Menu

50 år siden: Vejen til DM 1975 – juni måned

image Referatet i Dagbladets sportssider fra forårssæsonens sidste hjemmekamp mod Slagelse. Overskriften fortæller alt om at Køge havde sat sig på tronen i dansk fodbold.
Per Møller
29. juni 2025 kl. 12:01

1975 er et år, man aldrig glemmer i Køge Boldklub. Det var nemlig året, hvor klubben for anden gang i historien sikrede sig Danmarksmesterskabet. Og det er altså, tro det eller ej, 50 år siden i år.

I serien ”50 år siden: Vejen til DM 1975” ser vi måned for måned tilbage på den flotte sæson.

Vi er nu nået til at kigge nærmere på hvad der skete i juni måned 1975.

Køge havde brugt maj måned til at spille sig op på førstepladsen i 1. Division og var godt på vej til at for alvor at spille sig ind i hjerterne hos de danske fodboldtilhængere. Og fodboldfeberen var for alvor kommet til den østsjællandske købstad, hvor der blev snakket fodbold i hver eneste afkrog af byen.

I juni måned fik klubben en ny spiller udtaget til det danske A-landshold – nemlig Claus Larsen der den 4. juni fik debut i den rød-hvide landsholdstrøje i en kamp mod Rumænien i Bukarest. Trods 4-0 nederlaget fik Claus Larsen genvalg til returkampen i København to uger senere, en kamp Rumænien også vandt – denne gang 2-1. Yderligere en kamp blev det til for Køges topscorer, den 25. juni i København mod Finland der blev besejret 2-0.

Den anden målsluger på Køges hold, Charlie Pedersen, blev også udtaget til at repræsentere Danmark – på U/21 landsholdet mod Finland i Turku - Åbo - den 26. juni.

Efter en maj måned, hvor Køge lagde al modstand til side og vandt fem ud af fem kampe, fik starten på juni måned resultatmæssigt en lidt træg start.

Efter torsdagens 2-0 sejr over BK Frem i Valby Idrætspark gik turen allerede søndag den 1. juni til et vaskeægte topopgør mod Esbjerg fB i Esbjerg Idrætspark.

Kampen satte ny sæsonrekord i Esbjerg med 9.118 mennesker gennem tælleapparaterne. Deriblandt en busfuld tilhængere der havde taget turen fra Køge på tværs af landet for at bakke de sort-hvid stribede helte frem til en ny triumf.

Dem der havde sat næsen op efter et brag af en kamp med mange mål måtte gå skuffet hjem igen. Kampen sluttede 0-0 og efter kampen havde de to mandskaber travlt med at beskylde hinanden for at være skyldige i at kampen blev lidt af en fuser.

- Det var ikke vores skyld at publikum ikke fik nogen mål at se, var Køges spillere og ledere enige om efter topopgøret.

- Esbjerg spillede kun med to mand fremme og satsede mest på at hindre os i at score. Når de giver alle vores angribere og midtbanefolk personlig opdækning og endda har en spiller i overskud som bagerste mand kan de ikke også angribe. Det synes jeg ikke de kunne være bekendt overfor deres egne tilskuere men jydernes spillestil ødelagde også vores muligheder for at give en underholdende kamp. Det er meget mod vores vilje, selv om vi teoretisk set kunne være tilfredse med det ene point på udebane mod en af vores nærmeste konkurrenter, sagde Køges træner Edvin Hansen til Dagbladets udsendte medarbejder Rudy Nielsen efter kampen.

Esbjerg praktiserede mandsopdækning over hele banen af alle Køges fire angribere fra kampens start. Efter kampen forklarede de taktikken med at de måtte spille forsigtigt i hele kampen fordi angriberen Hans Aage Nielsen udgik med en skade efter en halv times spil og desuden fik en anden angriber, Kim Ilsøe en fibersprængning og spillede for halv kraft i det meste af anden halvleg.

