Menu

Klubchefens tilbageblik på fem år i rollen som daglig ansvarlig i Køge Boldklub

image Martin Jensen, klubchef gennem fem år i Køge Boldklub. (Arkivfoto).
Martin Jensen, klubchef
02. januar 2026 kl. 07:47

Det er nu 5 år siden – den 1.1.2021 - at jeg ydmygt takkede ja til opgaven som Klubchef – dengang forretningsfører – i Køge Boldklub.

ADVARSEL – det er et lidt længere skriv – da rigtig meget er sket siden jeg trådte ind i det nye kontor inde på selve Køge Idrætspark, hvor Køge Boldklub de sidste 5 år har haft kontor, fællesrum, trænerrum og bare opholdssted for trænere, frivillige og klubbens mange hjælpere etc.

Speciel opstart

At starte i et nyt job i en periode, hvor hele verden næsten kun talte om Corona, vacciner, håndsprit og afstand, var relativ specielt. Ikke lige det mest optimale for at komme i mål med den strategi for Køge Boldklub, som blev lagt. Træningen var uden nærkontakt, en bane med afspærringskegler og bånd, så holdene ikke blev blandet med hinanden – og på sidelinjen var vanddunken næsten erstattet af håndsprit.

En stor udfordring for klubben, trænerne og spillerne – men en kæmpe respekt for, at opgaven blev løftet, accepteret og respekteret, og den dag i dag, vil ALLE nok se tilbage på det, med en stor position taknemmelighed for, at vi i dag kan give high five i stedet for en albue til hinanden.

Man skal huske at sætte pris på de gode ting i livet – sætte pris på kammeratskab, venskab, fællesskab. Et kram, en jubel og det at kunne være en del af et hold og et team, hvor passionen for at være sammen om noget – fodbolden, håndbolden eller noget helt tredje, skaber glæde, bevægelse, samhørighed og oplevelser.

Medlemsfremgang

Antallet af medlemmer i Køge Boldklub er steget voldsomt de sidste 5 år – specielt de første 4 år var interessen for at spille fodbold i klubben kæmpe stor. Det er den stadig, dog er væksten aftaget en del – og måske heldigvis for det. Fra ca. 750 medlemmer til ca. 1560 medlemmer – hvor stigningen er spredt ud på alle aldre og køn. Antallet af pige/kvinder steg meget fra 2022 til 2023 og har nået et flot niveau i dag på ca. 450 piger – men der er plads til mange flere piger. Erfaringen generelt i hele landet er, at piger starter med fodbold i 8-9 års alderen – hvor mange drenge starter til børn til bold som 2-3 årig. Tendensen er, at børn generelt udøver en idræt, som deres forældre har udøvet. Har far spillet fodbold – ja, så er det fodbold. Har mor spille håndbold eller gymnastik – så bliver det samme for børnene. Heldigvis kommer flere og flere piger til, og ved klubbens engagement med GetMovin, hvor Dan Rasmussen er engageret – så kommer der flere piger til tidligere.

Drenge afdelingerne er godt fyldt op – og det er både godt og skidt. Da mængden af spillere kræver flere frivillige forældre og trænere til at varetage træningerne – hvilket er en udfordring at finde. Men mere om det senere.

Baner

Når man siger fodbold, så siger man en spiller, en træner, en bold og en bane. Det er lidt grundelementer ifht. at drive en fodboldklub. De første 3 elementer er der ganske godt styr på – dog er vi pinlig bevidst om, at fra november-marts, der er vi STÆRKT udfordret på den sidste den – nemlig baneplads.

Vi elsker foråret og sommeren, hvor vi har en masse skønne baner på Køge Idrætspark, men vi ser hvert år et vinterhalvår i møde med store frustrationer, skuffelser, ærgrelse fra trænere, spillere og forældre. Vi skal nemlig presse os godt sammen fra 10 store baner til kun 2. Det siger sig selv, at det er en opgave at få til at gå op. Samtidig er indendørs tiden i Køge Hallerne blevet beskåret kraftigt de sidste 5 år, da fodbolden mere og mere bliver presset ud, af de traditionelle indendørs idrætsgrene. Derfor gør vores formand et kæmpe arbejde for at finde plads hist og pist på lokationer uden for Køge Idrætspark matrikel.

Vi fik for nogle år siden et godt tilbud på at opbygge 1½ kunstgræsbane mere – men grundet inflation m.m., så er det tilbud i dag blevet ca. 25% dyrere - hvorfor vi desværre fortsat kun står med 2 kunstgræsbaner, som vi SKAL dele med HB Køges 5 ungdomshold, som også spiller på Køge Idrætspark.

