Menu

U15,1 forsvarede førstepladsen i Drenge Mester

image Kort før kampstart på U15 kampen i Raklev. Køges hold (th) giver det sidste kampråb inden kampens dommer kan fløjte kampen i gang. (Privatfoto).
Per Møller
30. april 2024 kl. 16:10
Sæsonens første nederlag til U15,3 og til U16
En travl uge for U15 og U16 holdene i Køge Boldklub startede allerede torsdag aften da U16 holdet spillede på udebane mod IF Sorø Freja.
Kampen blev afviklet på en noget medtaget græsbane. Det burde være lige for begge hold, men da Køge-holdet gerne vil spille bolden langs jorden og Sorø spillede mere duelspil havde Køge det svært. Køge fik ikke rigtig gang i spillet på den knoldede bane og havde det også fysisk svært mod de et år ændre modstandere.
Det var derfor fortjent at Sorø kunne bringe sig foran 1-0 efter ca. 20 minutter. Køge prøvede at kæmpe sig tilbage, men ingen af holdene fik scoret mere før pausen.
I 2. halvleg prøvede Køge at gå over til lidt mere fysisk anlagt spil, men det var svært da modstanderne var større og 10 minutter efter pausen fik Sorø igen scoret.
Målet virkede dog til at vække Køge spillerne lidt op og de begyndte at vinde flere dueller, men kom ikke frem til de helt store chancer.
Man skulle helt frem til tre minutter før tid hvor Henry Elken fandt Rafael Skov med en god aflevering og han scorede sikkert. Desværre var der ikke mange minutter tilbage af kampen og Køge fik ikke bragt sig frem til flere chancer og måtte derfor tage hjem uden point.
Køge-holdet mod IF Sorø Freja var: Rasmus Pakula, Julius Ludvig Lund-Rundqvist, Malte Kjeldsen, Victor Langermann, Benyamin Ayoubi, Joshua Andersson, Henry Elken, Taha Allaou, Lawand Dali, Andreas Kirkeby, Rafael Skov, Jeppe Olsen, Jawn Houro og Malthe Olsen.
Næste kamp er allerede onsdag aften den 1. maj kl. 19.00 hvor Svogerslev Boldklub kommer på besøg på Køge Idrætspark. Kom ud og se de talentfulde Køge-spillere i aktion. Kampen spilles på Atletikbanen.
Se den aktuelle stilling i U16 Drenge, Pulje 2.
Lørdag eftermiddag spillede U15 holdet på udebane mod rækkens nr. 2 Raklev GI. Modstanderne havde før kampen vundet 2 kampen og tabt en, mens Køge Boldklub havde vundet deres 3 første kampe.
Kampen blev spillet på Raklevs udmærkede kunstbane og det var to hold der gerne ville spille bolden langt jorden.
Kampens indledning foregik mest på midten af banen hvor der blev kæmpet om hver eneste bold. Den første rigtige chance kom efter ca. 10 minutter hvor Raklev med et godt sideskifte fandt deres venstre kant. Han driblede ind i feltet og spillede en farlig bold ind mod deres angriber. Heldigvis var Køge Boldklubs målmand Emil Holm hurtigt ude af sit mål og sikrede sig bolden.
Langt det meste af spillet foregik på midten af banen og både Køge og Raklev var sjældne gæster på modstanderens sidste trediedel. Det var dog hjemmeholdet der igen havde opløb til chancer. Efter 25 minutters spil blev bolden igen spillet i bagrummet til deres venstrekant. Han snød først en, så to Køge-spillere. Heldigvis kunne han ikke få kontrol over bolden og Køge kunne cleare bolden.
Det er en meget lige kamp. Kort før pausen kom halvlegens største chance. Raklev GI havde frispark i deres venstre side. Bolden blev sparket indover og lidt tilfældigt sprang den ud på kanten af feltet hvor en Raklev-spiller stod helt umarkeret. Han sparkede første gang, men heldigvis for Køge sneg bolden sig lige over overliggeren. Der skete ikke rigtig mere så dommeren fløjtede til pausen med stillingen 0-0.