Men Esbjergs lidt defensive taktik blev også taget i anvendelse i flere kampe tidligere på sæsonen – en forklaring på at kampen mod Køge var vestjydernes syvende uafgjorte kamp i sæsonens 11 kampe.

Køge havde bolden det meste af tiden men angriberne havde svært ved at slippe fri af deres oppassere. Især de to målslugere Claus Larsen og Charlie Pedersen var ualmindeligt tamme. Jan Sørensen var den der forsøgte mest og han nåede oftere end tidligere til baglinjen og fik lagt bolde indover. Men de talstærke jyder var stærke i hovedspillet og sørgede for at afleveringerne kun få gange nåede igennem til en Køge-spiller.

På midtbanen arbejdede Peter Poulsen og Svend Poulsen ihærdigt og i forsvaret spillede både Arne Rastad og Søren Olsen en stor kamp og backerne Michael Haagensen og Ivan Jensen forsøgte begge at være med fremme, men det gav chancer bagude fordi Esbjerg-folkene ofte fandt hurtige Flemming Iversen på fløjene med lange præcise afleveringer. To gange måtte Ivan Jensen lave store frispark for at redde situationen når han lå på den forkerte side af Flemming Iversen, og en strengere dommer end Ib Nielsen kunne have givet ham en advarsel. Ivan Jensen var desuden impliceret i to situationer hvor Esbjerg-tilskuerne skreg på straffespark.

Ivan Jensen gjorde sig også bemærket i den anden ende af banen. Han havde nemlig et af Køges bedste forsøg i kampen med et frispark der var lige ved at narre målmand Ole Kjær som dog nåede bolden få centimeter under overliggeren. Køges anden gode chance fik Charlie Pedersen som headede Peter Poulsens aflevering over Ole Kjær, men Jan Hansen nåede at redde bolden på målstregen.

I Køge-målet havde Henning Larsen fine redninger på forsøg fra Flemming Iversen, Kristian Østergaard og Flemming Stausholm.

Det var første gang i sæsonens 11 kampe at Køge måtte gå målløse fra banen, men til gengæld var det niende gang i træk at holdet kunne gå fra banen uden at tabe.

Med 0-0 i bagagen lagde Køge op til endnu et stort topopgør ugen efter, hvor holdet for tredje gang skulle spille på udebane – mod Holbæk B&I på Holbæk Stadion. Rækkens nummer to, der havde virket frygtindgydende de seneste tre spillerunder, hvor holdet havde scoret ikke færre end 11 gange.

Køges hold mod Esbjerg fB så således ud:

Henning Larsen Michael Haagensen, Arne Rastad, Søren Olsen, Ivan Jensen, Peter Poulsen, Svend Poulsen, Charlie Petersen, Claus Larsen, Lasse Henriksen, Jan Sørensen. 12. mand. John Fagerholdt.

Røde lamper på Holbæk Stadion

Der var i ugen op til lokal- og topopgøret mod Holbæk B&I kæmpe interesse for kampen – ikke kun i Holbæk og i Køge, men fra store dele af Sjælland. Kampen var godt "kogt op" til at være sæsonens hidtil største topopgør.

Kampen blev da også runde 12’s helt store kamp i 1. Division. Og allerede 10 minutter før kickoff måtte de røde lamper hænges ud ved indgangene til Holbæk Stadion. Der var ganske enkelt ikke plads til en eneste tilskuer mere. 10.065 tilskuere havde været heldige at komme ind inden portene blev smækket i – og det var ny stadionrekord – en rekord der ikke er blevet slået siden.

Man regnede fra arrangørklubbens side med at omkring 11.000 tilskuere så kampen – begge klubbers ungdomsspillere og forskellige andre personer kom gratis ind – så med dem og de 10.065 betalende tilskuere var der hård kamp om at få det bedste udsyn til arenaen hvor slaget skulle slås denne dejlige sommeraften.