DERFOR – kender du en sponsor, fond eller andet, som vil være med til at rejse de ca. 11-13 mio, som det kræver – så er vi meget interesseret i at høre fra dig.

Indtil da så arbejder vi med de rammer, som vi har – og får det bedste ud af det.

Prisstigninger

Inflation er nok ikke et ord, som man generelt taler eller hører så meget om i en fodboldklub eller forening. Det er mere noget der tales om i radio eller på TV. Men jeg skal da love for, at ordet er kommet ind i fodboldklubbens ordbog. I ved det alle sammen godt – når I går ned og handler, så tænker man lige en extra gang over, om det skal være oksekød eller kylling – og om det skal chokolade eller en kiks eller the frem for kaffe.

Lige som i dagligdagen så skal vi i Køge Boldklub også bruge vores penge fornuftigt. Dvs. vi kan ikke bare bruge pengene uden at tænke os grundigt om. Hos os er en bold, en overtræksvest, en kegle, en taske, en trøje, en jakke, en dommer, en deltagelse i DBU turneringen, abonnement til DBU systemer, en træneruddannelse etc. også steget de sidste 5 år. Faktisk så meget, at vi i den grad gør os mange overvejelser ifht. kontingentsatser og en begrænsning af antallet af materialer m.m.

Vi ser det også, når hold skal til stævner, turneringer, træningslejr, camps o.lign – flere og flere henvender sig til os med håbet om, at vi kan yde det et tilskud. Det kan vi som udgangspunkt ikke – men heldigvis har vi en KÆMPE støtte i BROEN Køge og Boldklubbens Venner, som generøst gør, hvad de kan for at skrabe penge ind og yde tilskud til de af vores medlemmer, som har brug for dette. 1000 tak for det!

Derfor sælger holdene også BAMBUSA sokker. Ikke fordi at vi er en virksomhed som sælger sokker – men ganske enkelt fordi, at de penge som holdene og nogle af penge som klubben tjener KAN gå til de medlemmer, som har brug for hjælpen og støtten. Så husk det, når træneren og holdlederne anmoder dit barn eller dig, om at yde en ekstra indsats med eks. at sælge sokker. Så er der en større mening med det – selv om vi godt ved, at det er en ekstra arbejdsbyrde for dig. Og tak til de mange af jer, som gør en stor indsats med bl.a. det. Tak.

Frivillighed og trænere

Som nævnt tidligere er trænere et grundelement i vores fodboldklub. Uanset om det er en forældre til et barn eller en anden ung som voksen, som trækker i træningstøjet 2-4 gange om ugen – så er det UVURDERLIGT.

Vores klub er drevet af dem, af jer, af dig – 1000 tak. Igennem de sidste 5 år er det blevet en større og større udfordring at få frivillige til at hjælpe – desværre. Mange ændringer i samfundet gør, at flere og flere voksne også har brug for at dyrke deres egen sport eller fritidsinteresse. Padel, Løb, Fitness, Golf, Cykling eller noget helt, helt andet – og det er jo fuld forståeligt. DOG tillader vi også blot at gøre opmærksom på, at vi har BRUG for frivillige forældre, vokse, unge trænere, som kan yde en sjov og lærerig træning – således at vores medlemmer får et godt ”produkt”. Det at melde sit barn til fodbold i Køge Boldklub afstedkommer en vis portion frivillighed. Og det behøver IKKE, at være som træner, det kan også være som tovholder, holdleder, eventforældre, dommer o.s.v.

Det er klart, at vi er en stor klub – den 4. største på Sjællland og i top 20 i Danmark - hvorfor, at der er meget fokus på os, når vi kommer rundt i landet. D.v.s. vi tillader os, at stille nogle basis krav til dig, som vil være frivillig. God opførelse fremfor alt. Fair Play og holde en god tone på og uden for banen.

Derfor skal der lyde en KÆMPE tak og ENORM respekt til dig/jer, som på den ene eller anden måde yder stort eller mindre frivilligt bidrag i klubben. Nogle har gjort det i mange mange år – og jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige en kæmpe tak til følgende, som jeg siden min start i klubben har mødt hvis ikke dagligt, så flere gange om ugen i klubben med et stort smil og altid med lyst til at hjælpe. Per Møller, Rene Unger, Tage Larsen og Preben Lang Pedersen – I er alle så frivillig som man kan være. Tak for jer.!!!

Vi har heldigvis en god fødekæde af trænere – nemlig ungtrænere. Ungtræner begrebet startede vi for alvor på for 3-4 år siden. Ungtrænere er spillere i vores ungdomsafdeling, som vi tilbyder at blive trænere for vores U4-U12 hold. Det er spillere som er fra 13-19 år, og som vi er bekendt med er gode mennesker, som vi er sikker på, vil kunne videregive en masse gode værdier til vores yngste samt en lærerig og faglig træning – i de fleste tilfælde i samarbejde med en voksen frivillig træner.