I 2. halvleg var kampbilledet det samme. Meget spil men ikke de store chancer. Det var dog allerede ved at gå galt for Køge efter et par minutter, hvor bolden lidt tilfældigt havnede hos Raklevs højre kant, der spillede den ind foran målet hvor deres angriber var helt umarkeret. Heldigvis var afleveringen lidt for upræcis og Køge kunne sparker bolden til hjørnespark. Kort efter var Raklev tæt på igen. Deres målmand sparkede en lang bold op til deres angriber. Køge-forsvaret fulgte ikke med så han kunne umarkeret vende med bolden og spille deres venstre kant der var helt fri. Han driblede ind i feltet og fik afsluttet, men heldigvis var Køges målmand Emil Holm på plads og reddede afslutningen sikkert.
Angrebet efter kom der endelig en Køge-chance. Magne Hald drev bolden frem og i det han afleverede bolden, blev han tacklet bagfra. Bolden kom dog frem til Malthe Sommer i venstre side. Han fandt Rafael Skov på kanten af feltet. Han lagde bolden til rette, men i afslutningsøjeblikket kom en forsvarsspiller ind og blokerede afslutningen.
Kampen dommer gav fortjent gult kort til Raklev-spilleren for frisparket. Derfor spillede Køge nu 10 minutter i overtal. Det ændrede totalt kampen. Køge var nu i kontrol og alt spillet foregik på Raklevs bane og de fik spillet bolden lidt mere rundt end det har været tilfældet tidligere i kampen.
Efter ca. 5 minutter i overtal erobrede Ahmad Balkash bolden midt på banen og drev den frem. Han fandt Lawand Dali i venstre side, der spillede den første gang ind mellem forsvar og målmand. Her kom Rafael Skov først på bolden og med et lille træk var han forbi målmanden og kunne sparke bolden i det tomme mål til 1-0.
Målet gav Køge meget mere ro på og de kontrollerede kampen, selv da Raklev blev fuldtallige. Med 10 minutter tilbage af kampen erobrede Rafael Skov bolden efter noget sløset forsvarsspil af Raklev. Han tog et træk forbi målmanden på kanten af feltet og lopper bolden i mål til 2-0.
Kampen burde herefter være afgjort. Køge fik dog et gult kort med 7-8 minutter igen da den dobbelte målscorer Rafael Skov havde lidt for godt fat i en forsvarsspiller. Derfor skulle Køge spille resten af kampen i undertal. Udvisningen ændrede dog ikke det store da Køge forsat havde god kontrol over kampen og to minutter før tid fik Raklev endnu et gult kort for en tackling med knopperne først og der skete ikke mere i kampen så Køge Boldklub kunne rejse hjem med endnu tre point på kontoen.
Køge-holdet mod Raklev GI bestod af: Emil Holm, Julius Ludvig Lund-Rundqvist, Malte Kjeldsen, William Klerell, Victor Langermann, Joshua Andersson, Magne Hald, Henry Elken, Ahmad Balkash, Andreas Kirkeby, Malthe Sommer, Frederik Grønbæk, Lawand Dali og Rafael Skov.
Se den aktuelle stilling i U15 Drenge Mester, Pulje 2.
Holdets næste kamp spilles først den lørdag den 18. maj kl. 13.00, hvor Køge på hjemmebane tager mod den nuværende nr. 2 i rækken, Herlufsholm GF. Et spændende topopgør som forhåbentligt kan trække et stort publikum til Køge Idrætspark.
U15,3 tabte for første gang
Efter fornemme sejre i de to første kampe i forårssæsonen, måtte U15,3 holdet lørdag trække gevær, da holdet på udebane mødte et veloplagt hold fra Suså IF på banen ved Herlufmaglehallen.
Suså IF vandt kampen med 5-0 - og en spiller fra Suså IF blev sit holds helt store helt ved at score samtlige fem mål.
Køges hold mod Suså IF så således ud: Kaled Qundus, Mads Bælum, Julian Larsen-Hedeman, Jawn Houro, Saarjo Bojang Jensen, Philip Frie, Julius Valdemar Pedersen, Efe Kurt, Jeppe Olsen, Dejan Santino Alievski, Elias Dine og Magnus Noer-Hvarre.
Køge bevarede trods nederlaget tredjepladsen i rækken. Se stillingen i U15 Drenge 3, Pulje 4.
Holdets næste kamp er lørdag den 11. maj kl. 13.30, hvor holdet får besøg af FC Nakskov på Køge Idrætspark.
Luk