50 år siden: Vejen til DM 1975 – oktober måned
Troen på at Køge skulle slutte i medaljerækken - og endda måske som dansk mester 1975 - var stadig intakt hos de mange fans der fulgte klubben i tykt og tyndt. (Arkivfoto fra Køge Boldklubs Medlemsblad).
1975 er et år, man aldrig glemmer i Køge Boldklub. Det var nemlig året, hvor klubben for anden gang i historien sikrede sig Danmarksmesterskabet. Og det er altså 50 år siden i år.
I serien ”50 år siden: Vejen til DM 1975” ser vi måned for måned tilbage på den flotte sæson.
Vi er nu nået til at kigge nærmere på hvad der skete i oktober måned 1975.
Uafgjort i nyt stort lokalopgør
Oktober måned bød på blot tre spillerunder. For Køge bød måneden på to udekampe og kun en hjemmekamp.
Blot en uge efter den dramatiske kamp mod Holbæk B&I stod der et nyt stort sjællandsk top- og lokalopgør på programmet for Køge. Nemlig mod de mangeårige ærkerivaler Næstved IF på Næstved Stadion søndag eftermiddag den 5. oktober.
En helt utrolig vigtig kamp for begge hold, for at følge med Holbæk B&I som syntes at være inde i en meget stærk periode og som med sejren i Køge havde generobret førstepladsen.
Køge måtte til kampen i Næstved se bort fra den karantæneramte Peter Poulsen. Til gengæld var forsvars krumtappen Søren Olsen tilbage efter en skadesperiode.
10.098 tilskuere var troppet op på Næstved Stadion – det største antal i 17 år - og de fik en rigtig herrekamp at se.
Køge tilspillede sig mange gode chancer, især i første halvleg, og havde man kendt sin besøgelsestid, kunne holdet sagtens have sikret sig begge point. Såvel Jesper Rasmussen som Peter Rasmussen misbrugte store chancer. Det grønblusede hjemmehold havde til gengæld hovedparten af spillet i anden halvleg uden at kunne trænge gennem Køges bagerste geledder, der stod stærkt i billedet og fik taget revanche for opgøret mod Holbæk som var kommet lidt let til et par af de tre scoringer en uge tidligere.
Begge kampens mål faldt i første halvleg. Charlie Pedersen var på pletten og bragte Køge foran i det 14. minut, inden Mogens Hansen bragte balance i regnskabet med fem minutter tilbage af halvlegen.
Med det uafgjorte resultat tilbageerobrede Køge førstepladsen, takket være BK Frem, der skabte weekendens store sensation i dansk fodbold ved at vinde udekampen mod Holbæk B&I med hele 3-0.
Køges hold mod Næstved IF så således ud:
Henning Larsen, Michael Haagensen, Arne Rastad, Søren Olsen, Ivan Jensen, Tage Sørensen, Svend Poulsen, Peer Holde, Peter Rasmussen, Jesper Rasmussen, Charlie Pedersen. 12. mand. Jan Sørensen.
Peter Poulsen udtaget til landsholdet
Efter kampen i Næstved blev Køges midtbanespiller Peter Poulsen udtaget til det danske A-landshold, der stod for at skulle møde Spanien i Barcelona i EM-kvalifikationsturneringen. Til gengæld var der indløbet afbud fra Køges målmand Henning Larsen, der valgte at blive hjemme frem for at tage med den rød-hvide trup til det stærkt uroplagede land.
Endnu en uafgjort udekamp
Efter en pause på to uger – grundet EM-landskampen mod Spanien – var Køge igen i aktion søndag den 19. oktober på udebane mod Randers Freja på Randers Stadion, hvor der denne eftermiddag blev sat sæsonrekord med 5.154 tilskuere gennem tælleapparaterne.
Til trods for at Køge ikke ligefrem viste mesterspil, kunne holdet sagtens have fået begge point med hjem til Østsjælland. Holdet tilspillede sig 4-5 gode chancer, mens Randers Freja fik scoret på vel nok holdets eneste virkelige chance i kampen.
Første halvleg var klart den bedste i kampen hvor Køge bestemte tempoet. Svend Poulsen havde kampens første Køge-forsøg da han tog chancen med et flot langskud som Randers Freja målmanden Ebbe Andersen lige så flot fik pareret.
