Menu

Flotte sejre til både U15 og U16

image U15 holdet der lørdag besejrede Kalundborg GB på Capelli Sport Stadion. (Privatfoto).
Per Møller
25. april 2024 kl. 07:11
Køge Boldklubs to hold i U15 har været i aktion - U15.1 tog imod Kalundborg GB mens U16 på udebane mødte Fløng-Hedehusene Fodbold.
Solen skinnede ned over Capelli Sport Stadion lørdag middag da Køge Boldklubs U15 hold tog imod Kalundborg GB. De to hold fristede en tilværelse i hver sin ende af tabellen. Køge Boldklub på en delt 1. plads med 2 sejre og Kalundborg på en delt sidsteplads med 2 nederlag.
Det viste sig allerede fra start, at der var stor niveauforskel. Køge Boldklub sad tungt på spillet i starten og allerede efter 15 minutter bragte de sig i front. Joshua Andersson spillede 1-2 med Enes Gürel og var fri på kanten af feltet. Med en behersket inderside sparkede Joshua Andersson bolden ind helt ude ved stolpen.
Køge Boldklub fortsatte og knapt 10 minutter senere kom de på 2-0. Ahmad Balkash opfangede bolden ved baglinjen efter et Køge hjørnespark og lagde flot bolden indover hvor en helt fri Magne Hald kunne heade bolden i mål. Trods massivt spilovertag og masser af chancer gik Køge til pausen kun foran 2-0.
Anden halvleg var knapt begyndt før Køge reelt lukkede kampen. En flot lang pasning fra Magne Hald fandt vej til Enes Gürel. Han afleverede den flot ind foran mål hvor Andreas Kirkeby sikkert kunne sparke bolden i mål.
Køge var dog slet ikke færdige. Blot 4 minutter efter pressede Malthe Sommer Kalundborgs målmand som sparkede bolden ind på ham og den røg i mål.
Et kvarter før tid scorede Køge til 5-0. Enes Gürel spillede bolden til en fri Malthe Sommer. Alene med målmanden var han sikker og sparkede bolden i mål.
Fem minutter før tid var Jeppe Olsen fri foran mål. Kalundborgs målmand reddede dog flot, men bolden sprang ud til Rafael Skov der trillede bolden i mål til 6-0. Køge fik også scoret til 7-0 da Magne Hald i to omgange erobrede bolden midt på Kalundborgs banehalvdel og spillede Andreas Kirkeby der alene med målmanden sikkert sparkede bolden i mål. Kort efter fløjtede kampen dommer den noget ensidige kamp af.
Køge-holdet bestod af: Rasmus Pakula, Peter Gustafsen, Malte Kjeldsen, Frederik Grønbæk, Viktor Nilsson, Joshua Andersson, Henry Elken, Magne Hald, Enes Gürel, Ahmad Balkash, Rafael Skov, Andreas Kirkeby, Jeppe Olsen, Malthe Sommer.
U15-holdets næste kamp er topopgøret søndag den 28. april kl. 12.00 på udebane mod Raklev GI der ligger nr. 2 i rækken.
Se den aktuelle stilling i U15 Drenge Mester Pulje 2
Premieresejr til U16
Køge Boldklub U15-årgang har også et hold tilmeldt i U16 rækken. De spillede mandag mod Fløng-Hedehusene Fodbold på udebane.
Det var Køge holdets første kamp, mens Fløng havde spillet deres kamp mod Sorø og vundet hele 7-1.
Køge spillerne var dog klar fra start og efter 20 minutter blev de tilkendt et straffespark. Det tog Oskar Haaning sig af, han sparkede sikkert bolden i mål til 1-0.
10 minutter senere var Køge igen i angreb. Jeppe Olsen fandt Gustav Folting der sikkert sparkede bolden i mål.
Kort før pausen var opskriften den samme. Jeppe Olsen spillede Gustav Folting fri, han sparkede igen bolden sikkert i mål og Køge Boldklub kunne gå til pausen foran med 3-0.
Anden halvleg blev lidt mere rodet og Køge spillerne ramte ikke helt niveauet fra 1. halvleg. Det var derfor ikke helt ufortjent at Fløng-Hedehusene Fodbold fik reduceret til 3-1 med 15 minutter igen. Heldigvis for Køge blev det ikke til flere scoringer og derfor kunne Køge holdet glæde sig over 3 point.
Køge-holdet så således ud: Emil Holm, Julius Ludvig Lund-Rundqvist, Frederik Grønbæk, Victor Langermann, Benyamin Ayoubi, Taha Allaou, Oscar Blume, Lawand Dali, Oskar Haaning, Jeppe Olsen, Gustav Folting, Philip Frie, Jawn Houro, Malthe Olsen.
Holdets næste kamp er allerede torsdag aften den 25. april kl. 18.00 på udebane mod IF Sorø Freja.
Se den aktuelle stilling i U16 Drenge Pulje 2.

Det talentfulde Køge-hold der på udebane besejrede Fløng-Hedehusene Fodbold med 3-1 i U16 rækken. (Privatfoto).

Luk