Det var næppe alle der kunne se alt hvad der skete på banen – men de som kunne fik en underholdende kamp at se. Der skete ikke så meget i straffesparksfelterne i den første time, hvor der kun var få egentlige målchancer, men efter at islændingen Johannes Edvaldsson havde headet Holbæk foran 1-0 i kampens 65. minut kom der masser af liv over kampen og kun eminent målmandsspil af Benno Larsen forhindrede Køge i at få udlignet.

Køge, der havde Tage Sørensen med i forsvaret i stedet for den karantæneramte Søren Olsen, satsede for lidt i den første halve time, hvor Claus Larsen lå for langt tilbage på banen for at forhindre Jørgen Jørgensen i at organisere Holbæks angrebsspil. Det var en fejl fra Køges side at bruge topscoreren til det job for det medførte at han sjældent kom helt frem i angrebet og de andre i angrebskæden var for stillestående og svære at finde for midtbanespillerne.

Efter Holbæks føringsmål blev Claus Larsen rykket helt frem og det gjorde ham straks mere værdifuld for holdet, fordi det skabte en del uro i Holbæks forsvar.

Holbæk havde mest spil den første time, ikke mindst fordi holdet var talmæssigt overlegen på midtbanen og folk som Palle Krath og Niels Tune lavede mange fikse detaljer. Men Johannes Edvaldsson var i særklasse holdets bedste i hans første kamp som centerhalf.

Edvaldssons mål fandt som nævnt efter 65 minutters spil efter et hjørnespark blev sendt ind over fra Peer Svenningsen. Uden at blive presset kunne islændingen stige til vejrs og med stor kraft heade bolden i nettet uden chance for Henning Larsen.

Målet fik Holbæk til at trække sig tilbage og Køge valgte at sætte den unge debutant Peer Holde på banen kort efter scoringen. Peer Holde afløste Lasse Henriksen i angrebet.

Især i det sidste kvarter var Køge nærgående og næsten alle havde set bolden i nettet på Claus Larsens halvflugter i halvlegens 31. minut, men Benno Larsen nåede at redde med et tigerspring.

To minutter senere fik Køge tilkendt et straffespark som Svend Poulsen imidlertid misbrugte ved at skyde ved siden af målet.

- Jeg ramte bolden helt forkert, sagde en ærgerlig Svend Poulsen til den samlede presse efter kampen.

Holbæk reddede stormen af og tilføjede Køge deres blot andet nederlag og anden kamp i træk uden scoring i sæsonen – men trods nederlaget var Køge forsat indehaver af førstepladsen med en kamp færre end Holbæk og en bedre målscore.

Køge måtte drage tomhændet hjem fra Holbæk, og så arbejde sig frem til næste opgave som var mod Næstved IF på Køge Stadion – endnu et stort top- og lokalopgør ventede forude.

Køges hold mod Holbæk så således ud:

Henning Larsen, Michael Haagensen, Arne Rastad, Tage Sørensen, Ivan Jensen, Peter Poulsen, Svend Poulsen, Charlie Petersen, Claus Larsen, Lasse Henriksen, Jan Sørensen. 12. mand: Peer Holde (debutant)

Uafgjort bragte igen Køge alene i spidsen af 1. Division

Efter to kampe uden scoring og sejr – hvilket var en helt uvant situation for Køge og holdets mange fans – gjaldt det om at komme tilbage på sejrskurs, da arvefjenderne fra Næstved IF gæstede Køge Stadion søndag aften den 15. juni.

Det tredje store topopgør på bare to uger. Det havde næsten 7.000 tilskuere – præcist 6.990 - valgt at overvære. Det største tilskuertal på Køge Stadion i rigtigt mange sæsoner.

De mange tilskuere blev næsten traditionen tro budt på et tæt og intenst opgør mellem de to arvefjender, hvor gæsterne fra Næstved spillede meget forsigtigt og hele tiden sørgede for at have seks til otte mand bag bolden når Køge erobrede bolden. Så det gjorde arbejdsbetingelserne for Køges angribere yderst vanskelige.