Blot to minutter senere måtte nummermanden på Randers stadion i arbejde, da Køge bragte sig foran 1-0. Ivan Jensen trak sig fri i venstre side, og fik tacklet sig ned til baglinjen. Hans aflevering ind foran mål blev mødt af Jesper Rasmussen, der fik dirigeret bolden videre i netmaskerne med et hårdt venstrebensskud ved nærmeste stolpe.
Køges føring holdt frem til to minutter før tepausen, hvor det lykkedes kronjydernes Per Lykke at udligne. Køges opdækning svigtede uden at være presset på et indlæg fra Gert Nielsen i venstre side.
I anden halvleg skete der ikke nogen nævneværdige ting, og med det uafgjorte resultat kunne Køge efter kampen glæde sig over igen at være kommet et point foran Holbæk, der tabte for anden kamp i træk. Denne gang med 3-1 til Fremad Amager i Sundby Idrætspark.
Til gengæld hentede Næstved lidt ind på tredjepladsen med sydsjællændernes 1-0 sejr på udebane mod B.93 og var nu med blot fire spillerunde tilbage af turneringen kun tre point efter Køge.
Jo, spændingen om hvem der skulle løbe med mesterskabet og sølv- og bronzemedaljerne var intakt – og næste opgave for Køge hed Esbjerg fB på Køge Stadion. Et Esbjerg-hold der var inde i en resultatmæssig god periode, og som aldrig rigtigt have været Køges livret.
Køges hold mod Randers Freja bestod af følgende spillere:
Henning Larsen, Michael Haagensen, Arne Rastad, Tage Sørensen, Ivan Jensen, Peter Poulsen, Svend Poulsen, Charlie Pedersen, Peter Rasmussen, Jesper Rasmussen, Peer Holde. 12. mand: Jan Sørensen.
Henning Larsen tilbage på A-landsholdet
Efter opgøret mod Randers Freja blev målmand Henning Larsen udtaget til det danske A-landshold til EM-kvalifikationskampen mod Skotland i Glasgow onsdag den 29. oktober.
Målmandsdrop kostede dyrt mod snu Esbjerg
Med kun to point i de tre seneste kampe var der igen begyndt at indsnige sig lidt tvivl hos de danske fodboldfans om Køge i den sidste ende overhovedet ville slutte i medaljerækken.
Søndag den 26. oktober kom Esbjerg fB på besøg på Køge Stadion, en kamp der trak 4.300 tilskuere og de kunne efter de 90 minutters spil gå hjem med endnu større rynker i panden.
Vestjyderne trak nemlig det længste strå og vandt med 1-0 og da samtidigt de nærmeste forfølgere, Holbæk B&I og Næstved IF vandt deres kampe i denne fjerde sidste spillerunde med henholdsvis 2-1 over B.93 og 1-0 over Fremad Amager, blev Køge ikke alene vippet ned fra førstepladsen, der igen blev indtaget af Holbæk, men Næstved rykkede også to point nærmere ind på de zebrastribede i tabellen.
Det var ikke fordi Køge ikke havde masser af spil mod Esbjerg – holdet nåede bare aldrig at blive rigtigt gennembrudsfarlige overfor Esbjergs bomstærke forsvar, der var godt styret af rutinerede navne som Jan Hansen, Svend Åge Clausen og Kim Ilsøe, mens Jens Jørgen Bertelsen og Kristian Østergård dominerede midtbanen. Og bagerst havde Esbjerg den kommende landsholdsmålmand Ole Kjær der var sikker i alt hvad han foretog sig.
Esbjergs sejrsmål faldt blot fire minutter før pausen. Et frispark fra venstre blev hældt ind i Køges straffesparksfest hvor Henning Larsen ventede på boldens ankomst. Det opdagede altid målfarlige Flemming Iversen, der smuttede imellem og headede bolden over Køge-målmanden og i nettet.
Trods masser af spil fik Køge aldrig ændret på resultatet i anden halvleg, og med sejren begyndte Esbjerg fB også stille og roligt bagfra at nærme sig topholdene.
Køge var nu uden sejr siden 21. september hvor BK Frem var blevet besejret 2-0 på Køge Stadion – det var i mellemtiden blevet til to uafgjorte og to nederlag.
Mange spurgte endnu engang sig selv – er et muligt mesterskab for alvor ved at glide Køge af hænde?
