KIP: Arbejdet med nyt stadion og lyskryds på Stensbjegvej igangsat

Den nordlige endetribune ud mod Stensbjergvej. Ill: CCO Arkitekter.
Så er der sat gang i den sidste fase af byggeriet og moderniseringen af Køge Idrætspark (KIP) - og opgraderingen af Capelli Sport Stadion til et topmoderne stadion der fremover skal danne ramme omkring bl.a. Køge Boldklub og HB Køges aktiviteter.
Fra Teamet bag Køge Idrætspark hos Køge Kommune har vi modtaget følgende nyhedsbrev med seneste nyt om projektet som vi hermed gengiver ordlyden af her:
Så viser kalenderen forår og de gode entreprenører, der skal realisere de nye tribuner på stadion, har indtaget Køge Idrætspark. Det kan du læse mere om i dette nyhedsbrev, som også kan gøre dig klogere på det lyskryds, der er på vej på Stensbjergvej ud for KIP.
Først til stadion. Entreprenøren LM Byg er nemlig allerede i gang med de indledende manøvrer til det omfattende anlægsarbejde, der skal resultere i 6000 overdækkede siddepladser på tribunerne og et KIP, der bliver godkendt til at kunne afvikle fodboldkampe på dansk topniveau.
Støj - men ikke i ferien
Allerede nu er der gang i geotekniske undersøgelser af jorden inde på stadion, og om kort tid vil den vandtank, der bruges til banevandingsanlægget, blive gravet op, så den ikke tager skade, mens byggeriet af de nye tribuner er i gang.
I maj måned forventes entreprenøren at sætte gang i de indledende prøver på de såkaldte pæleramninger, som skal finde sted i august måned, hvor 15-20 meter lange pæle skal bankes ned i jorden.
Prøveperioden vil vare i nogle uger i maj-juni, hvor det vil larme i en periode. Der vil ikke blive rammet pæle i sommerferien, hvor reglerne tilsiger, at den slags anlæg ikke må afvikles af hensyn til feriererede naboer.
Når arbejdet med at banke pælene ned begynder i august, vil de nærmeste naboer blive informeret af entreprenøren LM Byg i god tid forud for arbejdet. Der er et arbejde, der uundgåeligt medfører en del støj, men på vegne af entreprenøren kan vi love, at der bliver taget så meget hensyn, som muligt.
Vi er overbeviste om, at den nye Køge Idrætspark er med til at gøre både Køge og kvarteret rundt om KIP endnu mere attraktivt – både for jer, der træner, bor eller arbejder her, og for dem, der kun besøger området ved særlige lejligheder.
Nyt lyskryds øger sikkerheden
Udover et stadion i superligaklasse bliver der endnu bedre trafikale forhold til og fra området omkring Køge Idrætspark.
Et nyt lyskryds på Stensbjergvej over for KIP er på vej. Arbejdet begynder midt i maj og lyskrydset vil – udover adgang til det kommende boligområde på den såkaldte Trekantsgrund – øge sikkerheden for de bløde trafikanter til og fra KIP.
Arbejdet med lyskrydset bliver forventeligt opdelt i fire faser og vil vare til omkring midt i august. I størstedelen af anlægsperioden vil kun et spor være farbart, og midlertidig lysregulering på strækningen vil sørge for, at trafikken kan afvikles. Men; der vil forventelig være kø, så den klare anbefaling er, at man som bilist finder en alternativ rute. Samtidig vil både cykelstier og fortove være berørt i perioden, så det kan være nødvendigt for de bløde trafikanter at blive ledt uden om arbejdsområdet.
De mange forbedringer på og omkring KIP betyder dog også, at der i den kommende tid vil være mere larm og byggeaktivitet – og den aktivitet kan genere. Det undskylder vi på forhånd, mens vi samtidig håber på jeres forståelse og tålmodighed. For vi lover, at det bliver godt!
Samtidig med, at stadion udvides og trafiksikkerheden forbedres vil der fortsat være både de almindelige daglige træninger og planlagte arrangementer så som Køge Cup i uge 25, hvor der forventes op mod 6000 glade gæster og deltager på KIP.
Det færdigbyggede stadion forventes at stå klar i løbet af 2026, mens det nye lyskryds efter planen vil dirigere trafikken allerede fra en gang i august.
Arbejdet i krydset forventes at blive delt op i faser, hvor den røde bliver første etape, hvorpå gul, grøn og blå følger. Der vil være skiltning på stedet, og de nærmeste naboer vil blive informeret om arbejdet med post i deres e-boks. Ill: CCO Arkitekter.
Også de indvendige trappeopgange bliver topmoderne. Ill: CCO Arkitekter.
Seneste nyheder
-
Køge Boldklubs VennerStor interesse for at få en navneplade på mindemuren
-
Køge Boldklubs VennerStøt Køge Boldklubs ungdom - få dit navn på mindemuren på Køge Idrætspark
-
Køge IdrætsparkMidlertidig lukning af kunstgræsbanen
-
Køge IdrætsparkVigtig meddelelse omkring etablering af nyt lyskryds
-
Køge IdrætsparkKIP: Arbejdet med nyt stadion og lyskryds på Stensbjegvej igangsat
-
Køge IdrætsparkKøge Byråd: Køge Idrætspark klar til sidste etape af moderniseringen
-
Køge IdrætsparkNyt forslag til lokalplan for Køge Idrætspark sendes i høring
-
Køge IdrætsparkFlot hæder til opvisningsbanen på Køge Idrætspark
-
Køge IdrætsparkVelbesøgt indvielse af Mindemuren på Køge Idrætspark
-
Køge IdrætsparkHistorien bag opførelsen af Køge Boldklubs klubhus
-
Historier fra gamle dage90 år siden Køge Stadion blev indviet