Køge havde igen Søren Olsen tilbage i forsvaret efter overstået karantæne. Det betød at Edvin Hansen valgte at sende Tage Sørensen op på midtbanen hvor han afløste Svend Poulsen der måtte tage plads på udskiftningsbænken. Unge Peer Holde, der debuterede i udekampen mod Holbæk, fik sin første startplads på bekostning af Lasse Henriksen der var rykket ned på andetholdet.

Køge havde i første halvleg en masse spil, men alligevel var det Næstved der kunne gå til pausen foran 1-0 på det mål, som Svend Erik Christensen scorede i kampens 20. minut, da han placerede bolden mellem Henning Larsen og Arne Rastad. Udover målet havde Næstved kun et eneste forsøg mere indenfor målstolperne. Det stod Mogens Hansen for men Henning Larsen klarede forsøget.

Fra anden halvlegs start koncentrerede Næstved sig om forsvaret og det så længe ud til, at taktikken ville betyde sejr til gæsterne. Køge fik dog skabt flere og flere chancer jo længere halvlegen skred frem, og i kampens 70. minut lykkedes det Charlie Pedersen at få bragt balance i regnskabet.

Kampen sluttede 1-1 og det ene point, samtidigt med at Holbæk overraskende tabte til BK Frem betød, at Køge igen var alene i spidsen af 1. Division.

Allerede få dagene senere – torsdag aften – ventede en ny hjemmekamp, når bundholdet Slagelse B&I var modstanderen.

Edvin Hansen havde valgt denne opstilling mod Næstved IF:

Henning Larsen, Michael Haagensen, Arne Rastad, Søren Olsen, Ivan Jensen, Peter Poulsen, Tage Sørensen, Charlie Petersen, Peer Holde, Claus Larsen, Jan Sørensen. 12. mand: Svend Poulsen.

Sejr betød sommerferie på førstepladsen

Efter tre kampe uden sejr, var der lagt i kakkelovnen til gæsterne fra Slagelse B&I da 1. Divisions bundhold torsdag den 19. juni kom på besøg til forårssæsonens sidste hjemmekamp på Køge Stadion.

4.648 tilskuere var på plads denne midsommeraften, hvor en hjemmesejr ville være ensbetydende med at Køge kunne holde sommerferie på førstepladsen i 1. Division.

Køge-spillerne var sultne efter at hente juni måneds første sejr – og holdet lagde fra start pres på gæsterne der havde nok at se til med at forsvare sig. Hos Køge spillede Claus Larsen sin anden kamp på bare 24 timer – aftenen i forvejen havde han været med på det danske A-landshold der tabte 2-1 til Rumænien i Københavns Idrætspark. Denne lidt groteske situation ville næppe udspille sig her i 2025 …..

- Jeg var lidt stiv i de første 20 minutter, men siden mærkede jeg ikke noget, sagde Claus Larsen efter kampen til Dagbladets udsendte medarbejder, Rudy Nielsen.

Slagelse blev presset i bund i de første 45 minutter og virkede helt færdige efter de første 45 minutter, og spillede uden tro på tingene i anden halvleg hvor Køge for alvor skruede op for løjerne og fik hul på målposen.

Slagelse spillede pænt midt på banen i første halvleg mens forsvaret inklusive målmand Valdemar Hansen virkede usikre.

Der skulle gå en halv time før kampens første mål faldt. Jan Sørensen scorede sit første sæsonmål ved at smutte imellem på Peter Johanssons tilbagelægning og efter at have afdriblet Valdemar Hansen scorede han fra en spids vinkel.

Fem minutter senere havde Jan Sørensen en stor chance for at blive dobbelt målscorer og Charlie Pedersen brændte tre store chancer i halvlegens sidste ti minutter. Også Peer Holde misbrugte en god chance.