Blot tre spillerunder resterede nu i første halvdel af november måned – for Køge skulle to af disse kampe afvikles på udebane.
Kravet til Køge var ganske krystalklart inden der blev taget hul på november måneds tre sidste kampe i 1975-sæsonen: Alle kampe skal vindes – samtidig må Edvin Hansen og hans tropper håbe på at både Holbæk og Næstved sætter points til undervejs i deres tre resterende kampe.
Kunne det være mere spændende. NEJ.
Køges hold mod Esbjerg fB bestod af:
Henning Larsen, Michael Haagensen, Arne Rastad, Tage Sørensen, Ivan Jensen, Peter Poulsen, Svend Poulsen, Charlie Pedersen, Peter Rasmussen, Jesper Rasmussen, Jan Sørensen. 12. mand: Peer Holde.
Charlie P. på U21-landsholdet
Efter kampen mod Esbjerg fB blev angriber Charlie Pedersen udtaget til det danske U21-landshold, der tirsdag den 28. oktober skulle møde Skotlands ditto i Edinburgh.
U19-landskamp på Køge Stadion
Køge Stadion dannede denne sæson ikke kun ramme om en række spændende kampe i 1. Division.
Dansk Boldspil-Union fandt også frem til at afvikle U19 EM-landskampen mod Polen på Køge Stadion tirsdag aften den 28. oktober.
Landskampen tiltrak 791 betalende tilskuere og de så de to hold dele sol og vind lige ved at spille uafgjort 1-1.
Begge mål faldt i anden halvleg. Polakkerne bragte sig foran i det 55. minut, inden Preben Elkjær Larsen fra FB sørgede for udligningen i det 70. minut efter en flot lang aflevering fra Vejles Steen Thychosen.
En anden spiller, der kan have interesse for Køge Boldklub-fans, klubbens senere cheftræner 1999-2003, Henrik Jensen, blev skiftet ind i anden halvleg.
Kampen havde hollandsk dommer med efternavnet Keizer. På den ene af linjerne arbejdede den lokale Alex Jakobsen mens Bent Andersen vinkede på modsatte side.
Har du lyst til at modtage Køge Boldklubs nyhedsbrev, som udsendes gennemsnitligt 1-2 gange ugentligt med nyt fra klubbens mange afdelinger og aktiviteter, så udfyld nedenstående link med din mailadresse - så er du med næste gang der sendes et nyhedsbrev afsted fra din boldklub.
Historier fra gamle dage
-
MindeordJørgen "Krudt" Larsen er død
-
MindeordMindeord: Flemming Bøgelund er gået bort
-
Historier fra gamle dageHusker du Grundlovsdag 2002? Da Køge sikrede sig oprykning til Superligaen
-
Historier fra gamle dage90 år siden den første internationale kamp på Køge Stadion
-
Historier fra gamle dage70 år siden Køge vandt sit første danske mesterskab
-
Historier fra gamle dage23. maj: 60 år siden Køges første DBU-pokalfinale
-
Historier fra gamle dageTilbageblik: 50 år siden planerne for nyt klubhus tog fart
-
Historier fra gamle dageJulehilsen 2: Triumf for 4. Juniorerne
-
Historier fra gamle dageTilbageblik: Det vanvittige pokaldrama mod Holbæk B&I
-
Historier fra gamle dageTilbageblik: 45 år siden anden DM-titel
-
Historier fra gamle dageTilbageblik: Da miraklet indfandt sig i absolut sidste sekund
-
Historier fra gamle dageTilbageblik: En dag med både målrekord og bøjede hoveder
-
Historier fra gamle dageTilbageblik: Oprykningsdramaet i Ikast i 1970
-
Historier fra gamle dageTilbageblik: Debut til Køge og SBUs første landsholdsspiller
-
Historier fra gamle dageTilbageblik: Sagen om Tribunen paa Stadion ligger ret haabløstl
-
Historier fra gamle dageDagen i dag: Stolte sejre og store øretæver
-
Historier fra gamle dageTilbageblik: Det stod at læse i Medlemsbladet for 70 år siden
-
Historier fra gamle dageSommeren 1980: Førsteholdet på udbytterigt træningsophold i Toronto i Canada
-
Historier fra gamle dageTilbageblik: Det skrev Medlemsbladet i september 1946