Tak til jer – drenge som piger – der efter skole skynder jer ned og trækker i træningstøjet, og giver vores yngste en sjov og god træning – hvor efter I skal videre til jeres egen træning, hjem og spise aftensmad og så lige lave lektier. Wauu, hvor er det prisværdigt, og jeg glæder mig så meget over, at flere og flere melder sig frivilligt – da de har hørt, hvor sjovt og lærerigt det er, at give noget videre og lære fra dig. Er fuld af beundring og respekt for, at I i en så ung alder tager ansvar og træder i karakter.

Køge Cup

Da jeg selv var dreng og spillede fodbold i Greve IF, så deltog jeg i diverse stævner i ind og udland. Det var altid en kæmpe oplevelse, at komme til en turnering, hvor man enten overnattede eller bare var hele dagen spillede en masse kampe og også fik tid til at se andre hold i mange forskellige aldre.

Jeg husker, at jeg deltog ved Køge Cup engang i slut 80’erne. Køge Cup var væk i en del år – men det er meget, meget glædeligt, at vi med mange frivilliges hjælp og indsats nu for 3. år i træk har vores EGET stævne.

Det kræver mere end man tror, at få over 250 hold med i alderen 6-13 år. Piger og drenge – som spiller på hele anlægget, og hvor ca. 2500 spillere og tæt på 10.000 tilskuere kommer forbi Køge Idrætspark for enten at heppe eller blot overvære stævnet.

Vi evaluer hvert år – og vi har fortsat en masse som skal forbedres – men igen skal der lyde en stor tak til alle jer, som dømmer, står i salgsboder, laver kaffe, bager kage eller går til hånde med at rydde op, fylde toiletpapir eller dele præmier ud…. Alt sammen er med til at skabe en holdånd og et fællesskab i klubben – en meget væsentlig del af det, at være en del af Køge Boldklub.

Tak til BEIERHOLM for at støtte op som hovedsponsor!!!!

Vi ser frem til flere Køge Cups de næste mange år – med fortsat flere frivillige.

Forældre

Forældre til medlemmerne SKAL være en medspiller i Køge Boldklub. En medspiller er en, som man er på samme hold med. Ellers vil det være en modstander! Vi ønsker, at KUN at forældrene er medspillere.

Jeg har nu i 5 år oplevet mange slags forældre. Den uvidende, den glade, den støttende, den begejstrede, den MEGET ambitiøse, den stille, den frustrerede, den utilfredse, den neutrale osv. Vi er som klub aldrig færdig med at udvikle os – vi som klub laver også fejl, og træffer forkerte eller forhastede beslutninger. Det samme gælder også for forældre. Det vigtigste er, at man kan ha' en dialog om tingene – MEN altid i en god og ærlig tone.

Der er ingen tvivl om, at antallet af ambitiøse forældre er steget over de sidste 5 år – hvilket er helt ok og egentlig glædeligt, at forældre vil det bedste for deres børn. Dog kommer jeg med et lille råd eller måske mere end det – at husk nu på, at det er jeres barn der spiller fodbold – og ikke dig. Det er ikke altid, at jeres barn er lige så ambitiøse som dig, men at de spiller i en periode på ydre motivation og ikke indre motivation. Forskellen er ENORM. Da hvis de spiller med ydre motivation, så gør de for andres skyld og ikke deres egen. Og det viser sig før end senere. Jeg har nu set ret mange tilfælde, at forældre som i en periode har været lidt for meget, lidt for kritisk, lidt for højtråbende – indtil det viser sig, at deres barn alligevel ikke vil fodbolden så seriøst.

De aller dygtigste spillere kommer ind til HB Køge før eller siden – eller en anden stor klub! Men det er ikke alle forundt at spille elite fodbold – ikke alle har det der skal til – da det kræver enormt meget – og det er ikke himmerige man kommer ind i!

Det vigtigste for os som klub, er at give så god træning som muligt, og jeres barn er glad og lærer noget over tid. Det er kun meget, meget få spillere, som kommer til at leve af at spille fodbold – så opgaven er mere, at give dem sunde værdier, oplevelser, kammeratskab, venskab og gør dem til et godt menneske. Jeres barn er jeres barn uanset, om de spiller på 1., 2. eller 3. holdet eller spiller i HB Køge, FCK eller om de IKKE spiller fodbold.!

