bl.a. om "De fem værdier" i Køge Boldklub - Ambitioner, Fællesskab, Respekt, Udvikling og Glæde.
Per Møller
20. maj 2025 kl. 16:17
Torsdag aften havde Køge Boldklub indbudt forældre, trænere og ledere fra nogle af U10-12 årgangene hos piger og drenge til et informationsmøde om fremtidens U10-12 årgange i Køge Boldklub.
Klubchef Martin Jensen bød velkommen til de fremmødte og forklarede kort om mødets indhold, inden han gav ordet til aftenens første gæst, HB Køges cheftræner Nicklas Pedersen, der bl.a. fortalte lidt om hans syn på ungdomsfodbolden da han selv var ungdomsspiller og til nu, samt hvad der i hans optik er vigtigt at forældrene bakker hundrede procent op omkring de unge mennesker - giver dem realistiske drømme om fremtiden inden for fodbolden. 
- Lad være med at bilde dem ind at de er den nye Ronaldo og Messi og Pernille Harder - det er synd for børnene. Lad dem i stedet nyde at dyrke deres passion for sporten sammen med deres jævnaldrende kammerater - og lad os så se når de bliver lidt ældre i hvilken retning deres talent rækker til. Man kan godt have det sjovt med fodbold, selv om man ikke er med i førsteholdstruppen, sagde Nicklas Pedersen.
Næste gæst var filialdirektør Ole Mogensen fra Sparekassen Sjælland/Fyn i Køge, selv tidligere førsteholdsspiller i Køge Boldklub og U-landsholdsspiller. Ole Mogensen fortalte bl.a. om bevæggrundene til, at han har valgt at hans virksomhed støtter stærkt op omkring ungdomsarbejdet i Køge Boldklub.
Martin Jensen redegjorde om Køge Boldklubs fem værdier - Ambitioner, Fællesskab, Respekt, Udvikling og Glæde.
Herefter var det tid til at præsentere opgraderingen af U10-U12 Plus + hos både piger og drenge. En opgradering der betyder større fokus på de mest træningsparate spillere og spillere med det største potentiale. Det betyder flere trænere - 2-3 pr. hold, flere DBU-uddannede trænere, individuel specifik træner, fokus på fysisk træning, forebyggelse og restitution, tilbud om fysioterapi ved firmaet Dedication og målmandstræning.
Det betyder også mere fokus på mental træning - og her blev ordet givet til mental træner i HB Køge, Rene Nielsen, der på en morsom og inspirerende måde fortalte om mental træning og det at have fokus rettet mod det mentale i sin sport og hverdagen.
Det vil betyde foredrag over emnet om Forældrerollen, foredrag om kost, ernæring, søvn og digital brug. Der bliver fodbold/hjem samtaler tre gange i løbet af en sæson, og lagt endnu mere vægt på at give de unge mennesker oplevelser i form af rejser til stævner og turneringer afmålt efter niveau og behov.
For piger afdelingen betyder det, at det kommende U12 pigehold bliver et U12Plus+ hold fra sommeren 2025 - for årgangene U10 og U11 fra sommeren 2026.
Til sidst blev Silas Hald fra HB Køges NordicBet Liga holdet hos herrerne og Maria Uhre, anfører og med hele vejen på HB Køges succesrige Kvindeligahold kaldt frem for bl.a. at fortælle om deres vej gennem ungdoms systemet, for Silas Hald i Køge Boldklub og for Maria Uhre en tid i bl.a. Herfølge Boldklub. De fortalte om deres syn på ungdomsfodbolden, da de var i den tidsperiode - og om deres syn på det nye initiativ U10-12 PLUS, som de begge stillede sig positive over for og så frem til at følge.
Generelt betyder det, at Køge Boldklub styrker indsatsen for piger og drenge fra U10-U12 på Plus+ holdene, men samtidig er det vigtigt at fremhæve, at der også er gode tilbud til de spillere, som ikke er på Plus+ holdene.
Der tilbydes extra træning om fredagen og morgentræning for de morgenfriske. 
Det er finansieret gennem ekstra forhøjet kontingent og støtte fra sponsorer.
Generelt gør Køge Boldklub en del ud af finde trænere til alle hold - omend det i nogle tilfælde kan være lidt svært. Så hvis du går med ønsket om, at være træner, så kontakt endelig Køge Boldklub.
Har du lyst til at modtage Køge Boldklubs nyhedsbrev, som udsendes gennemsnitligt 1-2 gange ugentligt med nyt fra klubbens mange afdelinger og aktiviteter, så udfyld nedenstående link med din mailadresse - så er du med næste gang der sendes et nyhedsbrev afsted fra din boldklub.
Nedenfor en række stemningsbilleder fra informationsmødet.
Mødet blev indledt med et besøg fra HB Køges cheftræner hos herrerne, Nicklas Pedersen (tv).
Filialdirektør hos Sparekassen Sjælland-Fyn fortalte lidt om bankens virke og om sponsoratet i Køge Boldklub.
Der var mødt pænt mange forældre og trænere og ledere fra klubbens hold i U10-12 årgangene.
Mental træner i HB Køge, Rene Nielsen, fortalte om hvor vigtigt mental træning er i sportsverdenen.
Silas Hald (tv) og Maria Uhre fra henholdsvis HB Køges herre- og kvindehold fortalte bl.a. om deres karriere op gennem årgangene.
Luk