Køge, der havde Tage Sørensen tilbage i forsvarskæden som afløser for Søren Olsen, der endnu engang måtte tage plads i skammekrogen efter sit gule kort mod Næstved, hvilket også betød at Svend Poulsen var tilbage i startopstillingen efter at have startet på bænken mod Næstved IF, skuede som nævnt alvorligt op for blusset i anden halvleg der kun var syv minutter gammel da Claus Larsen bragte Køge på 2-0 på et dejligt skud efter Peter Poulsens aflevering, og indledte dermed sit eget lille One-man show.

I det 63. minut var Claus Larsen igen på pletten og gjorde det til 3-0 på et langskud der tog jorden inden bolden passerede Valdemar Hansen.

4-0 blev det i 71. minut hvor Claus Larsen fuldbyrdede sit hattrick da han prikkede bolden i nettet efter at Valdemar Hansen havde halvklaret et forsøg fra Peer Holde efter fortrinligt forarbejde af Charlie Pedersen og Peter Poulsen.

Slagelse fik reduceret til slutresultatet 4-1 et par minutter før tid ved 12. manden Niels Peter Jensen der scorede på Finn Wollesens frisparksaflevering inden Køges forsvar var nået rigtigt på plads.

Sejren over Slagelse kunne sagtens være blevet på det dobbelte, men Charlie Pedersen havde en uheldig aften foran målet, og det var ærgerligt for Køge, at Svend Poulsens flotte langskudsmål i anden halvleg blev underkendt fordi Charlie Pedersen stod offside i situationen.

Køges hold mod Slagelse så således ud:

Henning Larsen, Michael Haagensen, Arne Rastad, Tage Sørensen, Ivan Jensen, Peter Poulsen, Svend Poulsen, Peer Holde, Charlie Petersen, Claus Larsen, Jan Sørensen, 12. mand: Lasse Henriksen.

På sommerferie med nederlag til bundholdet

At juni måned på ingen måde kunne leve op til april og maj måneds forrygende resultater, blev den sidste kamp inden ferien et tydeligt bevis på.

Køge skulle slutte det fornemme forår af med en udekamp mod bundholdet B.1909 på Odense Stadion, hvortil 6.200 tilskuere havde fundet vej.

Det blev en kamp hvor Køge absolut ikke spillede som et tophold. B.1909 kæmpede derimod fra første til sidste minut og det blev udslagsgivende for kampens resultat.

Køge lod sig for meget gå på af B.1909’s kontante spillestil, som kampens dommer Ole Amundsen ikke var mand for at stoppe. I stedet for at spille angrebsfodbold gik Køge med på galejen og det resulterede i en til tider alt for hårdt spillet kamp. Køge fik tildelt to advarsler i kampen – til forsvarsspillerne Michael Haagensen og til Ivan Jensen.

Trods det hårde spil blev der da også ind imellem vist noget dejligt angrebsfodbold. B.1909 havde langt de fleste og farligste forsøg og Henning Larsen, der spillede sin førsteholdskamp nummer 150 i Køges mål, havde nok at se til igennem de 90 minutter i den fynske hovedstad.

B.1909 vandt kampen 1-0 på et mål scoret ganske kort før pausen, da Køges forsvar snorksov. Mogens Berg spillede en medløbsbold til Bjørn Andersen der scorede sikkert uden chance for Henning Larsen.

Mere blev det ikke til – og B.1909 kunne glæde sig over at slutte foråret af med to meget vigtige point som bragte klubben væk fra sidstepladsen i rækken, en plads de overlod til Slagelse B&I. Trods nederlaget kunne Køge trods alt gå på en velfortjent sommerferie vel vidende at førstepladsen var holdets når efterårssæsonen blev fløjtet i gang igen lørdag den 9. august på udebane mod B.1903 på Gentofte Stadion.

