Menu

Børn til Bold: Leg og gode boldoplevelser for de 2-5 årige

image Der er fuld fart på når der trænes hos Børn til Bold på Køge Idrætspark.
Per Møller
22. marts 2021 kl. 10:51

Der er rigtig godt gang i Børn til Bold.

For en måneds tid siden gik en ny sæson i gang for drenge og piger fra 2-5 år, som gerne vil prøve at spille fodbold.

”Vi er gennemsnitligt 20 børn til bold hver onsdag eftermiddag, og tallet er støt stigende – og nu hvor foråret for alvor sætter ind, er der ingen tvivl om at der vil komme endnu flere friske piger og drenge for at prøve legen med den runde bold og møde nye venner”, siger børnechef i Køge Boldklub, Nicolai Nøddebo.

Børn til Bold træner som nævnt hver onsdag. For de 2-3 årige foregår det i tidsrummet fra kl. 16.30 og fra kl. 17.10 er det de 4-5 årige der overtager banerne.

”Børn til Bold er leg og gode boldoplevelser. Vore trænere, på disse hold, Victor Bunk og Nicklas Fini, er uddannede ung-trænere og frivillige forældre, og de sørger for en masse sjov og ballade til træningen. Mor eller far skal altid være med, fordi det er dem der kender deres barns behov bedst, og ved hvornår der lige er brug for en lille pause.”, fortæller Nicolai Nøddebo.

Alle er velkommen til at komme forbi og prøve et par gange inden barnet meldes ind i klubben.

”Der trænes på den lille kunstgræsbane (ved Netto) frem til påske. Herefter håber vi at kunne komme på græs”, slutter børnechef Nicolai Nøddebo, der kan kontaktes for yderligere information på nnh@koge-boldklub.dk.

Se også Køge Boldklub officielle hjemmeside - Velkommen (umbraco-proxy.com) eller Facebook gruppen ”Børn til Bold Køge Boldklub”.

Børnechef Nicolai Nøddebo.

Luk