Tak til alle jer forældre, som kører, bringer, arrangere, støtter, hepper og glæder sig over, at jeres barn spiller fodbold og bevæger sig og er sammen med venner og veninder i et fællesskab flere gange om ugen.

Køge Idrætspark

I ca. 7 år har stadion været undervejs – og det ligner mere og mere et RIGTIGT fodboldstadion nu og til foråret skulle det gerne være så meget færdigt, at oplevelsen på stadion bliver fuldendt. Tilskuerpladser hele vejen rundt og flere omklædningsrum, som kommer flere til gavn – drenge og piger.

Det glæder jeg mig personligt til – da det at gå til fodbold er en oplevelse til man kommer til man går – deriblandt omklædning og 3. halvleg. Der vil dog fortsat IKKE være plads til alle hold i alle aldre – men det er så godt, at de yngste har noget at se frem til. Nemlig hyggen og stemningen før og efter en kamp. Det kræver dog også lige en reminder til alle – nemlig, at man opfører sig ordentligt i omklædningsrummet og behandler andre ordentligt og ikke mindst passer på tingene og rydder op efter sig.

På anlægget er også vores elite afdeling HB Køge. HB Køge som siden 2009 har været overbygningen af Køge BK og Herfølge BK. Vi deler fælles interesse om at passe på tingene – og nu flytter HB Køge ind i deres nye etableret omklædningsrum ud mod ringvejen. HB Køge som her i sommer blev delt op i HB Køge og HB Køge Women med 2 forskellige ejere. Capelli for herrerne og Kansas for kvinderne. Vi er glade for samarbejdet og håber for begge ejere, at de vil varetage ejerskabet seriøsitet og med en ambition om, at udvikle etablere sig på øverste niveau i Danmark. Tak for et godt samarbejde med ungdomsafdelingerne og administrationen.

Der bliver nogle rum ledige i den kommende tid – og sammen med Køge Boldklubs bestyrelse ser vi på, hvordan vi får bedst udnyttelse af dem til gavn for flest mulige – spillere, forældre og tilskuere. Vi håber snart, at vi kan melde mere ud om det inden sommerferien 2026.

Tak til alle sponsorer som igennem de sidste 5 år har støttet og hjulpet klubben med store som små beløb. Alt sammen har værdi for os. Uanset om det er et lille skilt på sponsorvæggen, eller et tøjsponsorat eller stort partnerskab eller fondstilskud. Vi er afhængige af det – og takker hver og en for jeres bidrag. Nogle 1 årigt og andre har været i op til 10 år…. 1000 tak.

2026 bliver endnu et spædende, travlt, udfordrende år – men heldigvis også sjovt, lærerigt og udviklende. Der er masser af ting som kan og skal forbedres – men når vi ser ud i verden, så skal vi også lige stoppe op, og huske at rose hinanden, give et kram og udvise taknemmelighed for det vi har og får hver dag.

Jeg vil gerne takke Bestyrelsen for jeres tillid og samarbejde de sidste 5 år.

Ønsker jer alle – hver og en – et rigtig godt nytår – og måske 5 år mere i Køge Boldklub.

Seneste nyheder

  • Samarbejdspartner
    DIF's nye medlemstal: Køge Boldklub er fortsat femte største klub under DBU Sjælland
  • Samarbejdspartner
    Generalforsamling 2026: Genvalg og hæder til ni mangeårige medlemmer
  • Køge Boldklubs Venner
    Vennerne: Foreningen skal ikke bare overleve - men udvikle sig
  • FC Prostata
    Trænerkursus hos FC Prostata og Venner i Køge Boldklub
  • Samarbejdspartner
    Køge Boldklub fortsat flot placeret på DIF's medlemsliste
  • Samarbejdspartner
    Generalforsamling gennemført i positiv ånd
  • Samarbejdspartner
    Generalforsamling: To nye æresmedlemmer i Køge Boldklub
  • Samarbejdspartner
    Generalforsamling: Bestyrelsens beretning for 2024
  • FC Prostata
    Stemningsfuld julefrokost hos FC Prostata og Venner i Køge Boldklub
  • Køge Boldklubs Venner
    Boldklubbens Venner: Nye tiltag er i støbeskeen
  • FC Prostata
    FC Prostata og Venner er gået indendørs (1)
  • Køge Boldklubs Venner
    Boldklubbens Venner: Så er det tid til årsmøde med gule ærter
  • Samarbejdspartner
    Get2sport: Sikrer et velfungerende idrætsforeningsliv i Køge kommunes boligområder
  • Samarbejdspartner
    "Schille" blev fejret med maner
  • Samarbejdspartner
    Jan Ejlertsen donerer kvart million kr. til Køge Boldklub
Luk