Men fem kampe i juni måned – kun én enkelt sejr og tre kampe uden mål. Måske kom sommerpausen på et godt tidspunkt på det måske lidt slidte Køge-hold.

Køges holdopstilling mod B.1909 så således ud:

Henning Larsen, Michael Haagensen, Arne Rastad, Tage Sørensen, Ivan Jensen, Peter Poulsen, Svend Poulsen, Peer Holde, Claus Larsen, Charlie Petersen, Jan Sørensen. 12. mand: John Fagerholdt.

Farvel til topscoreren

Kampen mod B.1909 blev også topscorer Claus Larsens midlertidigt sidste kamp for Køge Boldklub. I sommerpausen skiftede han til den hollandske klub Sparta Rotterdam, der gennem forårssæsonen havde set sig lun på Køges nye A-landsholdsspiller.

En vigtig brik i Køges puslespil var pludselig væk fra holdet forud for de afgørende 15 kampe i efterårssæsonen. Hvad ville det komme til at betyde i bestræbelserne på at fastholde topplaceringen?

Over 75.000 tilskuere til forårets kampe

De mange flotte kampe gennem forårssæsonen betød også mange tilskuere på tribunerne til Køges kampe og mange rare entreindtægter til Køge Boldklubs klubkasse.

I alt blev Køges 15 kampe i forårssæsonen overværet af 75.734 tilskuere, hvilket giver et gennemsnit på lidt over 5.000 pr. kamp. Det gav også en førsteplads på tilskuerbarometeret.

Forårssæsonen 1975 var den bedste i mange år, såvel sportsligt som økonomisk.

Der var rigtigt meget at leve op til efter sommerferien.

Charlie Pedersen i et hovedstødsforsøg i udekampen mod Esbjerg fB. I baggrunden ses Lasse Henriksen. (Fra årbogen "Fodbold årbogen 1975").

Claus Larsen i aktion i forårets sidste hjemmekamp mod Slagelse B&I, hvor han markerede sin midlertidigt sidste hjemmekamp for Køge, eftersom han i sommerpausen blev solgt til hollandske Sparta Rotterdam. (Fra årbogen "Fodbold årbogen 1975").

Køge havde blot to hjemmekampe i juni måned - lokalopgørene mod Næstved IF og Slagelse B&I.

Køges flotte forårssæson trak mange tilskuere til klubbens kampe i 1. Division - et gennemsnit på over 5.000 til de 15 kampe i forårssæsonen.

Historier fra gamle dage

  • Mindeord
    Jørgen "Krudt" Larsen er død
  • Mindeord
    Mindeord: Flemming Bøgelund er gået bort
  • Historier fra gamle dage
    Husker du Grundlovsdag 2002? Da Køge sikrede sig oprykning til Superligaen
  • Historier fra gamle dage
    90 år siden den første internationale kamp på Køge Stadion
  • Historier fra gamle dage
    70 år siden Køge vandt sit første danske mesterskab
  • Historier fra gamle dage
    23. maj: 60 år siden Køges første DBU-pokalfinale
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: 50 år siden planerne for nyt klubhus tog fart
  • Historier fra gamle dage
    Julehilsen 2: Triumf for 4. Juniorerne
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Det vanvittige pokaldrama mod Holbæk B&I
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: 45 år siden anden DM-titel
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Da miraklet indfandt sig i absolut sidste sekund
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: En dag med både målrekord og bøjede hoveder
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Oprykningsdramaet i Ikast i 1970
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Debut til Køge og SBUs første landsholdsspiller
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Sagen om Tribunen paa Stadion ligger ret haabløstl
  • Historier fra gamle dage
    Dagen i dag: Stolte sejre og store øretæver
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Det stod at læse i Medlemsbladet for 70 år siden
  • Historier fra gamle dage
    Sommeren 1980: Førsteholdet på udbytterigt træningsophold i Toronto i Canada
  • Historier fra gamle dage
    Tilbageblik: Det skrev Medlemsbladet i september 1946
Luk