U13,1 leverede toppræstation i nye spilletrøjer

Til trods for at det ikke blev til point, så leverede Køge Boldklubs U13,1 i Liga 3 igen en rigtig flot indsats i kampen imod Liga 3 topholdet fra Vallensbæk IF.
Det var to offensivt indstillede mandskaber der satte hinanden i stævne på Beierholm-banen i Køge søndag morgen.
Det var top mod bund, men spillet på banen var en topkamp værdigt. Begge hold spillede med en hurtig boldomgang og skabte mange chancer i begge ender. Til slut vandt Vallensbæk IF den underholdende kamp med 6-3.
“Vi vidste godt at dette er et af de allerbedste hold i Liga 3 - et hold som også hører hjemme i Liga 2 - men vi vidste også, at vi kunne drille dem. De forrige kampe har været meget stolpe ud for os, men tegningerne i spillet har været der. I dag synes jeg at vi i store perioder spiller en rigtig flot kamp og presser dem, men 3 minuttet i anden halvleg falder vi ud, og tillader 3 mål imod os. Vi skaber mange chancer i dag, og jeg er stolt over den udvikling vi som hold er inde i. Vi vil spille fodbold, og i dag lykkedes vi med rigtig meget. Nu glæder vi os til at alt forhåbentlig går op i en højere enhed i næste weekend, når vi møder Herfølge”, siger cheftræner Allan Bachmann med et glimt i øjet.
Køge Boldklub U13,1 stillede til kampen mod Vallensbæk IF op i nyt spillesæt som er sponsoreret af Beierholm.
“Stor tak til Beierholm for endnu engang at vise deres store støtte i lokalområdet. Det betyder meget for drengene og klubben, at vi har virksomheder som Beierholm der støtter op omkring lokalsporten. Nu skal vi nok kæmpe for at skabe resultaterne på banen, ligesom Beierholm gør udenfor banen”, slutter Allan Bachmann.
Holdets næste kamp er som nævnt søndag den 8. september kl. 10.00 på udebane mod Herfølge Boldklub.